Manden i Platt-Form: »Jeg kom til næsten at kramme Hillary Clinton farvel. Det var meget akavet«

SÅ ER DET SAGT. Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag skuespilleren Jakob Fauerby, som er aktuel i TV 2s satiriske nytårsprogram Årets der gak, hvor han og kollegerne i satiregruppen Platt-Form, Mille Lehfeldt og Laus Høybye, er værter.

Jakob Fauerbys mor døde for 11 år siden, og det har haft afgørende betydning for hans syn på livet. »Min mor var fremragende til at dø. Hun mødte døden på samme måde, som hun mødte livet: med et utroligt mod og accept,« siger han. Thomas Lekfeldt

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?

»Da jeg gik i 1. klasse, opdagede jeg, at jeg var god til at underholde. Det var på det tidspunkt, hvor »Matador« for første gang blev genudsendt, og jeg satte mig for hver uge at genopføre det seneste afsnit i frikvartererne. Det var en ret stor succes. Jeg var både instruktør og spillede Maude Varnæs og levede mig fuldstændig ind i rollen. De små genopførelser af 'Matador' lærte mig, at jeg godt kunne lide at optræde og spille en rolle, men jeg tror ikke, at jeg dengang havde en bevidsthed om, at jeg ville være skuespiller.«