»Det smadrede min selvtillid fuldstændigt, og ensomheden ramte mig som en stenmur«

Ensom? Umiddelbart minder hun ikke om en ung kvinde, man vil associere med et af tidens største tabuer. Men i sommer var følelsen så presserende, at Nina Pratt skrev et debatindlæg om ensomhed, der blev bragt i Information.

Hun delte indlægget på LinkedIn, og helt uventet væltede det pludselig ind med tusindvis af likes og hundredvis af beskeder fra mennesker, der på den ene eller anden måde kunne spejle sig i det, hun havde skrevet.

»Folk fortalte om deres egne erfaringer. Om at føle sig uden for et fællesskab eller en vennegruppe. Mennesker i forskellige aldersgrupper og ikke kun unge som mig selv. Mennesker, der havde succes, men alligevel kendte til ensomheden. Det var meget rørende,« siger hun.

I debatindlægget beskrev Nina Pratt, hvordan det er ikke at have en fast vennegruppe, og følelsen af, at det kan bibringe en ensomhed:

»I ved, hvad det er for en gruppe. I er måske selv med i én. Et slæng. Et squad – holdet,« stod der.

»Det er dem, der har en fast camp på Roskilde Festival. En gruppechat, der altid er aktiv.  En automatiseret invitation til sommerhus-, by- og biografture. Dem, der sidder sammen i klynger af otte til ti mennesker på en bar og skåler højlydt. Det er mennesker, ens eget navn kædes sammen med, som er man én og samme organisme.

Dét er der noget smukt over. Det er den type venskaber, der er dna’en i feel good-serier som »Friends«, »How I Met Your Mother« og »SKAM«. Vennegrupper, der føles som ens familie. Men hvad hvis man er i begyndelsen af 20erne og ikke er medlem af sådan en familie?«

Gloede bare ind i telefonskærmen

Indlægget skrev Nina Pratt, fordi hun var ked af det.

»Jeg sad i mine forældres sommerhus i Sønderjylland, det regnede, og jeg gloede ind i min telefonskærm dagen lang. Her kunne jeg se andre unge, der også var i sommerhus, men deres tur så en del anderledes ud end min. De tog på stranden med en bærbar højtaler og holdt mini-festivaler. Pludselig følte jeg, at jeg havde gjort noget galt, for hvorfor sad jeg her og ikke dér?«

24-årige Nina Pratt har inviteret indenfor i den lille københavnerlejlighed, hun deler med sin tvillingebror. Ude i spisekøkkenet tænder hun for elkedlen og kalder sig selv for »basic«, fordi hendes tesortiment udelukkende består af Earl Grey.

Velformuleret, reflekteret, ekstrovert. Snakker hurtigt og gestikulerer ivrigt.

»Det er ikke, fordi jeg ikke har venskaber eller en stor omgangskreds,« forklarer hun.

»Tværtimod har jeg begge dele, men fraværet af en fast vennegruppe kan få mig til at føle, at jeg glider gennem mængderne af bekendtskaber som en »baggrundsven«.

For Nina Pratt er der dårlige dage, hvor hun går rundt og føler, at hendes eksistens ikke bibringer nogen en mærkbar glæde.

»De dage kan jeg føle, at jeg er en flygtig enhed, der ikke »sidder fast« noget sted. Men jeg vil gerne betyde noget for nogle – og gerne for mange.«

Hvorfor det netop er gruppevenskaber, der giver hende en følelse af ensomhed, kan hun ikke rigtigt forklare. Hun har nemlig prøvet at være med i én og ved, hvordan det er. I gymnasiet var hun »én af dem«, som hun siger. Et medlem af det hold, som alle gerne ville være en del af.

»Det er en klassisk historie, men efter gymnasiet blev vi adskilt, nogle tog ud at rejse, andre begyndte at læse, og jeg har så ikke været blandt dem, der forblev en del af et nyt fællesskab. Jeg havde en venindegruppe, hvor en af veninderne slog op med mig efter et skænderi. De andre veninder tog hendes parti. Det var ret dramatisk og noget, jeg stadig kan mærke berører mig. Det var en følelse af at blive valgt fra, og dén kan være hård.

I et romantisk forhold kan man blive enige om, at man ikke er kompatible. At man ikke rigtig passer sammen. Men venskaber havde jeg ikke tænkt kunne have en slutdato.«

Savner det spontane

Oplevelsen har gjort, at Nina Pratt er meget bevidst om fællesskaberne omkring hende og deres betydning. Om hun udgør en del af dem, eller om hun ikke gør.

