»Døden har altid været meget levende for mig«

Meningsløsheden ligger konstant og lurer i Peter Asmussens tekster og i hans liv. Det har den alvorlige sygdom, han blev ramt af for fire år siden, ikke ændret på. Han skriver stadig for at gøre det lidt lettere at leve – og dø.

Forfatteren og dramatikeren Peter Asmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Peter Asmussen kan huske følelsen helt tilbage, fra han gik i 2. klasse. Den der fornemmelse af meningsløshed.

»Jeg kunne sidde midt i en eller anden opgave og pludselig komme til at spekulere på, hvad det hele overhovedet skulle tjene til,« fortæller han.

»Den har forfulgt mig siden. Klistrer sig meget ofte til noget, jeg er i gang med. Sniger sig frem og klæder tingene af.«

Meningsløsheden er også ofte et omdrejningspunkt i Asmussens værker. Som i hans seneste roman, hvor titlen siger det hele. »Og tilsidst går verden under« hedder bogen om Louise, der livet igennem bevarer sit ukuelige muntre sortsind.

Eller som i hans nye stykke, »Soli Deo Gloria«, som Betty Nansen Teatret sætter op i slutningen af november, instrueret af Thomas Bendixen og med skuespillerne Kasper Leisner, Marie Louise Wille, Thomas Levin og Tina Gylling Mortensen på scenen.

»Det er tolv scener, der fungerer som en slags pejlepunkter i et verdensbillede,« siger dramatikeren, forfatteren og manuskriptforfatteren.

»Man kan forbinde punkterne, som børn gør i en malebog og fremkalde et billede af en verden, men hvordan punkterne skal forbindes, gives der ingen anvisninger på. Der er ikke nogen givet sammenhæng, men måske et håb om sammenhæng.«

Pause fra meningsløsheden

I brudstykkerne er vi både i fortiden, nutiden og fremtiden. Der er møder og tab, kærlighed og had, forelskelse, fuldstændig opgivelse, sex og sågar talende dyr. Med andre ord alt det verden består af, som Peter Asmussen siger.

»Det er også derfor, stykket hedder »Soli Deo Gloria« – alene til Guds ære. Jeg forstår ordene næsten som humor: Alt hvad der er i verden, alt hvad der sker af godt og ondt har ingen mening, men er der kun for at fornøje Gud i den uforanderlige evighed.«

Udtrykket soli deo gloria stammer fra kirken, men Peter Asmussen er nu ikke selv troende. Alligevel kommer Gud altid ind i billedet, som han siger.

»Lige meget om man tror på Gud eller ej, er det det store spøgelse bagved alting altid: Betyder det hele overhovedet noget? For mig er det spørgsmål samlet i det begreb, der hedder Gud, og Gud er tavs, utilnærmelig og svarer aldrig på menneskers spørgsmål.«

Men hvis meningsløsheden har martret én fra barnsben, bliver livet så én lang jagt på mening? Ikke for Peter Asmussen.

»Jeg tror snarere, det handler om at finde en strategi til at klare sig på trods. At leve på trods af meningsløsheden.«

Hvordan man gør det i praksis er til gengæld ikke helt nemt at give en opskrift på. Men én ting er sikkert, som Asmussen siger; et menneske, der er forelsket, spørger ikke efter meningen med livet.

»Det er en meget god ledetråd. Der kan man begynde. Eller hvis du er rigtig glad over et eller andet eller intenst nyder noget på alle mulige planer, så er der i hvert fald et øjebliks ophør af at stille spørgsmål til meningen med det hele. Det kan være en strategi. Om ikke andet i måden, man tænker på det. At det er muligt at tage en pause fra meningsløsheden.«

Sygdommen ændrede intet

Andre kan opleve det samme, når de bliver ramt af sygdom, mener Peter Asmussen. Men sådan har han det ikke selv. Og det er ikke, fordi han ikke har erfaring med alvorlig sygdom. For fire år siden blev han ramt af kræft i prostata. Det er uhelbredeligt. Lægerne kan ikke fjerne det, men indtil videre er det lykkedes dem at holde canceren i ro.

»Der er mange mennesker, der oplever en stor forandring i deres tilværelse, og pludselig går alting op i en højere enhed for dem. De ser livsfylden. Men for mig har det ikke ændret noget.«

»Jeg har aldrig haft svært ved at se livsfylden, aldrig haft et problem med at være lykkelig, men jeg har ved gud heller ikke haft svært ved at se, at det altid er totalt meningsløst og absurd, vanvittigt og tåbeligt og fuldt af smerte. Men det må man jo bare overleve på en eller anden måde.«

Han tilføjer: »Jeg har ikke tænkt på min sygdom i filosofiske termer, vil jeg sige. Vi skal jo allesammen dø. Og den død har altid været meget præsent for mig, eller været meget levende for mig, for nu at sige det på den måde.«

Han griner højt.

»Jeg prøver snarere at lade, som om jeg ikke er syg, hvis det endelig er. Det er ikke, fordi jeg glemmer det, men jeg synes ikke, der er nogen grund til at ændre på andet end det, lægerne siger, jeg skal ændre på.«

Alt er meningsløst

Det ender sjældent godt i Peter Asmussens stykker. Men hans sygdom har ikke fået ham til at tænke: Hvad sagde jeg - det hele går ad helvede til.

