Scener fra et overgreb

Poul Ruders opera "Tjenerindens fortælling" er i sin rædselsvision et sansebombardement på alle planer. En stramning af tekst og musik vil for alvor føre operaen op på internationalt plan.

Lige om hjørnet lurer et totalitært rædselsregime. Forfatteren Margaret Atwood har beskrevet det i sin roman "Tjenerindens fortælling". Det var for 15 år siden om et samfund anno 2002. Nu nærmer vi os året, og tiden har givet den canadiske spåkvinde ret. Faren lurer stadig.

Så meget mere aktuel er Poul Ruders' opera over Atwoods roman. Så meget mere vellykket var "Tjenerindens fortælling", da den havde verdenspremiere på Gamle Scene mandag aften.

Vellykket i al sit grumme sortsyn, i sin fabelagtige iscenesættelse og i sin musik, hvor komponisten Poul Ruders trækker i alle registre for at fremmane denne rædselsvision. Med kvinden - tjenerinden - TilFred som fortælleren og offeret, der bliver sunget og fremstillet så gribende af Marianne Rørholm, at hendes skæbne virkelig bliver til et fælles anliggende. Og så dynamisk bakket op musikalsk fra orkestergraven af Det Kongelige Kapel med Michael Schønwandt i spidsen, at man selv med lukkede øjne kan se det hele for sig.

Men det er med opspærrede øjne, man skal opleve denne forestilling. Med alle sanser åbne, for Poul Ruders og iscenesætteren Phyllida Lloyd spiller på alle tangenter.

Fortællingen begynder med en film. Hastige klip fra et Amerika i opløsning: Miljøkatastrofer, sultne menneskemasser, optøjer. Et hastigt klip i filmen til en mand, der læser teksten fra Første Mosebog om Rakel, der skal gå til sin tjenerinde, som skal føde hende et barn. Manden er professor Pieixoto, der fortæller om de gamle dage. Om år 2002, da staten Gilead blev dannet. En fundamentalistisk stat baseret på gammeltestamentlige tekster til undertrykkelse af kvinder reduceret til rugemaskiner.

Den venlige, beherskede professor hiver en stabel kassettebånd frem med et unikt fund. En kvinde fortæller om sin tid som tjenerinde, og således kan den egentlige rædselsberetning begynde. Professoren trykker på båndoptagerens startknap.

Ganske sagte lyder strygere og harpeklang fra orkestergraven, og dér i mørket står hun, tjenerinden TilFred, i sin røde dragt og tøvende fortæller hun.

Det er en genistreg med den filmiske ramme om tjenerindens fortælling. Der bliver skabt en dokumentarisk troværdighed med dette greb, hvor Margaret Atwoods roman, lægger ud med en beskrivelse af den gymnastiksal, som tjenerinderne både sover og bliver indoktrineret i.

Og således fortsætter operaen med den ene sceniske genistreg efter den anden. Scenografen Peter McKintosch tager udgangspunkt i gymnastiksalen, men drejer den en tand og hænger fliser på væggene, en glasvæg som baggrund og svingdøre i siderne. Et koldt, sterilt rum, en operationsstue, et badeværelse, en slagtehal.

Og så enkelt kan det gøres, når Kommandantens hjem bliver rullet ind midt på scenen i skikkelse af bord, skab, sofa - hvidt i hvidt - og nådesløst drejer rundt og rundt, så alt kan ses.

Og så manende står pludselig den røde mur i baggrunden. "Muren" i Atwoods roman, hvor de "bjærgede" (læs henrettede) hænger til skræk og advarsel.

Ligesom TilFreds tilbageblik på idyllen før sammenbruddet er badet i gult lys, hvor hendes tidligere jeg urovækkende smukt fremstillet af Hanne Fischer mødes med sin elskede Luke, en herlig akademisk, lidt naiv starut i Poul Elmings skikkelse.

Der er masser af farver i Atwoods roman, og farverne bliver brugt med klinisk omhu i forestillingen: Rene og klare. Tjenerinderne i rødt, de vogtende tanter i grønt, Kommandantens hustru i lyseblåt, chaufføren Nick i lysegrønt - han slår græs og bærer håbet. Jo, det er stor opera i moderne skikkelse med processioner og henrettelser, så selv en Puccini ville lade sig forbarme.