»Jeg er meget alert over for intimsfærer, jeg ikke er en del af. Det bliver et mønster, for når først du har besluttet dig for, at du ikke er med i et fællesskab, så er toget kørt. Man bliver usikker, og det er ikke en god følelse.«

Coronasituationen hjælper ikke på den slags tanker, forklarer hun. Lige nu savner hun alt ved en normal hverdag, for med restriktionerne og den delvise nedlukning mange steder er der tale om en uønsket frihed. Også i forhold til hendes studie på RUC, hvor hun læser journalistik og bliver bachelor til sommer.

»Den delvise nedlukning forudsætter, at dagene er planlagte. Men jeg savner det spontane. Jeg savner at mærke mit hjerte banke, fordi jeg er spændt, eventyrlysten eller nervøs. Følelser, der fortæller mig, at jeg lever. At jeg er ung. Glæden ved at tage ud en aften og ikke vide, hvor jeg ender.

København, som plejer at emme af uopdagede eventyr, er nu en gold og trist kulisse. Det er som at sidde bundet til en stol foran en åben dør med byen og eventyrene, der er lige foran mig, men som ikke kan udforskes.«

I lighed med så mange andre havde Nina Pratt indstillet sig på, at pandemien var en midlertidig situation. Derfor kunne hun godt overkomme den. Men at alle restriktionerne kommer til at vare i hvert fald mindst et par måneder endnu, som hun siger, er svært at sluge. Det får hende til at tænke over sin alder, noget, hun ikke plejer at gøre.

»Jeg har det, som om min ungdom bliver taget fra mig. At tiden ødsles bort. Det er, som om jeg sidder i et stort venteværelse med hundredvis af andre mennesker, unge som gamle, og vi må ikke tale med hinanden eller røre hinanden. Og jeg vil så gerne skabe kontakt, men må ikke.

Det er her, sociale medier gør en forskel. Jeg aner ikke, hvad jeg ville gøre uden dem. Man skal ikke undervurdere den varme, en virtuel notifikation kan afgive.«

Hun er meget opmærksom på, hvad hun kan gøre for ikke at lade sig trigge af ensomheden, ikke bare under coronakrisen, men generelt. Masser af motion, lange løbe- og gåture langs stranden hjælper både mentalt og fysisk og bidrager til, at ensomheden ikke får overtaget helt. Heller ikke i en tid, hvor intet længere føles normalt. I øjeblikket går dagene også med at tegne, skrive og læse.

»Der kan være fordele ved at være en »baggrundsven«, konstaterer Nina Pratt.

»Man bliver god til at være i sit eget selskab.«

Hun mener ikke, at ensomhed udelukkende er negativ, men for mange kan den være svær at tale om.

Fik smadret selvtilliden

Hun har tænkt, faktisk en hel del, over, hvorfor hun kan trigges af ensomhed. Var der mon en forklaring? Et bestemt tidspunkt eller en periode, som kunne have haft en betydning?

Første gang hun følte ensomheden, var hun meget ung. Den yngste i sin klasse og kun 14 år, da hun afsluttede folkeskolen. Med en formodning om at være for ung til gymnasiet tog hun beslutningen om at rejse et år på udveksling i Frankrig. At det skulle blive svært at få venner her, havde hun ikke skænket en tanke. Hidtil var venskaber bare opstået, kommet af sig selv og havde ellers udviklet sig derfra. Hun havde taget dem for givet.

»Det var nok ret naivt at tro, at franskmændene ville synes, jeg var interessant, bare fordi jeg var udlænding. Jeg kunne ikke knække koden til deres interesse. Jeg kunne ikke skabe nogen venskaber. Det smadrede min selvtillid fuldstændigt, og ensomheden ramte mig som en stenmur. Som et tungt tæppe om skuldrene.

Af en eller anden grund er frygten for, at jeg mangler evnen til at danne venskaber, blevet siddende, og den blusser op, hver gang jeg føler mig udenfor, hvilket kan være ofte, fordi jeg er irriterende bevidst om, hvorvidt jeg er med eller uden for i et selskab. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme af med den.«

Hun er født i Holte, og da hun fyldte seks, blev hendes far udstationeret i Bulgarien, hvor hun begyndte i en international skole. Efter studentereksamen hjemme i Danmark rejste hun til Australien i nogle måneder, mens det seneste udlandsophold var i Frankrig, som udvekslingsstudent på Université Paris 13.

»Det er sært. Jeg har venner over hele verden – jeg er jo virkelig heldig. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, om det havde været smart at blive hjemme i Danmark og tage på en højskole i stedet? Eller på en efterskole? Og få mig en dansk vennegruppe? Lige nu er det jo svært at nyde godt af en international skare af venner.«

Men som en baggrundsven er der friheden, siger hun, til at kunne vælge præcis de mennesker, hun vil have i sit liv.

»Jeg behøver ikke lade som om, jeg kan lide nogen, bare fordi vi er i samme vennegruppe. Jeg behøver ikke grine med på jokes, jeg ikke synes er sjove. Jeg kan bare være mig selv. Det kan altså også noget.«