»Det er som at komme ned på bunden af verden og op igen«

25 meter under Paris er der en hemmelig skyggeby: Et 300 kilometer langt labyrintisk gangsystem. Her er ingen orme, ingen edderkopper. Blot mennesker. Gennem tiden et tilholdssted for hippier, punkere og andre subkulturer. Og nu rammen om den danske forfatter Niels Lyngsøs aktuelle roman.

FÔø?lg med forfatter Niels LyngsÔø? til det hemmelige stisystem 25 meter under Paris overflade. Fold sammen
Læs mere

Med et snuptag vrister Gaspard Duval cementdækslet i asfalten op. Den midaldrende franskmand gør tegn til, at det er nu. På med pandelygten og afsted. Nedstigningen kan begynde.

Klokken er syv fredag aften, og mange parisere er på vej på weekend. Varmen sidder i asfalten, og den lille trafikkø i den sydlige del af byen er stadig fuldt oplyst af solen. Et konstant brus af biler og busser, der farer forbi. Nogle meter derfra sidder et par unge på en bænk. Med frit udsyn til åbningen i jorden. De kigger, men gør ikke noget. Siger ikke noget.

Niels Lyngsø er i Paris. Eller rettere på vej ned under Paris.

En stor del af hans nye roman, »Himlen under jorden«, foregår i tunnelsystemet. I de gange, der har eksisteret fra før Den Franske Revolution, været tilholdssted for såvel nazisterne som modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig og siden har tiltrukket et væld af subkulturer: hippierne i 1970erne, punkerne i 1980erne, techno-typerne i 1990erne.

For de fleste, også for mange parisere, er det ukendt land. De officielle katakomber, der med deres sirligt ordnede knogler er på to-do-listen for enhver turist, udgør under én procent af de 300 kilometer gange, huler og skakter under byen.

Jerntrinnene er rustne og fugtige, og passagen så smal, at rygsækken skraber mod bagvæggen. Efter et par meter kommer et lille plateau. Herfra går det ned i et tilsyneladende uendeligt mørke. Omkring 20 meter, eller hvad der svarer til syv etager, er der herfra til bunden.

Gaspard Duval går sidst og lægger dækslet på igen. Muntert fløjtende.

Niels Lyngsø, 48, var langt med sin nye bog, der er en selvstændig fortsættelse af hans roman fra sidste år, »Min ukendte bror«, da han opdagede tunnelsystemet.

»Jeg skrev denne gang om en fransk kvinde, en jeg-fortæller, der er jævnaldrende med mig, men vokset op i Paris. Det betød, at jeg var nødt til at researche på samtidshistorien. På, hvordan Paris var i 1970erne, 80erne og 90erne,« forklarer han tidligere på dagen i Luxembourghaven – som gangene i øvrigt også løber under.

Han læste både fiktion og fagbøger. I romanen »La théorie de l’information«, som handler om internetkulturens opkomst og er skrevet af Aurélien Bellanger, fandt han en scene, der foregår under jorden. Et techno-rave i begyndelsen af 1990erne i en kæmpestor sal under jorden, hvor over 1000 mennesker er samlet.

»Min første tanke var: »Det er godt fundet på!«. Men eftersom resten af bogen var meget realistisk, gik det op for mig, at stedet måske fandtes.«

Det gjorde det, og Niels Lyngsø begyndte at læse alt, hvad han kunne finde om det, og så YouTube-videoer fra gangene. Men det var ikke nok. Han ville selv derned.

»Vi oplever ikke kun med øjnene. Jeg skulle mærke, hvordan det føles i kroppen, hvordan der lugter, hvordan fugten er på huden. For at kunne skrive om det var jeg nødt til at have været der.«

Det lykkedes, da han fandt Gaspard Duval og efter noget tid fik oparbejdet en tillid.

Gaspard Duval kender den parisiske underverden bedre end nogen anden. Han er en de katafile – det kalder tunnelentusiasterne sig selv. Hvor mange de præcis er, ved de ikke. Mange kommer i gangene, mens de er unge, og holder så op, efterhånden som de får job og familie. Andre, som Gaspard Duval, holder ved. Gennem ti år er han kommet i gangene et par dage om ugen. Han kan finde rundt uden kort og har et bestemt sted, han ofte sover. Det er i den del af tunnelsystemet, der går under navnet Bermuda-trekanten, fordi gangene her er så labyrintiske, at man meget let bliver væk.

Han hedder faktisk ikke Gaspard Duval. Det er et navn, han har taget under jorden. Det gør de katafile. Folk, der er med, men ikke selv kan finde rundt, går under betegnelsen »turister«.

»Det er ikke helt uvenligt, men selvfølgelig en smule nedsættende ment,« som Niels Lyngsø konstaterer om prædikatet, han også selv har fået.

Hvad Gaspard hedder eller laver over jorden, ved Niels Lyngsø ikke. Den slags taler man ikke om under jorden.

»De normale sociale hierarkier er opløst. Man træder ind i en særlig verden, hvor man lægger sin sædvanlige identitet fra sig,« lader Niels Lyngsø forstå.

Det er også det, der fascinerer hans kvindelige hovedperson, fransk-arabiske Nadia Nazir, i det fiktive univers, Niels Lyngsø har skabt i »Himlen under jorden«.

