»Tak til alle, der får vores samfund til at fungere under denne nedlukning. Alle jer, som gør en svær tid lettere for andre at bære.«

Sådan skriver Det Kongelige Teater som det sidste i den streaming-forestilling, som nationalscenen i al hast har sat sammen til danskerne. Velsagtens både som et beskæftigelsesprojekt for en håndfuld af teatrets ansatte, der bidrager med hver deres del fra deres respektive matrikler, men også for at danskerne kan få gavn og nytte af teatret i en tid, hvor det må holde lukket.

Rigtigt tænkt: Hvis det er sandt, alt det vi siger til hinanden om kunstens nødvendighed i svære tider, så skal scenekunsten da også i arbejdstøjet. Man griber sig selv i at ønske, at teatret, der har så lang planlægningshorisont herhjemme, godt kunne være lidt hurtigere på aftrækkeren i forhold til aktuelle spørgsmål, også når coronaen ikke står og banker på døren.

Det Kongelige Teater kan sådan set starte med at takke sig selv, for er der noget, »Karantæne« er, så er det en streamingforestilling, der er skabt til at skabe trøst og lindring. Når den spredte familie, der skiftes til at mødes i forskellige konstallationer fra deres ufrivillige internater, mod slutningen er samlet til en virtuel påskefrokost med snaps og gækkebreve, er moralen ikke til at tage fejl af:

»Kære søde, søde unger. Vi skal nok klare den. Vi skal nok komme igennem det her. Det bliver dejligt at se jer igen på den anden side,« som faren i familien skåler fra sommerhusidyllen.

Med andre ord: Der er tale om godt gammelt beredskabsteater. Der kommer en dag i morgen!

Far, mor og tre børn

Som antydet følger vi en familie – far, mor og tre voksne børn – gennem den gradvise nedlukning af Danmark, når de ligesom alle os andre ringer til hinanden på Facetime eller mødes i digitale møderum for at diskutere alle de dilemmaer, der knytter sig til den uvante situation. De er der, alle de følelser, de fleste af os kender fra os selv.

Angsten, der har bolig i den nervøst anlagte, formanende søn (Mikkel Arndt), der hamstrer toiletpapir og forsøger at opdrage sine børn oven i det hele. Skuffelsen, som når den ene datter (Sicilia Gadborg Høgh), der skal giftes, må erkende, at brylluppet må vente. Panikken, som når den anden datter er tæt på at strande i udlandet. Fornægtelsen, som når moren (Tammi Øst), søger trøst i gåture og et nyt drivhus og forsøger at holde følelserne på afstand. De moralske overvejelser, som når faren (Jens Jørn Spottag) må træffe en vanskelig beslutning: Skal han gå til sin egen brors begravelse, når nu han selv har en kronisk sygdom?

Flyv ikke højere

Altsammen nære og genkendelige situationer og en følelseskompot, de fleste af os har gennemlevet. I sin fremimproviserede form – den mestrer skuespillerne dygtigt foran skærmene – er det teater, der har besluttet sig for ikke at flyve højere, end vingerne bærer – for nu at citere den sang, faren synger i en af sine små tankespindsmonologer.

Efterlysning: Fortæl mig noget om corona, som jeg ikke ved! Hvor blev forfatteren af, der kunne gøre det?

»Karantæne« er altså lige til at spejle sig i: »Ja, det kender jeg fra mig selv.« »Nå, så er det ikke bare mig, der er sådan«. Men for nu at være lidt polemisk: Skal teatret ikke være andet og mere end det? Efterlysning: Fortæl mig noget om corona, som jeg ikke ved! Hvor blev forfatteren af, der kunne gøre det?

Selv om uddrag af Inger Christensens »Alfabet« og John Donnes »No Man Is an Island« skal give det hele lidt eksistentialistisk klangbund, giver forestillingen mindelser om 1970erne – ikke bare med sine grynede billeder, men også med sin lidt fladtrådte socialrealisme. Noget, en lidt patetisk afslutningsdans med balletdanserne Kizzy og Tim Matiakis til sang af operasangeren Simon Duus med hænder, der rører hinanden, ikke rigtigt retter op på.

»Karantæne«. Ide og iscenesættelse: Anna Schulin-Zeuthen og Eirik Sæter Stordahl. Musik og sangtekst: Lasse D. Hansen. Streames fra kglteater.dk.