Den unge
Vicky Dose, 21 år. Medarbejder i kundeservice hos YouSee. Bor i Køge.
»Jeg synes faktisk, teater er interessant. Men mine venner og veninder har aldrig syntes, det var interessant at gå i teatret, de har aldrig gået i teatret, og så kommer jeg heller ikke afsted.
Første gang jeg var i teatret, var med folkeskolen. Da var vi inde og se »Mary Poppins« på Det Ny Teater.
Sidste år var jeg i Australien med en veninde, og der er de superobs på teater - især musicals. Det fylder rigtig meget, også i gadebilledet, og det er meget udbredt at gå i teatret - ligesom det er i London. Der var vi i teatret, ligesom vi også var det, da jeg var med handelsskolen i London. Man bliver mere interesseret, fordi der er større synlighed omkring det.
Herhjemme lægger jeg ikke så meget mærke til, hvad der står om teater - eller jeg skal selv opsøge det. Men det handler også om, at jeg bor i Køge. Der er noget, der hedder teaterbygningen her, men der spilles ikke teater, der kommer nogle komikere engang imellem som Niels Hausgaard.
Til gengæld tager jeg rigtig meget i biografen. Det er det, vi gør i min vennekreds og har gjort, siden vi var små. Jeg er et meget spontant menneske, så hvis jeg ikke har noget at lave en tirsdag aften, kan jeg godt foreslå nogen at gå i biografen. Der er også nogle titler, vi ved, vi skal se, som toeren af »Fifty Shades of Grey«, når den kommer til februar.
Men der er også det med at sidde stille så længe i et rum. Der sker så meget i teatret, at man til sidst er helt træt i hovedet af at koncentrere sig, og så kommer der 20 minutters pause. Efter den kan det godt være svært at komme ind i det igen. Man er ikke vant til den form med pausen fra andre steder, for eksempel i biografen. Et stykke på halvanden time uden pause ville passe bedre.«
Børnefamilien
Signe og Rune Kristensen, 33 og 38 år. Kontorassistent og ingeniør. Bor i Roskilde. Har to piger på 9 og 6 år.
Signe: »Når det er teater, så er det store, man lægger mærke til. Jeg tænker da, at der måske findes en masse andre teatre, som vi bare ikke opdager, fordi det er de store, man ser reklamer for, og som der er indslag om i TV. Måske ville vi opdage det, hvis vi boede tættere på København, men vi mangler information om, at der er andre teatre end de store.«
Rune: »Jeg vil hellere til en god koncert. Der kommer store navne lokalt, så vi skal ikke ind til København, det tager bare ti minutter at komme derned. Det interesserer os mere. Og så koster billetterne det halve af, hvad teaterbilletter koster.«
Signe: »Jeg tjekkede faktisk priserne på »The Sound of Music«, og så droppede jeg det. Det var for dyrt. Især hvis vi skal afsted som familie. Hvis prisen blev sat ned, så kunne jeg godt finde på at tage mere afsted. For selv om Rune ikke ville med, så kunne jeg tage i teatret med en veninde eller min mor.«
»De skulle nok ligge på maks. 400 kroner for de gode pladser. Når jeg skal i teatret, vil jeg gerne sidde godt. Men selv om børnene ville komme billigere ind, ville det stadig være dyrt at skulle afsted som familie, for der er jo også andet end billetterne.«
Signe: »Jeg kunne da godt tænke mig, at mine børn kommer til at opleve teater lidt mere. Vi var inde og se »Folk og røvere i Kardemommeby«, og de syntes, det var fantastisk. De havde jo aldrig været i teatret før, og det, at det var levende mennesker, var noget helt særligt. Men også det at teater ikke går så hurtigt, virkede ret godt til dem.«
Den kreative klasse
Rasmus Krogh, 36 år, Grafisk designer, København.
»Jeg kommer fra en meget lille jysk by, hvor man drømmer om kørekortet så man kan komme ud til det »kulturelle«. I vores tilfælde bestod det af biografen i Randers, der lå 30 km. væk.
