Nu har køberne sluppet bremsen – markant flere vil have elbil

Interessen for at købe elbil har pludselig taget et kraftigt hop op. For første gang forventer flere at købe elbil end dieselbil. En aftale om bilafgifter, nye prisvenlige modeller og bedre opladning er vejen frem for de elektriske biler.

Hyundai Kona er fra den nye generation af elbiler med længere rækkevidde og priser til almindelige husholdningsbudgetter. PR-foto: Thomas von Salomon

På et halvt år har tre gange flere danskere fået mod på at købe en bil med batterier og elmotor frem for en konventionel bil med benzin eller diesel i tanken. Det er så mange, at der nu for første gang er flere danskere med planer om at anskaffe bil, der angiver el som drivmidlet i deres kommende bil, end diesel som drivmiddel.

Kursskiftet blandt danske bilister har tydeligvis overrasket Thomas Møller Sørensen, direktør i Bilbranchen, som er en del af DI.