»Nadia er antropolog og har blandt andet forsket i de gamle jæger/samler-samfund, som mennesker levede i, før de begyndte at dyrke jorden. Inspireret af det har hun skabt kollektivet Sapiens under jorden, hvor man har en anden samlivsform. Den er ikke baseret på det heteroseksuelle, monogame parforhold, her har alle sex med alle. Sådan mente Nadia, at det var før landbruget, hvor vi mindede mere om bonobo-aberne, hvad seksualitet angår,« forklarer Niels Lyngsø og tilføjer: »Man kan sige, at Nadia forsøger at bygge en slags utopisk samfund under jorden. En himmel under jorden.«

Kollektiver i gangsystemerne er fri fantasi, ligesom der heller ikke er nogen, der bor permanent dernede, skynder Niels Lyngsø sig at understrege. Gangsystemet har blot inspireret ham litterært.

»Det underjordiske har en stærk fascinationskraft. Det er et billede, der ligger meget dybt i os. Det har også aflejret sig i sproget. Inden for musik og kunst taler man om undergrunden, vi taler om subkulturer og om, at noget nyt og spændende rumler under overfladen. Vi har mange metaforer, som angiver, at noget nyt kommer nedefra. Vi kan næsten ikke tale om noget nyt uden at bruge den her metafor om, at det kommer nede fra jorden og vokser frem. Det underjordiske har en fascinationskraft som et forvandlingssted. Der er også noget genfødsel over det.«

Som Niels Lyngsø skriver et sted i sin roman, så er stilheden er fuldstændig, 25 meter under Paris. Når man ser bort fra dryppene og en fjern rumlen langt oppefra, når en metro passerer. Eller som Lyngsø lader Nadia sige i »Himlen under jorden«: »Når man er afskærmet fra alle andre lyde, er dét, der bliver tilbage, kroppens støj: vejrtrækning, hjerteslag, blodets susen, peristaltikkens sendrægtige arbejde. Og så en hyletone som skyldes den svage elektriske aktivitet i nervesystemet: Neuronerne, der fyrer i deres labyrint«.

Der er intet liv så langt nede. Ingen edderkopper. Ingen orme. Ingen rotter. De holder sig længere oppe. Temperaturen er 16 grader celsius året rundt, døgnet rundt, og den relative luftfugtighed 97 procent. Men det afskrækker ikke de katafile. Niels Lyngsø møder da også flere i gangene, fortæller han: Et par unge drenge i skridtstøvler - en slags waders blot med den forskel, at de, som navnet siger, kun går til skridtet og ikke er lige så varme at have på i den fugtige luft. Og en gruppe, der holder fest i en af grotterne. Med stearinlys, øl og rødvin.

I nogle af gangene er der gadeskilte hugget ind i væggene: »Rue Friant«, »Boulevard Brune« for blot at nævne et par stykker af dem, der figurerer på de kort, man kan få over undergrunden. Gadenavnene svarer til dem over jorden. Bortset fra at nogle af dem over jorden er blevet ændret.

»Vejnavnene forandrer sig ikke hernede, så det er en slags skyggeby. Paris anno 1860,« fortæller Niels Lyngsø.

Gangenes historie begynder langt tidligere. De fleste historiske bygninger i Paris er bygget af kalksten, og fra middelalderen og frem har man hentet kalken i undergrunden uden for byen. I løbet af 1700-tallet, hvor byen voksede voldsomt, begyndte den også at brede sig ud over de underminerede terræner, som nu var blevet dækket af muld.

»Ingen vidste præcis, hvor kalkbruddene lå, og det begyndte at ske, at hele ejendomme styrtede ned, fordi Paris’ undergrund var hul som en schweizerost. I 1777 nedsatte kongen et inspektorat, der fik til opgave at kortlægge de underjordiske kalkminer for at undgå sammenstyrtninger. Man begyndte at grave gange, der fulgte gaderne over jorden. For at se, hvor man stødte på minerne. De steder, hvor det var nødvendigt, lavede man afstivninger. En proces, man har været i gang med siden,« fortæller Niels Lyngsø.

De ældste afstivninger er lavet med kalksten, mens der er brugt beton til de nyere. På hver afstivning er der en inskription. For eksempel »8H1860« og »50G1784«. Bogstavet er et initial for den inspektør, der har foretaget den pågældende afstivning, det første tal er nummeret på afstivningen, og det sidste er det årstal, den er etableret i.

Undergrunden består ikke kun af de labyrintiske gange, men også af store grotter, hvor de katafile, fortrinsvis unge, mødes og holder fest. Mange steder er der street art. Som i den grotte, der kaldes la Plage, Stranden, fordi et kæmpe maleri af en bølge ruller over flere af væggene i den. I et andet rum er en mand i gips på vej ud af væggen. Langs gangene er der også ansigter eller måske rettere masker, formet i kalken.

Det er anden gang, Niels Lyngsø er i tunnelkomplekset under Paris.

»Jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg skulle herned igen,« fortæller han lige inden, han går ned i dybet for anden gang.

»Da jeg var der første gang, føltes det som noget, man kun gør én gang i sit liv. I min verden var det som at bestige Mount Everest. En livsforandrende begivenhed. Da jeg kom op af jorden første gang, satte jeg mig simpelthen på en bænk og græd. Jeg tror, det var bevidstheden om, at det sted findes. Det er som at komme ned på bunden af verden og op igen.«

Det var dengang, han skrev bogen. Nu, da han er der anden gang, er den færdig.

Kvart over tolv om natten bevæger dækslet sig igen. Gaspard Duval rykker det diskret til side på asfalten. Han er hurtigt oppe. Derefter følger Niels Lyngsø. Han bruger albuerne på asfalten som løftestang for resten af kroppen.

Der er stadig masser af liv, masser af trafik. Nu er det gadelamper og bilernes lygter, der lyser den lille plads op.

Heller ikke nu tager nogen rigtigt notits af optrinnet.

Med et velrettet spark får Gaspard Duval dækslet på plads igen. Han deler kindkys ud, og et øjeblik efter er han væk.

jeba@berlingske.dk