DR tvinger os til at se angsten for terror i øjnene

DRs søndagsserie »Når støvet har lagt sig« kommer godt fra start. Skal man skabe en serie, der får os til at forstå, hvad terror gør ved mennesker, kræver det intimitet og identifikation. Det får vi.

Karen-Lise Mynster er den borgerlige justistminister, der kommer under pres, da terroren rammer København. Jason Alami

Mens TV 2 for tiden giver danskerne tryghed med lysterapi i »Badehotellet«s eskapistiske panikrum, tvinger DR os i stedet til at stirre direkte ind i det vintertusmørke, vi går rundt og er bange for. Selv om vi ikke vil erkende, at vi er det. Hvad enten det nu skyldes, at vi kun kan leve med at fortrænge ideen om, at nogen vil os det ondt, eller nægter at lade frygten styre vores liv: Ideen om, at terror kan ramme os når som helst, hvor som helst.

De fleste af os lider jo af søndagsangst i forvejen, så kan vi lige så godt kaste lidt lidende og ødelagte mennesker ind i bedste sendetid, og dem har der længe været en del af på DR 1. »Når støvet har lagt sig« hedder DRs nye søndagsserie. Men den forfalder ikke til at lade terrordåden være et omdrejningspunkt for biljagter og anden ramasjang.