»Jeg kan egentlig ikke helt forstå, hvorfor jeg ikke har tænkt det, men jeg har faktisk næsten ikke taget det som en tragedie. Det er det vel et eller andet sted. Jeg er jo godt klar over, at jeg ikke er specielt gammel til at være syg på den måde. Men jeg tænker ikke på min sygdom som noget tragisk eller sørgeligt.«

»Det er meningsløst, men det at noget er meningsløst, gør det jo ikke tragisk eller ubehageligt eller smerteligt. Alle de vidunderlige ting er også meningsløse. Det er ikke kun de dårlige, der er det. Et vidunderligt stykke musik er også meningsløst, ligesom kærligheden er det, så jeg synes ikke, man kan gøre det op på den måde.«

Har du bevaret et håb?

»Måske har jeg snarere bevaret et ikke-håb og en ikke-tro,« siger han og ler.

»Og det kan jo også være utroligt befriende i denne verden.«

Hvad er udsigterne for din sygdom?

»Jeg spørger ikke lægerne, og de har heller ikke sagt det. Jeg tror, man skal være forsigtig med den slags. Det er som profetier, der er selvopfyldende. Det vil gøre, at man begynder at indstille sig på det. Det er også derfor, jeg prøver at lade være med at ændre min livsførelse. Altså det har jeg gjort i den forstand, at der er nogle ting, jeg undgår, noget som ikke er sundt for mig. Men ellers prøver jeg at lade være at ændre noget.«

Følelse af mening

Hvordan har sygdommen farvet dit arbejde som dramatiker og forfatter?

»Alt, hvad der sker i ens tilværelse, er selvfølgelig en del af det, så det kan jeg ikke sige, at det ikke er. Men det er ikke sådan, at der pludselig optræder mere sygdom eller flere scener fra et hospital. Jeg tror ikke, det sætter sig på den måde. Kun som alle andre erfaringer sætter sig i værket.«

Hvad er det du søger, når du skriver?

»Jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror ikke, jeg kan svare på det. Det er i virkeligheden mere som at høre et stykke musik. At man kan mærke, at nu slutter det. Det er den følelse af, at noget er der. At noget er skabt eller... ikke perfekt, men at det hviler i sig selv, er fuldkomment. Noget er afsluttet. Du kan ikke bestemme, hvad et værk betyder. Det ved jeg godt, der er nogen, der er meget forhippede på - at værket skal formidle det og det budskab eller skal kunne det og det, men sådan har jeg det ikke. Hverken i forhold til min egen eller andres kunst.«

»Det er mere ligesom en blyant, man lægger på bordet, og så kan man skrive hvad som helst med den. Sådan er et kunstværk. Det kan bruges af den, der ser på det, eller hører det eller læser det til en masse forskellige ting. Men hvad det bruges til, kan du ikke styre, og det ønsker jeg heller ikke at have nogen indflydelse på.«

»Når et stykke er færdigt, kan det give en følelse af mening midt i meningsløsheden, fortæller Peter Asmussen: »Men den holder op, lige så snart man træder ud af det, men det er meget smukt, mens det varer.«

Højtlæsning for ekspedient

For at nærme sig hvad det er, han søger, refererer han til en passage hos Franz Kafka.

»Han har skrevet en helt vanvittig smuk tekst, der hedder »Brev til min far«. Pludselig stopper han op i teksten og henvender sig direkte til sin far. Han skriver noget i retning af: »Du spørger måske dig selv, hvorfor jeg skriver dette brev. Og så svarer Kafka selv og indleder meget typisk kafkask med et vaklende, tøvende »måske«: »Måske for at gøre det en lille smule nemmere at leve og en lille smule nemmere at dø. Det er så klogt i forhold til, hvad kunst og det at skabe noget er.«

Han brugte også passagen, da han skulle holde holde en tale i New York i forbindelse med, at hans stykke »Værelse med sol« blev sat op derovre.

»Jeg sad på hotellet aftenen før og tænkte, hvad jeg skulle sige, og så faldt det sted mig ind. Jeg ville gerne vide, hvordan den engelske oversættelse præcis lød, så jeg gik ned i Barnes and Noble, en boghandel der vist desværre siden er lukket, men som holdt åbent til midnat. Jeg fik en ekspedient til at hjælpe mig, og vi fandt bogen.«

»Jeg sagde til ham: »Jeg skal læse den passage, jeg leder efter, op for dig«. Det gjorde jeg, og vi endte med at tale sammen til klokken fire næste morgen. Det var de ord, der ramte. Han fortalte mig hele sin historie. Om sin far og hele sit liv. Jeg så ham lukke boghandlen, og bagefter sad vi på en bænk på gaden. Da samtalen ebbede ud, omfavnede vi hinanden og gik hvert til sit. Jeg har aldrig set ham siden.«

De muntre timer

Peter Asmussen fortæller, at et teaterkompagni i efteråret turnerer med hans stykke »Ingen møder nogen« i Brasilien, Peru og ender i New York. Om han kommer til selv at se det, er han højst usikker på.

»Det er meget svært for mig at blive forsikret på rejsen. Jeg har faktisk tidligere måttet opgive at komme derover. Jeg har spurgt, om jeg ikke bare kan betale et astronomisk beløb i forsikringspræmie. Men no way. Så på den måde begrænser min sygdom mig.«

Men det gør ikke, at han bliver grebet af indestængthed, panik eller desperation.

»Ikke en kæft,« som han siger.

Selvmord har han heller ikke overvejet et sekund.

»Så ville det jo være absolut slut. Så er der ingen muntre timer tilbage. Det kan godt være, der er mange ikke-muntre timer, men de muntre er der dog også stadigvæk. Dem vil jeg ikke undvære.«

»Soli Deo Gloria« har premiere på Betty Nansen Teatret 26. november.