DR: Værten gjorde det rigtige efter Rasmus Paludan-sviner til Özlem Cekic

»Jeg har aldrig kaldt dig hverken luder eller abeunge. Det ville være en fornærmelser overfor både ludere og aber,« sagde Rasmus Paludan til Özlem Cekic i »P1 Debat« forleden. Siden har Özlem Cekic sagt, at DR ikke håndterede situationen godt nok. Men DR-chef mener, at værten handlede helt korrekt.

Efter Rasmus Paludan svinede Özlem Cekic, generalsekretær i Brobyggerne og tidligere medlem af Folketinget, til i radioen, er der opstået en debat om, hvorvidt DR skulle have stoppet Paludan mere end det, der skete. DR siger selv, at værten handlede korrekt.

Rasmus Paludan, der stiller op til rigsdagsvalget i Sverige til september, var inviteret i radioen tirsdag, hvor han, Özlem Cekic og David Trads var en del af deltagerne i »P1 Debat«. Anledningen var, at Paludans demonstrationer i påsken foranledigede optøjer i flere svenske byer.