Jeg har meget svært ved at blive fanget af stykket, de gange jeg har været i teatret. Scenografien kan være nok så flot, men jeg bliver revet ud af illusionen hver gang en skuespiller overgør sin rolle.
Jeg er overbevist om, at de har fået at vide på skuespillerskolen, at de skal komme ud over scenekanten. Det var sikkert også et reelt problem i gamle dage uden mikrofoner og ordentlig scenebelysning, men nu virker det bare kunstigt for mig at have så store armbevægelser og forvrængning i stemmelejet.
Udbuddet af forestillinger er godt i København. Der er mange gange, jeg ser en flot plakat og tænker, at det kunne være spændende at se, hvad den handler om. Men så kommer jeg i tanke om mine tidligere oplevelser.
Som stort set alle de mennesker, jeg kender, så elsker jeg at gå i biografen og spise popcorn, og når de så skal høvles af sidebenene enten løber jeg en tur eller windsurfer. Jeg kan også godt lide at opdage ny, god kunst i form af malerier, plakater, typografi osv. Og så tilbringer jeg meget tid på nettet, hvor jeg finder musik og remixes fra mindre kendte kunstnere af al slags musik.«
Teaterfolkene svarer
Ditte Maria Bjerg, instruktør, formand for Projektstøtteudvalget for Scenekunst, stifter af teatret teatret Global Stories D.
Mette Wolf, direktør for Nørrebro Teater.
Ditte Maria Bjerg vælger den positive tilgang til det, de tre såkaldt lavfrekvente publikummere begrunder deres manglende teaterture med. For som hun siger:
»Det er jo dejligt, at ingen af dem bare synes, at teater er helt håbløst. Men man skal heller ikke have dårlig samvittighed over ikke at få taget sig sammen til at komme i teatret. Vicky er kun 21, hun SKAL ikke i gå i teatret i den alder. Man behøver ikke gå i teatret for at være et godt menneske.«
Ikke desto mindre er der også noget at tage med sig fra svarene, mener Ditte Maria Bjerg:
»Fra teaterlivet kan vi bruge svarene til at forstå nogle af de forbehold, folk har over for teater. For eksempel at teater nødvendigvis er en lang aften med pause, at man sandsynligvis mødes af skuespillere, der siger rigtig mange ord lige højt nok, og at det altid er svinedyrt:«
»Teatret skal måske blive bedre til at kommunikere i forhold til det, som hindrer nogen i at gå i teatret. For eksempel at en forestilling ikke altid er to en halv time, men måske varer 80 eller 90 minutter, og at det ikke alt sammen er tekst, tekst, tekst.«
Det er Mette Wolf, direktør på Nørrebro Teater, enig i: »Vi skal tænke over den måde, vi taler om teater på, varigheden, om der er pause og så videre. Her på teatret lavede vi for nylig en undersøgelse, hvor det for eksempel kom frem, at blandt det lavfrekvente publikum var noget af det værste for dem, at de ikke kan gå, hvis de ikke kan lide forestillingen. Spørgsmålet er, hvor mange af dem, der nogensinde går fra en biograf midt i en film. Alligevel var det noget af det, de hæftede sig ved ved teaterbesøg.«
Der er »virkelig, virkelig meget teater at vælge imellem«, mener Mette Wolf. »Så hvor starter man, hvis man er ny og ikke kender noget til teater? Helt overordnet synes jeg, de tre kalder på, at teatrene bliver tydeligere i forhold til, hvad en billet koster og at det bliver nemmere at finde ud af, hvad der går og hvordan man får billetter.«
»En af de fordomme, mange har om teater, er jo, at det skal planlægges lang tid i forvejen, men det er - desværre kan man sige - sjældent sådan, at man ikke kan købe billetter til en forestilling samme dag.«
Lettere at finde oplysninger
Mette Wolf håber, at bliver lettere for publikum at orientere sig i forhold til repertoire og rabatter med det nye billetsamarbejde, som er etableret på tværs af de københavnske teatre. »Det har hidtil været meget forvirrende, hvor man skulle søge de oplysninger henne,« siger hun og hentyder til, at man fremover lettere vil kunne finde alle oplysninger på det fælles billetsite Teaterbilletter.
