»Det eneste, der gjorde mig rigtig sur, var, når nogle påstod, at jeg talte ned til folk«

Kæmpesucceserne »De ringer - vi spiller« og »Dansktoppen« begyndte i år for 50 år siden, begge med Jørn Hjorting ved mikrofonen. Danmarks gennem tiden mest populære radiovært fortæller om en sjov og spændende tid, hvor folket glædede sig, mens kultureliten rasede.

»Det, jeg har følt gennem alle årene, er jo, at mennesker, der tilhører den kulturelle elite, i den grad har set ned på det, som jeg selv syntes var meget hyggeligt og rart, og som mange mennesker syntes, at de egentlig var meget godt tilfredse med,« siger Jørn Hjorting. Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Jørn Hjorting læser op af en artikel, som Berlingskes legendariske kritiker Jens Kistrup engang skrev:

»Jørn Hjorting lader folk være, som de er, og overlader det til andre at forbedre verden. Hans kritikere, derimod, vil forbyde folk at være, som de er. Kan det ikke lykkes, vil man i hvert fald forbyde, at det kommer offentligt frem via Danmarks Radio. Så dumme kan mennesker være, der betragter sig selv om kloge, og det er ikke bare en forkert strategi, det er en anden form for åndenød. Er det så sært, hvis det danske folk, en del, måske den største del, foretrækker den rare onkel?«

Sådan skrev Jens Kistrup, og i dag, næsten 40 år senere, er Jørn Hjorting glad for det, han skrev. Han var nemlig en undtagelse.

»Det, jeg har følt gennem alle årene, er jo, at mennesker, der tilhører den kulturelle elite, i den grad har set ned på det, som jeg selv syntes var meget hyggeligt og rart, og som mange mennesker syntes, at de egentlig var meget godt tilfredse med,« siger Jørn Hjorting. Og ser i øvrigt ikke hverken sur eller bitter ud. Det ligger slet ikke til den nu 87-årige, som vi besøger i hans og hustruen Ernas arkitekttegnede rækkehus i Gl. Holte. Tværtimod har han let til latter, også når det handler om de mindre pæne sider af de ting, han har oplevet i sine mange, mange år som Danmarks mest elskede radiovært. Og i øvrigt fornemmer han, at der er sket noget, hvad opfattelsen af folkelighed angår. Trods alt.

»I år er det jo 50-året for Dansktoppen og 50-året for De ringer - vi spiller,« siger han med henvisning til de to programmer, han blev allermest kendt for.

»Og jo, jo, jeg synes virkelig, at der er kommet lidt mere forståelse for tingene, for dansktop og den slags, det er ikke blevet sådan noget, man sætter folk i skammekrogen for.«

Og hvorfor så ikke det?

»Jeg håber, at det skyldes, at man er blevet mere åben. Men det hænger nok også sammen med, at et program som Dansktoppen ikke fylder så meget mere. Engang var det virkelig en magtfaktor i kraft af, at der var 1,5 mio mennesker, der hørte det. Men det var jo også derfor, at jeg i tidens løb blev kaldt tyran og diktator, og jeg ved ikke hvad ...«

Det var også et hårdt tidspunkt at begynde på, kan jeg forestille mig. Revolutionsåret 1968?

»Ja, da, der var nogle sammenstød der, også rent musikalsk. Herhjemme havde der været det der pigtrådsmusik, som man kaldte det, mere eller mindre vellykkede forsøg på at efterligne englænderne og amerikanerne, men så kom jo det, man kaldte beat, og som gik i en anden retning end Dansktoppen. Beatmusikerne var meget fornærmede over, at der var så mange mennesker, der hørte Dansktoppen, de ville være lige så brede og folkelige, og så lavede de på et tidspunkt en sultestrejke foran radiohuset, af en halv times varighed, ha. Det var rigtig sjovt! Men de ville jo ind på dansktoppen, og hvad var mit svar på det? Jamen, så gerne, jeg tester det, sagde jeg. Og det gjorde jeg så, og hvad sagde dansktoppublikummet? Det sagde: Ud med det! Jamen, så måtte de have deres eget program, sagde de, men det var ikke mit bord. Så gik de til generaldirektøren, Hans Sølvhøj, men han ville ikke blande sig. Det måtte underholdningsafdelingen tage sig af.«

Jeg har også hørt, at du var den første, der spillede en Beatles-plade i Danmarks Radio?

