»I slipper sgu ikke for mig«

Skuespilleren Jens Jørn Spottag kender godt det håndbolddanmark, John i TV-serien »Arvingerne« kommer fra. Selv er han bagersønnen og dampbarnet fra Odder, der gennem skuespillet langt om længe fik hjerne og krop til at smelte sammen.

02KUTjjs2.jpg
Jens Jørgen Spottag på det Kongelige teater i kulisserne til stykket "Koks i kulissen" Fold sammen
Læs mere

Han er sådan en pæn mand, skuespilleren Jens Jørn Spottag. Ikke så pæn, at det står i vejen for noget. Men på en sådan måde, så han tit bliver sat til at spille den alvorlige, almindelige mand. Han ved det godt selv.

Det har noget at gøre med, hvordan han ser ud.

»Det er jo også fysiognomien og fremtoningen, der gør afgør, hvilke roller, man får lov at spille. Den der medfødte maskulinitet og alvor – hvor den så end er kommet fra – kan jeg jo nok ikke afskrive mig. Det er vel noget genetisk pis!« siger han. Sådan er hans John i TV-serien »Arvingerne«, der er aktuel med anden sæson, også. En pæn mand. Men med kig til noget andet og mere.

Jens Jørgen Spottag på det Kongelige teater i kulisserne til stykket "Koks i kulissen" Fold sammen
Læs mere

»Han har været lige ved at kæntre i tilværelsen, og så er det jo ofte sådan, at man rejser sig ved at det ikke kan blive almindeligt nok. Men det er jo altid interessant at finde sprækkerne,« siger han om den John, der i sidste sæson tog en ordentlig tur og var lige ved at gå i hundene.

Skumringen er ved at indfinde sig i garderoben på Skuespilhuset, hvor Jens Jørn Spottags let østjyske stemmeføring står godt til den lavmælte samtale, det svindende vinterlys indbyder til. Han har lånt garderoben af sin kone, skuespillerkollegaen Tammi Øst, der om aftenen spiller på Det Kongelige Teaters scene. Vi stjæler et par af hendes halspastiller, mens Jens Jørn Spottag forklarer, at han indtil videre »kun« går til til prøve på den britiske latterfarce »Koks i kulissen« på bagscenen, og så er man endnu ikke berettiget til en fast plads foran spejlet.

»At spille John har virkelig været a walk down memory lane. I Odder var der kun to ting, man kunne foretage sig: spille håndbold om vinteren og fodbold om sommeren. Alt drejede sig om klubben. Man mødtes med sine venner i cafeteriet, spillede i hallen, tog ud og spillede kamp andre steder i weekenden. Så for mig var det jo bare at få Johns træningsbukser på, så var jeg klar. Og når en rolle som John kommer løbende og springer op i armene på en, så behøver man ikke komplicere det. Jeg har mange gange tænkt over, hvad erfaring egentlig er for en størrelse og over, hvad jeg egentlig har med mig i livet. Man kan jo ikke tage noget omdømme med ind i en ny karakter. Man er simpelthen nødt til at skubbe det hele ned ad hylden og starte forfra. Men når en rolle bare morfer sig ind i en uden videre, så behøver man altså heller ikke knokle helt vildt videre med den. Det er jeg blevet bedre til at erkende.«

Undervejs har det været en stor fornøjelse, at seriens forfattere, ikke mindst hovedforfatteren Maya Ilsøe, har inddraget skuespillerne i arbejdet med de mange karakterer i serien.

»Det er som om de har taget konsekvensen af, at vi i vores land har meget fladere strukturer og taler meget mere om tingene,« siger Jens Jørn Spottag. »Vi skuespillere er ikke blevet inviteret med til møder for bare at sidde og se på nogle forfattere, som til gengæld bare kiggede ned i deres noter, mens de tænkte »Hvornår holder den skuespiller sin kæft, for vi ved jo godt, hvilken vej, det skal gå?« Så vil jeg hellere holdes helt udenfor. Men her blev vi virkelig indkluderet i processen og kunne komme med vores ideer.«

Og dem har Jens Jørn Spottag haft nogle stykker af, for han kender selv det håndbolddanmark, John er rundet af.