At det føles som om der er langt til København for Vicky Dose og Signe og Runge Kristensen, som bor i forstæder til hovedstaden, mener Ditte Maria Bjerg teatrene skal tage med i deres overvejelser:
»Man kan også godt spørge sig selv, om de enkelte teatre i København er gode nok til at gå benhårdt efter et bestemt publikum? I provinsen er det ikke et problem, der går man i sit lokale egnsteater eller teaterforening, Men de københavnske teatre skal måske gøre mere opmærksomme på sig selv i de store omegnskommuner til København.«
På Nørrebro Teater ved de, hvor deres publikum kommer fra, og de har faktisk en del publikummer fra forstadskommunerne til København. Derfor lader de også deres markedsføring række ud i de dele af regionen, hvor de ved, de i forvejen har et publikum. Men hvad angår Vickys billede af, hvordan teater fylder i London og Australien, så er de københavnske teatre i højere grad nødt til selv at skabe synligheden, pointerer Mette Wolf:
»Vi må selv at gøre opmærksom på vores forestillinger med plakater og annoncer, hvor vi før kunne regne med, at medierne mente, at deres læsere gerne ville læse et interview med bestemte skuespillere. I dag kan den første medieomtale af en forestilling ofte være anmeldelsen.«
Teaterfolkenes anbefalinger til skeptikerene
Børnefamilien
Ditte Maria Bjerg
»Roskilde har faktisk et stort teaterudbud lokalt. Jeg foreslår, at Signe tager sin mor eller veninderne med ind og se Anna Bros »Varmestuen«, som spiller lokalt, nemlig i teaterforeningen Roskilde Teater.
Roskilde har et fint egnsteater, Åben Dans. Tag jeres piger med ind og se deres »HanE og HunD« for eksempel. Teatret Åben Dans har også mange pædagogiske aktiviteter, som de måske kunne være interesserede i.«
Mette Wolf
»Rune og Signe skal tage deres piger med ud og se »Cykelmyggen Egon« på Østre Gasværk Teqater til foråret. Hvis de køber en C-billet, koster den 195 kroner for voksne og børnene kan komme ind for 95 kroner stykket. Det er 600 kroner for hele familien, og altså ikke mere end hvad to af Runes koncertbilletter vil koste. Og så er det ren teatermagi, alene det at komme ind i det store rum. »
Den unge
Ditte Maria Bjerg
»Tag veninderne under armen og tag ind en lørdag og se »Hår på den« på Teater Grob, som jeg tror, bliver rigtig sjovt, og hvor mit gæt er at den spiller uden pause. Det er ikke dyrt, og det starter kl. 17 , så der er både tid og råd til at spise en falafel bagefter og måske også tage en øl på Sankt Hans Torv eller gå i byen.«
Mette Wolf
»Jeg hæfter mig ved, at det, der hindrer Vicky i at se teater - for hun er faktisk interesseret - er, at hun skal tage til København, og at hun ikke kan få sine veninder med.«
»Jeg synes, hun skal tage ind en lørdag og se »Lort« med Danica Curcic på Husets Teater. Det er et stykke, der handler om at være ung kvinde i dag og kan ses som en slags modvægt til »Fifty Shades of Grey«. Vicky kan komme ind for 80 kroner - det svarer til en biografbillet. Hvis hun tager seks veninder med, så koster billetterne kun 40 kr. stykket - og der er ingen pause i stykket.
Den kreative klasse
Ditte Maria Bjerg
»Der er masser af teater, hvor man spiller på en anden måde og især teater, der minder om det, Rasmus i øvrigt interesserer sig for. Jeg foreslår Fix og Foxys »Det store ædegilde«, som er baseret på en film, og med »hjemløse, romaer og kontanthjælpsmodtagere« som medvirkende fremfor professionelle skuespillere. Eller »Impossible« på Husets Teater, som er en meget visuel, poetisk lille forestilling.
Mette Wolf
Rasmus har det svært med de klassiske forestillinger, så jeg synes, han skal se Kristjan Ingmarsons »Airport« på Republique. Det er ordløst, det er musikalsk, koreografi og meget publikumsvenligt.