A propos Puccini, så er han og den italienske verisme en af de mange musikalske inspirationskilder til Poul Ruders' musik. Billedskabende og følelsesladet til sidste blodsdråbe, sådan som Poul Ruders bruger alle symfoniorkestrets klanglige muligheder tilsat massiv slagtøjsgruppe.

Og det er ikke kun italiensk opera, der har kastet klang ind over partituret. Musikken oser langt væk af filmiske virkemidler i bedste forstand. Spaghetti-komponisten Morricone, Hollywood-effekter med suspense og udløsning så det batter.

I TilFreds tilbageblik har Ruders tyet til en slags minimalisme, som til gengæld virker en smule malplaceret, da den netop ikke illustrerer den lykke og frihed, som hun drømmer om. Til gengæld arbejder Ruders yderst konsekvent med motiver og instrumenter til at "illustrere" det sceniske. Rystende smukt i citatet af Bachs "Bist du bei mir", da TilFreds barn bliver revet fra hende af soldater. Mere massivt med citatet af "Amazing Grace" som signal om tiden før opløsningen.

Midt i rædslerne er der nemlig også plads til den absurde humor, til en galgenhumor i bogstavelig forstand, og det er også nødvendigt, når episode efter episode strammer garnet om den ulykkelige TilFred. Netop her virker første akt knap så overbevisende, fordi den bliver splittet for meget op i episoder.

Librettoen vil have for meget af Atwoods tekst med i stedet for at koncentrere sig om det dramatiske. Der er strukturer scenerne imellem, som kan være svære at få øje på, men som bremser for en tilfredsstillende dramaturgi. Først hen mod slutningen af første akt sker der en koncentration, når Janine skal føde, medens TilFred i et tilbageblik oplever de sidste timer sammen med Luke og sit barn. Her spiller operaen handlingen ud på egne præmisser.

I anden akt træder personerne endnu længere frem og viser deres menneskelige sider. Det rituelle opløses, og man kan for alvor nyde galleriet af gode sangere i en perfekt rollefordeling.

Anne Margrethe Dahl har endnu et scenisk gennembrud som den komplet hjernevaskede, skingre "Tante" Lydia, Lise-Lotte Nielsens sammenbrud som Janine går gennem marv og ben, Gert Henning-Jensen træder som Nick frem som ung, følsom elsker (og måske frelsende engel), Djina Mai-Mai ender på bordel og fuldfører hermed sin store præstation som TilFreds aggressive veninde Moira. Kari Hamnøy giver den som perfekt hustru til Kommandanten, der bliver spillet og sunget med gribende statur af Aage Haugland.

Men først og fremmest af en Marianne Rørholm, der når rundt i alle afkroge af TilFreds splittede sind. Et offer for hjernevask, men alligevel med en ukuelig identitet, som Marianne Rørholm forstår at give alle tænkelige facetter. Sin røde uniformerede dragt og regulerede bevægelser til trods.

Præcis sådan forestiller man sig TilFred i romanen. Præcis sådan lever Marianne Rørholm op til intentionerne i partituret, hvor hendes mørkt farvede klang rammer en indre følsomhed.

Samme konsekvens udviser Michael Schønwandt i orkestergraven. Han har ikke blot sat noder på plads med Det Kongelige Kapel. Musikerne formår også under hans ledelse at forme musikken. At skabe de skærende klange, de sammenslyngede melodistumper, den voldsomme pumpen af rytmer, de kaotiske sammentrækninger og de pludselige skift i stemning, som Poul Ruders forlanger.

Komponisten har været gennem en fase, der stod i koncentrationens tegn. Med "Tjenerindens fortælling" er han atter ude i det store, malende ærinde. Der bliver ikke sparet på virkemidlerne og godt det samme. Atwoods univers er nemlig ikke for puritanere, og det ville også være synd. Denne fortælling er ond, men budskabet er rent. Det samme gælder operaen. Det er lang tid siden, en ny dansk helaftensopera har været vist herhjemme. Det er i sig selv ikke nok til at klappe med klaphatten for denne forestilling. Nej, den må leve på egne præmisser, og det gør den.

Poul Ruders: "Tjenerindens fortælling". Libretto: Paul Bentley efter Margaret Atwood. Iscenesættelse: Phyllida Lloyd, scenografi: Peter McKintosh, lysdesign: Simon Mills. Det Kgl. Kapel og Operakor, dirigent: Michael Schønwandt. Det Kgl. Teater, Gamle Scene.