»Jeg synes jo netop, det er sjovt, at der i serien er indtryk af et minisamfund, der minder om Odder. Med de finkulturelle på bjerget, der også kommer ud i verden, og så os – fodfolket - nede omkring. I Odder var der ikke så mange store direktørvillaer. Men de lå vitterligt på bjerget, oppe på en stejl bakke, hvor de kunne kigge ned på pøbelen i sumpen, på den brede mellemvare, som var bedst repræsenteret, og som løb og spillede fodbold og håndbold.«

Jens Jørn var søn af en bager. Og så var man en offentlig person i Odder.

»Min mor stod i forretningen, og jeg har tit måttet vente på en skideballes afslutning, fordi der lige kom kunder i butikken: »Du bliver siddende! Ja, hvad skulle det være?« Hun skiftede frem og tilbage. Det minder jo sindssygt meget om at spille teater: Afbrudte prøver hele tiden. Så det har jeg sådan set trænet lige siden, jeg var barn.«

Men et forhold til teater fik Jens Jørn Spottag først i skolen. Her gik det ellers ikke så godt.

»Jeg var jo en af de der drenge, som sikkert i dag havde fået en eller anden diagnose. Jeg havde krudt i røven. Jeg kom forholdsvis tidligt i skole, men jeg tror sgu ikke, det havde hjulpet noget, hvis jeg havde ventet et år. Jeg har hele tiden haft et særligt drive, som ikke egnede sig godt til at sidde stille og tage læring til mig. Jeg var simpelthen nødt til at være til stede med min krop, ellers forstod jeg det ikke. Jeg svedte virkelig. Men til sidst slipper man jo grebet. Så går man andre steder hen. Tager på fantasirejser, løber ud i skoven, så hurtigt, man kan. Skulker en time – hedder det stadig det? Forsvinder væk og bliver en slags skovmenneske. Jeg fik mange svedere.«

Jens Jørgen Spottag på det Kongelige teater i kulisserne til stykket "Koks i kulissen" Fold sammen
Læs mere

En lærer fik ham interesseret i dramatik.

»Han kunne se, at der tændtes et lys i mig, når det handlede om teater. Meget tidligt blev jeg bevidst om, at her var der noget. Jeg fik en succesoplevelse, som kunne være en slags redningskrans til livet. En lille strop, som blev smidt ud. Jeg følte, at tingene smeltede sammen, for jeg kunne bruge både min hjerne og min krop.«

Den 11-årige dreng fik for alvor øjnene op for teater, da han kom hjem, tændte for det sort-hvide monopolfjernsyn og så en forestilling fra det tyske Berlinerensemble, der opførte Brecht på en meget fysisk facon. Siden spillede han teater på aftenskoler og fritidsordninger. Forældrene havde ingen indsigelser. »De var skidesøde. Men jeg har altid haft en fornemmelse af, at de ikke helt forstod mine valg. Undertiden har jeg også lidt følt, at jeg var en skifting, selv om de aldrig har set skævt til den der troldeunge, de havde fået i vuggen,« siger han. Under alle omstændigheder havde han en fornemmelse af, at han ikke skulle blive i Odder. »Nogle bliver hængende med gutterne, men jeg vidste instinktivt, at jeg skulle væk.« Efter 10. klasse havde han ganke vist skaffet sig alle papirerne til at komme ud og sejle som kok. Men en moster, der var direktrice på skræddersalen på Aarhus Teater, kunne skaffe ham ind på teatret.

Familien tog også afslappet på det alternative karrierevalg, for »husk på, at jeg jo er fra en tid, hvor man altid kunne få noget manuelt arbejde,« forklarer Jens Jørn Spottag. »Og jeg var sådan en, som var god med en kost. Bager kunne jeg jo også altid blive.«

På den store landsdelsscene sugede han til sig af teatrets processer. Han endte med at være regissør i fire år. Et højskoleophold, hvor han selv igen kom til at spille teater, fik ham til som 21-årig at søge optagelse på teaterskolen.

