Medierne, også de svenske, er fulde af lister, hvor man kårer de bedste bøger – månedens bedste, årets bedste og sågar de bedste overhovedet.
Men en statsautoriseret liste, en såkaldt litteraturkanon, som den, den svenske regering nu ønsker, og som den, Danmark fik i 2006, går virkelig ikke, mener mange i svensk kulturliv.
Først sagde en række prominente forlæggere, professorer og forfattere, blandt andre Camilla Läckberg, Viveca Steen og Per Wästberg, i et åbent brev nej tak til en kanon med den begrundelse, at »en statslig kanon hører ikke hjemme i et demokrati«.
Nu siger også det magtfulde svenske akademi, Svenska Akademien, som blandt andet står for uddelingen af verdens mest prestigefyldte litteraturpris, Nobelprisen i litteratur, blankt nej til at medvirke til en litteraturkanon.
I et interview i Dagens Nyheter betegner akademiets permanente sekretær, Mats Malm, en kanon som »et begreb gennemsyret af magt og magtudøvelse«.
»Jeg tror ikke på ideen om en kanon (med udvalgte værker). Det er noget andet at sige, at visse værker har opnået klassikerstatus. Der findes mange rigtig kompetente lærere her i landet, og det er bedst, at de selv bedømmer, hvilken litteratur der skal behandles i klasseværelset,« siger Mats Malm.
Ønsket om en litteraturkanon indgår i den borgerlige svenske regerings arbejdsgrundlag, den såkaldte Tidö-aftale. Ønsket begrundes med at skabe sammenhængskraft i det svenske samfund.
»Jeg tror, at det er utroligt positivt at fremhæve noget, som kan give os en fælles referenceramme. Noget som kan hjælpe os til at danne en (fælles) opfattelse af både fortid og samtid. Dét, tror jeg, kan være en forenende kraft,« sagde den svenske kulturminister, Parisa Liljestrand fra det konservative parti Moderaterne, til SVT i slutningen af oktober.
Danmark fik kanon i 2006
Svenske medier skriver, at særligt regeringens støtteparti, det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna, støtter ideen om en kulturkanon, som partiet mener blandt andet kan bruges i test for at opnå svensk statsborgerskab.
Det er 18 år siden, at den daværende danske konservative kulturminister, Brian Mikkelsen, præsenterede sin idé om en kulturkanon, hvor forskellige fagudvalg uafhængig af regeringen skulle udpege de vigtigste danske værker inden for blandt andet kunst, musik, litteratur og arkitektur.
Brian Mikkelsens idé førte til voldsom debat og modstand i kulturlivet, men resulterede i 2006 i en kanon på syv forskellige områder.
Modstanderne mente, at den var et udtryk for nationalt smagsdommeri, mens Brian Mikkelsen ønskede at skabe en diskussion af kunstnerisk kvalitet for at komme væk fra en værdirelativisme, hvor alt er lige godt.
»Jeg tror ikke på nationale anbefalinger for læsningen. Jeg vil i stedet foreslå, at skolebibliotekerne får de ressourcer, som de har behov for,« siger Mats Malm i interviewet i Dagens Nyheter.