»Det er også rigtigt. Det var før, Jørgen de Mylius kom til, året før. I 1962. Der lå jo en lille båd ude i Øresund, Radio Mercur, og vi sagde i Danmarks Radio, at det kan jo ikke nytte noget, at vi bare lader som ingenting, og om ikke andet skal vi glæde alle de mange unge mennesker, der sidder ude i landet og kæmper med at få Radio Luxembourg ind. Så fik jeg lov til at lave et program, der hed Teenagerhjørnet, og efter et par år skiftede det til Ti vi ka’ li’ , hvor jeg rejste rundt og lavede optagelser med unge mennesker, der skulle stemme på nogle sange med noget, der hed et mentometer, som vi havde lånt fra Sverige. De trykkede på en knap, og så gav det udslag, så man kunne se, hvilken sang der var den mest populære. De to største grupper på det tidspunkt var dem, der holdt med Elvis, og dem, der holdt med Cliff, og jeg måtte slås med min chef, Sven Pedersen, der havde fået nogle henvendelser om, at man syntes, at der var alt for meget larm i de programmer. De unge mennesker hylede og skreg, og man syntes jo også, at musikken var noget værre rabalder, noget værre tæppebankermusik. Så programmet blev taget højtideligt op på møder, og jeg skrev flere forsvarsskrifter, og så fik jeg også lov til at fortsætte, lige indtil Sven Pedersen måtte give op på grund af sygdom. Så blev Niels-Jørgen Kaiser chef for radioens underholdningsafdeling, og han var kulturdiktator. Hans valgsprog var: »Man skal ikke give folk, hvad de vil have, man skal give dem det, de ikke ved, de vil have.« Og det, de ikke vidste, at de ville have, det var det, som Kaiser bedst kunne lide. »

Og det gik også ud over Giro 413?

»Ja, også Giro 413, ud med det! Folk, der lyttede til det, havde en dårlig smag, så i stedet skulle vi lave et program, der hed Giro 413s familiesøndag, hvor vi skulle invitere en storfamilie ind, flere generationer. Det var Claus Walther og mig, der stod for det, vi skulle opfylde familiens ønsker, og hvad dét så havde med Giro 413 at gøre, det ved jeg ikke. Det var noget med, at folk alligevel skulle sende nogle penge ind, men det blev jo en fiasko uden lige, så der måtte Kaiser give op. Og så gik han over til fjernsynet, og så kom det gamle Giro 413 tilbage igen.«

Og så blev det 1968 og Dansktoppen?

»Ja, og det hang sammen med alle de grupper, der pludselig dukkede op. Keld og the Donkeys var de bedste af dem, de vandt også danmarksmesterskabet i pigtråd, og så kom de pludselig med en gammel sang, der hed »Ved landsbyens gadekær«, og af en eller anden besynderlig grund gik den i dén grad ind i folk. Og så kom Bjørn Tidmand, han fandt en anden gammel sang, fra 1921, »Lille sommerfugl«, og den slog også godt an, og samtidig havde vi et rigtig godt samarbejde med Sveriges Radio på det tidspunkt, og vi havde lagt mærke til, at de havde et program, der hed Svensktoppen, som var en fantastisk succes derovre. Spørgsmålet var så, om der var nok dansk materiale at arbejde med, og det var der, der var grøde i pladeindustrien. Og så fik jeg lov til at tage en tur op til Stockholm og blev taget meget fint imod. Jeg så, hvordan de gjorde det hele, og så var der også et andet program, som jeg lyttede til, som hed »Ring - så spelar vi«. Det blev sendt lørdag formiddag, det var også meget populært. Og jeg syntes, at det var det rene guf, så jeg kom jo hjem, begejstret, og nå, ja, det prøver vi så. Og det gik jo meget godt.«