»Jeg havde det på samme måde med det at blive skuespiller, som jeg havde det med at blive forælder: Jeg vidste, at jeg skulle være far på et eller andet tidspunkt. Jeg har heller aldrig været i tvivl om, at jeg skulle være skuespiller, eller hvorvidt det kunne lade sig gøre. Det var kun et spørgsmål om hvornår.«

Han søgte først ind på Odense Teaters elevskole og kom ind i første forsøg. »Jeg har ikke sagt det til ret mange mennesker: Men efter andenprøven var jeg overbevist om, at jeg kom ind. Det er mærkeligt, for på mange måder er jeg faktisk en ret ydmyg person uden specielt mange albuer. Men jeg har aldrig været i tvivl om mit værd på en meget ujysk måde. Jeg er optimistisk anlagt. Jeg er ikke en sortseer. Jeg er en overlever.«

Der var bud efter Jens Jørn Spottag efter uddannelsen. Og fra slutningen af 1980erne havde han seks gode sæsoner på Aalborg Teater, hvor han fik lov til at spille det meste. »Også roller, jeg slet ikke havde alderen til. Men når nu jeg var der, så skulle jeg jo bruges.«

Han vendte tilbage til hovedstaden for at spille hovedrollen i den hundedyre TV-serie »Bryggeren«, som han selv kalder »ham den sure gær-ekvilibrist«, en rolle, der gjorde ham til et kendt ansigt. Siden har han fristet freelancetilværelsen med opgaver på en lang række københavnske teatre. Og det er gået godt.

»Jeg vil ikke sige, at jeg altid har kunnet holde fanen helt højt. Der har været sæsoner, hvor der i februar-marts måned intet har tegnet sig efter sommerferien. Hvor jeg har tænkt: »Det var satans. Nu har de fundet ud af, at jeg er tom som en kokosnød. Nu er det slut.« Det er freelancelivets evige svøbe, at man ikke kan undgå at havne i den der mismodets vinter, som oven i købet kommer på det tidspunkt, hvor vinterdepressionerne vælter ind over en, og det er allersværest at opretholde optimismen.«

Andre gange har han følt, at det rullede meget godt.

»Hvis der har været et par sæsoner, hvor hvor jeg har spillet nogle gode roller, hvor jeg har gjort det ordentligt og været inspireret til at gøre det, kommer der også noget ud af det. Så avler det noget mere.«

At han skulle være gået glip af noget, kan han ikke gå og ruge over.

»Nej, det ville edermaneme være flabet af mig at sidde og sige.«

Men han vil godt vedkende sig, at man som skuespiller let kan føle en snert af misundelse, når andre løber med en god opgave.

»Så fin er jeg heller ikke, at jeg kan benægte det. Jeg kan for eksempel sidde og ærgre mig over, hvis de caster noget temmeligt ungt. Bagefter kan jeg så sige til mig selv: »Hold nu op, lad nu være med at fokusere så meget på din alder, din gamle idiot.« Men jeg må sige, at det chokerede mig, at Carl Mørch-figuren i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens kriminalromaner skulle spilles af Nikolaj Lie Kaas. Jeg havde jlæst bøgerne, og Mørch er jo en mand, der er ældre, end jeg er. En fin, tragisk helt. Han er i en livskrisesituation. Man har selvfølgelig truffet et kommercielt valg, men det gør filmene mindre interessante for mig. Sådan noget kan selvfølgelig ærgre mig.«

Men for lang tid siden har han sagt til sig selv og dermed også til dansk film og teater, at »I slipper sgu ikke for mig.«

»Det mener jeg på en god måde, for jeg er stadig ikke bange for at kaste mig ud fra nye højder. Jo ældre jeg bliver, jo mere vil folk forvente, at de ved, hvor de har mig. Men så er det min opgave at blive ved med at inspirere mig selv og trække tæppet væk under mig selv - uanset hvor mange ægte tæpper, der måtte dukke op. For jeg er nødt til at gå den usikre vej. Den sikre kan jeg ikke gå.«

At spille teater er stadig en udfordring, Sådan skal det være.

