Det Kongelige Teater med svag serv om parforholdet

Det er ikke nemt at være menneske, slet ikke i et moderne middelklasseparforhold. Det Kongelige Teater har sendt to par med problemer på badmintonbanen. Det er der kommet en velspillet bagatel ud af.

Mixdouble
Christine Exner og Morten Brovn tantekysser på badmintonbanen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther

Mixdouble

Teater. Hvem: Dramatiker: Lærke Sanderhoff. Iscenesættelse: Stine Schrøder Jensen. Scenografi og kostumer: Rikke Juellund. Hvor: Det kongelige Teater til 23. marts, derefter turné.

»Har I bolde med?«, spørger det ene par det andet i forestillingen »Mixdouble«. De skal nemlig skiftes til at tage fjerbolde med til den ugentlige badmintonmatch. »Det er den eneste regel«, messer den mandlige del af det ene par, når de andre igen har glemt boldene.
Der er nu også en del andre uskrevne regler og glemte sager i omgangen mellem de to par i fyrrerne, Christina og Martin, der er løbet helt sur i børnefamiliens trummerum, og Amanda og Ulrik, der ikke helt har afstemt forventningerne til et fælles barn ud over hans skilsmissebørn.

Vi er så at sige helt inde i intimsfæren, hvor intet er for småt til at blive en konflikt og de fleste har travlt med at pålægge andre ansvaret for al dårligdom.
Christine Exner har den lidet charmerende rolle som Christina, der ønsker sig vildskab, men ikke gør andet end at kontrollere og latterliggøre sin vattede mand Martin. Man forstår godt, at han har kastet sin kærlighed på sin såkaldte aktivitets-tracker, som er det eneste, han kan kontrollere. At han med den inkarnerede regelrytters akavede kropssprog og manglende situationsfornemmelse samtidig er relativt irriterende, kunne være endt i kliché, men Morten Brovn spiller ham autentisk og suverænt hjem.

Karakterer bedre end historie

På den anden side af nettet server Ulf, Christinas ungdomsven, og Amanda, der nok kan hakke på hinanden, men alligevel befinder sig et andet sted i deres parforhold. Hun er en pleaser, der næsten kravler ind i sin egen krop, når stemningen bliver ubehagelig, mens han håndterer den slags som klassens sjove dreng med fistelstemmen. Den stemme har de så også talt med parterapeuten om. Maria Rich og Esben Dalgaard formår at få et ret elskeligt par ud af de to små mimoser, der har svært ved at få talt om de svære ting.
Lærke Sanderhoffs nyskrevne tekst er udviklet i Det Kongelige Teaters dramatikerlaboratorium KGL DANSK og er baseret på instruktør Stine Schrøder Jensen og de fire skuespilleres improvisationer. Sådanne samarbejder giver ofte nogle stærke karakterer, men ikke nødvendigvis en voldsomt stærk historie.

Således også her. Mellemmenneskelige relationer er interessante, og forestillingen spidder elegant det moderne middelklasseparforholds indadvendte trakasserier – ikke mindst pga. de nuancerede karakterer, hvor særligt fænomenet »den bløde/konfliktsky mand« foldes godt ud, og fordi forestillingen tør gå ud, hvor det er rigtig grimt. Hvor de andres fejl fylder så meget, at man ikke kan se sit eget ansvar.
Vi har bare set det mange gange før, og temaet – hvor evigaktuelt, det end kan være – har ikke den voldsomme nødvendighed. Den dramaturgiske bue er spinkel, men replikkerne flyder mundret dryppende af indestængt harme, ren gift og søgende skrøbelighed. Det er sjovt og tåkrummende pinligt og gør i momenter virkelig ondt i maven, men meget mere end en bagatel er det ikke.