Og så piblede de frem: Birthe Kjær, Ulla Pia, Peter Belli, John Mogensen ... Dansktoppen fik sine egne stjerner, og apropos sidstnævnte, så vil de, der har set Ole Bornedals nye film, »Så længe jeg lever«, huske, at der er en scene, hvor Jørn Hjorting sidder i studiet i Danmarks Radio og laver Dansktoppen. John Mogensens »Der er noget galt i Danmark« er lige udkommet på single, som b-side til »Livet er kort«, og i filmen kommer Hjortings assistent til at vende pladen forkert, så det er den provokerende sang, hvor ordet »lort« også optræder, uha, uha, der ryger ud i æteren.

»Ha, ha,« siger Jørn Hjorting.

»Det er noget, de har fundet på. Dansktoppen blev ikke sendt direkte, det blev optaget på bånd om torsdagen, så hvis der virkelig havde været en fejl, så var den jo blevet rettet med det samme. Men OK, kunstnerisk frihed …«

Og sangen gik godt?

»Ja, den røg jo direkte ind på førstepladsen og holdt meget længe, og den var i dén grad med til at cementere, at der var noget, der hed dansktop, også fordi Erhard Jacobsen gik grassat og sagde, at det passer ikke, overhovedet ikke, det, John Mogensen synger, og så lavede han en modsang, og så lavede John Mogensen en modsang. Der skete noget.«

Og så gik det jo fantastisk godt med Dansktoppen i mange år. Hvorfor røg det så ud?

»Først skete der der, at det blev fuldstændig lukket. Det var i 1977. Kaj Bruun, der var chef dengang, lukkede alle hitlisteprogrammer, også Top 20, som Jørgen de Mylius havde, og som byggede på en salgsliste over de mest solgte plader. Der havde været nogle problemer i England med noget svindel, og så syntes man heller ikke, at vi skulle have sådan nogle programmer. På det tidspunkt havde jeg selv forladt Dansktoppen, jeg var blevet leder af grammofonsektionen, som det så smukt hed, så jeg havde fået administrative beføjelser og pligter og sådan noget. Men Dansktoppen blev altså fuldstændig nedlagt, ligesom også Melodi Grand Prix, som Niels-Jørgen Kaiser nedlagde. Men Melodi Grand Prix kom så op igen på et tidspunkt, og det gjorde Dansktoppen også, i 1990erne, men tiderne havde jo ændret sig. Nu findes det på P5 på DAB-radio, der også, den dag i dag, sender De ringer vi spiller med Peter Sten. Men der er jo en kæmpeforskel på dengang og nu. Tilhørertallet er begrænset.«

Og der er også en kæmpeforskel på den offentlige interesse for den slags programmer, forstår man. Jørn Hjorting husker den kæmpe opsigt, det vakte, da et daværende medlem af Radiorådet, biskoppen i Ribe, Helge Skov, i 1980 ytrede den mening, at de, der ringede ind til De ringer - vi spiller, slet ikke skulle have adgang til radioen.

»Det skulle være fornuftige samtaler, der handlede om væsentlige ting, mente han, og det syntes han ikke, at det var. Men der syntes jeg jo nok, at han spændte buen lidt for hårdt, ikke, for det ville jo sige, at størstedelen af Danmarks befolkning, eller i hvert fald en meget stor del af den, ikke var god nok til at komme i radioen. Og folk blev jo også tossede, og i stedet for at blive afskaffet blev programmet cementeret. Der var ikke nogen, der turde røre ved det.«

Og du selv?

»Det eneste, der gjorde mig rigtig sur, var, når nogle påstod, at jeg talte ned til folk, for det er jeg fuldkommen sikker på, at jeg ikke gjorde. På niveau, men ikke ned.«

Du nåede at tale med over 15.000. Det må kræve et særligt talent?