»Dels skal jeg være analytisk i forhold til min egen position, min egen måde at agere over for mine medspillere, instruktøren og hvem der ellers er involveret. Men jeg skal også vide, hvordan de andre reagerer på mig. Det er kompliceret og uhyre facetteret, for man skal både være til stede med sit eget ego og samtidig udslette det. Man skal tilsidesætte sine egne krav og tænke på helheden. Man kan ikke komme med sit omdømme og sin alder og kræve noget.«

Måske netop fordi mange har haft en tendens til at se ham som en pæn, alvorlig mand, har han været gladest for nogle af de udfordringer, der har kunnet skubbe ham ud af hans egen comfort zone eller forene kræfter i ham.

»Det behøver ikke være succeserne, man er gladest for,« mener han. Instruktøren Katrine Wiedemann rykkede ham for et par sæsoner siden ind i nyt land med anmelderfiaskoen »Nero«, hvor han fik lov at spille sig helt ud, så det næsten var »dårlig smag«. Også titelrollen i Betty Nansen Teatrets teknisk krævende verdenssucces »Woyzeck« husker han med glæde. Han spillede den 265 gange, og den amerikanske instruktørguru Robert Wilson havde tilrettelagt et stramt samspil mellem skuespillere, lyd og lys: »Kroppen var låst, men jeg var selv på den vildeste rejse indeni.«

Han foretrækker i det hele taget de instruktører, der kan provokere ham og »sætter den abstrakte barre meget højt.« Han vil hellere have stukket noget billedkunst ud, der kan anspore fantasien, end have endeløse diskussioner med kollegerne om psykologiske motiver.

Sine inderste tanker om rollen deler han helst ikke med nogen. Heller ikke med de andre skuespillere på scenen.

»Vi laver naturligvis nogle aftaler, så vi ikke kommer galt af sted og løber ind i hinanden. Men for mig er det mere interessant at holde mine tanker for mig selv. Jeg kan godt lide at have mine hemmeligheder og at tingene ikke er ens hver aften. Det holder det i live. Jeg elsker, når en medspiller kommer ind på scenen, og man bare kan se, at han eller hun har fundet på noget nyt i aften: Det funkler og det plirrer i øjnene. »Han eller hun har gang i noget i aften, og jeg tror lige, jeg lægger mig i slipstrømmen.« Der er stadig så mange muligheder, mens man spiller. Jeg kan til gengæld virkelig blive trist over en danseskolestriks tilgang til tingene.«

Det at spille komedie er en mærkelig blanding af at skulle tro på sig selv og sit ego og samtidig have en tro på kollektivet.

»Tilbage i skolen handlede det om »Se mig! Se mig! Se mig!« Der er heldigvis ikke den samme »det mellemste barns desperation« over det. For teater er virkelig en kollektivsport, som minder meget om - nåja, fodbold og håndbold. Selvfølgelig er der opgaver, hvor det er dig, der kører klatten og de andre må bakke op. Men det er så fornemt at være med i noget, hvor man giver hinanden plads og løfter hinanden. Jeg elsker de forestillinger, hvor man rigtig kan mærke, at det her er noget, vi laver sammen - og vi ved, hvad vi laver. Så kan teater altså virkelig meget. I de 33 år, jeg har været i branchen, har det at spille teater givet mig nogle vældig store oplevelser. Også en intellektuell indsigt. Gennem det, at jeg fik kroppen med, har jeg i højere grad kunnet tage boglige ting til mig. Det er jeg meget taknemmelig for.«

At spille teater kan nu også på mange måder være angstprovokerende. Men usikkerheden er en forudsætning.

»Det kommer måske med alderen, men i perioder kan man være mere hudløs over for det at skulle optræde. Hvis man søger efter de steder, hvor pergamentet er tyndest, så man netop ikke forskanser sig, vil man også blive udsat for den sårbarhed, det er at stå på scenen. Men jeg er også nødt til at gå hen til den sårbarhed. Til det øjeblik, hvor jeg slipper og daler flere hundrede meter ned i et stort, sort hul. For hvis ikke jeg gør det, størkner jeg,« siger han.

»Og den dag, hvor jeg bliver så bange for det, så går jeg ikke derind mere.«