Dronningen skælder ud på teatrets publikum i ny bog: »Ja, jeg synes, der er gået inflation i det. Det er ærgerligt«

Boganmeldelse. Dronningens livslange kærlighed til Det Kongelige Teater er omdrejningspunkt for ny bog. Gennem samtalen om 12 yndlingsforestillinger åbenbarer hun sig som en let konservativ teatergænger, der helst skal have stærke følelser og stærke farver.

Dronning Margrethe efter premieren på »Et Folkesagn«, hvor hun stod for både scenografi og kostumer. »Jeg fik krampe i det ene lår,« fortæller Dronningen i bogen. »Men jeg gjorde mit bedste. Jeg tror, det var nerver, der gjorde, at jeg pludselig spændte sådan i benene.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Bent Midstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alle bedes rejse sig!

Hvis man er nogenlunde velafrettet, ved man, at man ikke bliver siddende, når Dronningen som den sidste indfinder sig i teatret, inden tæppet går. Løfter man blikket dernede fra parterret og kigger skråt op til venstre – i hvert fald på Det Kongelige Teaters Gamle Scene – så er det ikke et usædvanligt syn at se Majestæten i kongelogen, eller som hun selv kalder sin forgyldte plads i teatret: »Svalereden«.

Dronningen er mere end almindeligt glad for at gå i teatret, som hun jo også har oplevet indefra, når hun har »fusket lidt« med scenografi – ordvalget er hendes eget.

I en ny bog har operadramaturgen og teaterforskeren Nila Parly sat Dronningen stævne for i en række samtaler at få hendes besyv om 12 udvalgte forestillinger. Opera, skuespil, ballet. Alle har de gjort et uudsletteligt indtryk på Dronningen, alle har de spillet på Det Kongelige Teater.

Den kongelige hukommelse hjælpes undervejs på gled af filmklip og nogle af alle de teaterhistoriske billeder, der også pryder bogens sider.

Redigerer selv

Dronningens interesse for teater og musik stammer fra faderen, kong Frederik IX, der selv var en habil dirigent med nær forbindelse til Det Kongelige Teaters kunstnere og til hele det klassiske repertoire.

Hans ældste datter blev ikke bare taget med i teatret, men lyttede også med på grammofonen derhjemme. Og så har hun i øvrigt selv taget ansvaret på sig og har øvet sig: »Altså, jo mere, man har hørt. Desto nemmere bliver det at sætte sig ind i det.«

Teatrets fascination er en anden end biografens mylder af billeder:

»Når man ser en forestilling rigtigt på̊ en scene, så redigerer man jo selv.«

Stærke følelser

Dronningen er ikke blot en tilskuer, der kan begejstres – i en sådan grad, at hun for eksempel så operaen »Tjenerindens fortælling« hele fire gange. Hun er også en kritisk og utålmodig en af slagsen. Der skal ske noget. Hun kræver stærke og rene følelser. Det må ikke blive for statisk. Om et svensk gæstespil med Wagners »Ringen« hedder det, at »de havde så travlt med ikke at gøre den spændende«.

Humor hjælper også på det. Det er måske derfor, Shakespeare med sin vekslen mellem det muntre og det blodigt alvorlige hører til de foretrukne dramatikere. Og så kommer det næppe som en overraskelse for mange, at det især er det scenografiske, der får Dronningen talt varm. Hun husker mange af de forestillinger, der diskuteres, gennem netop en grøn kjole eller et blegrødt lys.

Og så er Dronningen sådan en, der ikke blot oplever en teaterforestilling med hovedet, men også kan blive så henrevet, at oplevelsen river kroppen med: Et mellemspil kan være så smukt, »at det gør helt av«, en uhyggelig scene kan give »myrekryb«, og en anden være så vidunderlig, at den resulterer i  »kuldegysninger«. Også Brünhildes vinger, der rives af, forplanter sig i den royale fysik: »Wup, det gik lige i underlivet«.

Omvendt er Dronningen, en let konservativ teatergænger, ikke meget for de af de nymodens påhit, der ikke giver mening, ligesom hun også har et sikkert blik for, at også teatret har sine modeluner. Tag nu bare ideen om brugen af moderne militærtøj i snart hvilken som helst opera: »Nu synes jeg snart, vi har været der.«

Give bolden op

Bogen, der er blevet til i et samarbejde med Det Kongelige Teater, fungerer mest af alt som en dobbelt hyldest til Dronningen og til Det Kongelige Teater, som Dronningen er flink til at legitimere. »Man skal have et sted, der kan give bolden op,« som hun selv formulerer det, adspurgt om, hvad man overhovedet skal med en nationalscene.

Bogens svaghed er naturligvis, at det, der diskuteres, for tid og evighed er borte, og derfor mest vil være interessant for den, der allerede er bidt af teatret. Men der er naturligt nok grænser for hukommelsens præcision og for viljen til at formulere sig alt for skarpt, selv om tydeligheden kommer i glimt. For eksempel i forbindelsen med aviskritikken af Majestæten som professionel scenograf:

»Jo, men man skal jo fare ud, mens man har noget at fare ud med, inden man bliver alt for distraheret af kendsgerninger.«

Eller når hun skoser publikums trang til at rejse sig op og applaudere for snart sagt hvad som helst:

»Ja, jeg synes, der er gå̊et inflation i det. Det er ærgerligt. Det skal være så̊dan, at – nu! Nu kan vi simpelthen ikke sidde længere, nu rejser vi os! Men bare at rejse sig, fordi man skal klappe, det synes jeg ikke, man skal.«

Dronning Margrethe, om behovet for en nationalscene

»Man skal have et sted, der kan give bolden op.«


Nila Parly har forlods opsøgt nogle af dem, der har danset, spillet og sunget i forestillingerne, og ind imellem er det intervieweren selv, der trækker læsset med sin store viden om forestillingernes tilblivelse, opførelsespraksis og sin sans for teatrets mange anekdoter.

Man ville helt ønske, hun ville skrive nationalscenens historie. Også uden Dronningen som mellemmand, for selv om hun er en kompetent en af slagsen, er og bliver Dronningen tilskuer til det hele.

Bogens omslag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlaget.

»Med Dronningen i Det Kongelige Teater«

Sider: 328. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.