Det klæder Keira Knightly at springe ud som fransk forfatterinde

Filmanmeldelse: Historien om den franske forfatterinde Sidonie-Gabrielle Colette er blevet til en fascinerende og inspirerende film om personlig og historisk frigørelse, der måske også kan lære det moderne menneske lidt om parforholdets afhængighed

Sidonie-Gabrielle Colette slog igennem i 1890ernes Paris, hvor hun blev kendt for sin ukonventionelle livsstil. I filmen spilles hun af kostume-dramaets dronning, Keira Knightly Fold sammen
Læs mere

Hvor fri kan man være i et forhold, hvor man forventes at spille en særlig rolle?
I filmen »Colette« om den franske forfatterinde af samme navn, fristes man til at sige - meget fri. Man skal bare vide, at det koster.

Sidonie-Gabrielle Colette slog igennem i 1890ernes Paris, hvor hun blev kendt for sin ukonventionelle livsstil. Hendes bøger om Claudine blev slugt af samtidens damer, der identificerede sig med den vilde heltinde. I dag kender vi hende nok bedst som forfatteren bag »Gigi« fra 1944, der siden blev til en musical. Colette selv nåede også at blive journalist, varietédanserinde og bon vivant.  Da​ hun døde i 1954, fik hun som den første kvindelige forfatter en statsbegravelse i Frankrig.

Der er altså nok at tage fat på for instruktøren Wash Westmoreland, der tidligere har lavet filmen »Jeg er stadig Alice«.

Ikke mindst fordi Colettes gennembrudsromaner var udgivet under hendes mands navn. Henry Gauthier-Villars ( i filmen Willy) var en kendt igangsætter og skribent - og han lod sin kone skrive, da han selv manglede ideer - og penge. Hans enorme ego trængte til offentlighedens hyldest, og i begyndelsen levede hun fint i skyggerne, mens han badede sig velvoksent i folkets ros og interesse. Kvinder sælger jo ikke bøger, vel?

»Det er en af filmens pointer, at først når man kan sin rolle, kan man bryde den. Og det gør Colette. «


Dette kunne have været filmen: Kvindeligt talent sat i bås af mandlig ægtemand. Men historien er større end det.

Først og fremmest er den en historie om frigørelse. Både på det historiske plan, hvor alting blomstrer, mens Frankrig går mod århundredeskiftet, og i historien om Colettes egen frigørelse - både som kunstner og som kone.

Hun spilles af Keira Knightly, der fra første færd gør hende til en moderne kvindeskikkelse med egen lyst og egne drømme. Man forstår, at hun forelsker sig i den forførende Willy, der løfter hendes talent, da han ser det. Dominic West spiller den storskrydende levemand med en sprække ind til en usikkerhed, der gør ham både menneskelig og charmerende.

Deres forhold er ligeværdigt i den forstand, at de anerkender hinandens styrker. Han har netværket og kontakterne og energien. Han giver hende, ikke bare sit eget værelse, men et helt hus, hvor hun kan skrive sine tekster. Og selv om han i mere end én forstand låser hendes inde med værket, sætter han hende også fri.

Colette og Willy - to store personligheder, der løfter hinanden - og begrænser hinanden. Keira Knightly og Dominic West er begge på plads i deres karakterer Fold sammen
Læs mere

Men det kræver selvfølgelig sin kamp, og filmen handler langt hen ad vejen også om deres forhold. Da hun som ung opdager hans utroskab, rejser hun hjem og søger trøst hos sine forældre. Tøvende spørger hun moderen, om hun nogensinde har følt, at hun spillede en rolle. Som kone. Og som mor. »Aldrig som mor,« svarer hun.

Derefter tager Colette tilbage til sin Willy og begynder at lære sine replikker. Det er en af filmens pointer, at først når man kan sin rolle, kan man bryde den.  Og det gør Colette. På det seksuelle plan, hvor hun ikke står tilbage for sin mand - men også på det kunstneriske niveau, hvor hun sprænger alle rammer inden for datidens franske litteratur.

Kvindens udvikling som kunstner er så sprudlende, at den selvfølgelig også må teste forholdet mellem de to personligheder, der udfordres på det, de kan, og det, de ikke kan.

Lige så langsomt opdager man også, at manden, Willy, ikke helt forstår sine egne replikker. Man aner, at hans rolle som levemand er en anelse tyndslidt, måske magter han ikke helt at leve op til de forventninger, han selv har skabt til sin persona. Mens hun bliver sat fri, opleves han fastlåst. Det er heller ikke altid lige nemt at være en  fandens karl.

Colette - til gengæld - vokser og udvikler sig. Da hun ikke længere finder bøgerne interessante, er det teatret, hun kaster sig over. Senere bliver det kvinderne, der optager hende - ikke mindst forholdet til Missy (Denise Gough), der bliver til en forelskelse, før der findes et officielt ord for lesbisk.

Der er formentlig flere tolkninger på, hvem der udnytter hvem i denne film. Selvom der er malet med en flot og bred pensel, tør »Colette« godt være tvetydig. Heldigvis er den også smuk, med en enorm kærlighed til detaljerne i de overdådige fester. Som tilskuer er der rig mulighed for at svælge i tidens fantastiske tøj, de toppede brosten, de små hatte, drømmen om bohemelivet. Selv dialogen er vittig og hurtig. Var det ikke for de engelsk-talende skuespillere, ville man give sig hen til illusionen.

Guderne skal vide, at jeg finder Keira Knightly irriterende og alt for kvieøjet i sine mange historiske roller, der alt for ofte spilles med påtaget naitivtet og kulde. Men i  Colette får hun mere luft under vingerne.

Selv om filmen dybest set er en historie om frihedens pris, er den også en skildring af, hvor meget der kan lade sig gøre, hvis man tør at tage chancer. Det koster noget at insistere på friheden og på at sprænge sin egen rolle. Selv om meget bryder sammen for Colette, så er det, som om man rejser sig og går lidt mere rank ud af biografsalen. På kunstens, kærlighedens og kvindernes vegne.

»Colette«. Instruktør: Wash Westmoreland. Medvirkende: Keira Knightly, Dominic West m.fl. Filmen vises i udvalgte biografer over det meste af landet