Efter Radio24syv: Ny radio skal være »lyden af Danmark«

Kun Radio FM4 A/S har fået godkendt sin ansøgning til sendetilladelsen efter Radio24syv. Den nye radio skal ligge i Aarhus. Ambitionen er at give lytterne lyden af hele Danmark, men det bliver »ALDRIG nogensinde« en lokal- eller regionalradio, siger direktør Anne-Marie Dohm.

»Vores ambition er at skabe lyden af Danmark på mange niveauer. Både med hensyn til valg af værter, historier og kilder. En anden ambition er, at vi vil være ude i landet og sende fra forskellige steder i vores nyhedsdækning,« siger direktør Anne-Marie Dohm. Bjerne Bergius Hermansen/DR

Radioværterne og journalisterne skal ikke tale radiodansk, men lyde som der, hvor de kommer fra i Danmark, og kilderne i de journalistiske historier – eksperter, politikere og almindelige borgere – skal komme fra hele landet.

Det er nogle af ambitionerne bag den radio, som et nyt mediekonsortium, Radio FM4 A/S, ønsker at skabe på den plads i æteren, som bliver ledig, når Radio24syv med udgangen af oktober stopper sine udsendelser.