St. Pauli Kirke i Malmø er et eksempel på, at billedkunst i det offentlige rum kan ramme tidsånden, skabe debat og krænke religiøse følelser.
I midten af december traf kirken efter kritik den drastiske beslutning at tage et nyligt ophængt alterbillede af den svenske kunstner Elisabeth Ohlson Wallin ned. Billedet med titlen »Paradiset« var inspireret af et klassisk maleri af reformationskunstneren Lucas Cranach den Ældres (1472-1553), »Adam og Eva« også kaldet »Syndefaldet«, og viser to kærlige par – det ene to mænd og det andet to kvinder.