Eastwoods requiem er et livsklogt lille mesterværk

Clint Eastwoods film om verdens ældste narkokurér er en underfundig fabel om det at være menneske og om at sone sine synder.

Overordnet optræder Clint Eastwood med en aldrende mands mildhed de meste af filmen, men den karakteristiske sammenbidthed kommer også i spil. Foto: Warner Bros Pictures Fold sammen
Læs mere

»The Mule« er baseret på den sande historie om den 88-årige krigsveteran Leo Sharp, der i 2011 blev verdens ældste narkokurer for et mexicansk narkokartel.

Og heldigvis for verdens filmfans har det amerikanske nationalkoryfæ Clint Eastwood valgt både at instruere og selv spille hovedrollen som den aldrende veteran og kurer, der i filmen har skiftet navn til Earl Stone. Eastwood, der selv er født i 1930, er som skabt til rollen. Der er noget klædeligt ved en mand på 88, som spiller sin egen alder.

Earl Stone er bestemt ingen helgen. Han er en mand, som gennem livet har sat sig selv og sin brændende passion for orkidédyrkning over sin familie. Han har været en fraværende far og ægtemand og har derfor tabt det meste på gulvet. Men på trods af hans livslange egoisme, er der alligevel en kerne af moral og mildhed, som hans barnebarn er den eneste i familien, der får øje på.

Onde penge

Earls lange og oftest selvoptagede livsbane, med meget sporadiske optrædener til familiære begivenheder, får en brat afslutning, da en omsiggribende internethandel lægger hans mangeårige forretning med salg af blomsterfrø i graven og ruinerer ham. Via tilfældigheder og på grund af desperation tyer han så til kriminalitet for elementær overlevelse.

De overrumplende mange penge, Earl tjener på at smugle narko for kartellerne, giver ham mulighed for at sone mange af sine synder, og filmen rejser på den måde en ret interessant diskussion om, hvorvidt man etisk set kan gøre det gode med »onde« penge.

Allestedsnærvende Bradley Cooper spiller den ambitiøse men også sympatiske DEA-agent Colin Bates, der flere gange støder ind i Earl Stone uden at vide, at Earl samtidig er den legendariske narkokurer kaldet »Tata«, som Bates jagter. Det er et handlingsspor, der fortællemæssigt er lige bekvemt nok, men det giver samtidig mulighed for de velskrevne dialoger, der løfter filmen.

Udover den utrolige og delvist autentiske historie, som dramaturgisk set er velturneret, udspiller der sig sideløbende med den elementære handling en langt større fortælling, som handler om en mand, der gør status efter et langt, vanskeligt, men også indholdsrigt liv.

Nyreslag til den politiske korrekthed

Filmen løftes væsentligt af, at Eastwood bruger rollen som Earl Stone til at formidle sin personlige livserfaring til tilskueren, og den rummer således mange kloge, morsomme og indsigtsfulde, men også umiddelbart banale sandheder. Men når det med karakteristisk hæshed hvisles fra Clintens smalle læber, giver det god mening, at den 88-årige mand er nået frem til erkendelsen af, at det, der kan synes så selvfølgeligt, slet ikke er det.

Heldigvis giver handlingen også plads til et par humoristiske og velplacerede nyreslag, som rammer lige ind i samtidens tiltagende hysteriske politiske korrekthed og det voksende digitale åndsfravær.

Mon ikke mangen en selvindbildsk ung herre eller dame ville kunne skyde en enkelt genvej eller to i livets eksistentielle jungle, hvis de lagde mobilen væk for et par timer og i stedet lyttede til Earl Stones karakter i The Mule.

Eastwood har selv været ude og sige, at dette blev hans sidste film, og skulle det holde stik, er den et smukt og poetisk punktum for en af de mest formidable karrierer i filmens historie. Men selv om Eastwood havde sin første rolle i 1955 - og dermed har fejret diamantbryllup med filmbranchen - så er det vel ikke umuligt, at der er en eller to film mere i Clinten?

 

»The Mule«
Instruktion: Clint Eastwood
Medvirkende: Clint Eastwood, Bradley Cooper, Laurence Fishburne, Taissa Farmiga, Diane West, m.fl.