»Ordet talent er sikkert rigtigt, ja, det havde jeg åbenbart et talent for. Jeg har altid haft det princip, at vi har fået én mund, men to ører, fordi vi skal lytte dobbelt så meget, som vi skal tale …«

Et godt princip …

»Ja. Det bedste er at være en god lytter og prøve på at fange det, der bliver sagt til én, og det kan selvfølgelig være lidt svært, når det er meget kort, og i starten var det jo fuldstændig direkte, men der var så mange, der ringede ind, så KTAS, som det hed dengang, telefonselskabet, stillede med vist nok tre direktionsmedlemmer, der forlangte programmet stoppet, fordi centralerne brød sammen hver onsdag morgen. Så fik vi lavet et kompromis. Dels blev telefontiden flyttet hen, så den var før kl. 9.00, for det var fra kl. 9.00, at de store forretninger og virksomheder og sådan nogle skulle bruge telefonerne, og så skulle der indføres det der med, at man skulle have det rigtige tocifrede endetal, altsammen for at begrænse tilstrømningen.«

Og de har altid været søde, de, der ringede?

»For det meste. Én gang har jeg skældt én ud i radioen, det var én, der var utilfreds med demokratiet, vi skulle have en stærk mand, vi skulle hente Jan Bonde Nielsen hjem, og så skulle han stå i spidsen for en trojka eller sådan noget, og så sagde jeg, aj, det er for langt ude, det vil jeg slet ikke høre på, det er helt tåbeligt. Og det kom i avisen, fordi jeg havde sagt det.«

Nogle har sagt, at det ligefrem var en skriftefaderfunktion, du havde ...

»Ja, men det mener jeg ikke, at det var. Men der er en trang hos mange mennesker til at komme ud med noget af det, de føler, og være sammen med andre eller i hvert fald have en fornemmelse af det, så programmet har haft en mission. Folk kunne tale om det, de ville, men det skulle ikke være lutter sygehistorier.«

Det kunne godt blive for meget?

»Ja, ja. Jeg havde én, hvor jeg var lige ved at opgive alt, en ældre dame, en meget ældre dame. Og hvad hun så interesserede sig for? »Tjah.« Hører du meget radio? »Nej, ikke så meget, jeg hører ikke så godt.« Nå, nå, så ser du vel TV? »Nej, synet er jo ikke, hvad det har været.« Nå, men hvad så med håndarbejde? »Ja, der er jo lidt gigt i hænderne og sådan noget.« Hvad så med at gå en tur? »Nej, jeg sidder i kørestol.« Jamen, det var da forfærdeligt! »Forfærdeligt? Nej. Jeg har det da godt. Jeg har familie, jeg har fugle udenfor, jeg har søde mennesker omkring mig, der kommer og passer mig, og nu får jeg lov at snakke med dig.« Der blev jeg forbavset.«

Men den mest berømte hændelse, siger Jørn Hjorting, var, da en kvinde var ved at føde midt i programmet.

»Det var en ung kvinde fra Fyn. Hun havde fortalt, at hun var gravid, men ikke, at hun var så gravid, og pludselig siger hun »Hjorting, Hjorting, nu går vandet« … og selv om mænd ikke var velkomne ved fødsler dengang, så havde jeg da hørt noget om, at det der med vandet betød, at der kunne ske noget når som helst, så jeg sagde, nu må vi skynde os at få frøken Klokken ind! Det kom både i aviserne og i bladene, og hun blev fotograferet, og jeg blev fotograferet, og da barnet blev døbt, sendte vi et lille sølvhjerte, og de kom til alle mine runde dage med datteren, og da hun blev konfirmeret, sendte vi en lidt større gave, og da barnet skulle have studenterhuen på, nede i Nykøbing Falster, var det faktisk mig, der gav hende den på hovedet! Og så sent, som da vi var på Oslo-båden i efteråret for at lave et dansktopshow, havde familien sørget for at få billetter og kom og hilste på. Så det var da en historie, der holdt vand, havde jeg nær sagt.«

Jørn Hjorting griner og kommer til at tænke på noget helt andet, nemlig dengang, da han til sin egen store overraskelse blev bedt om at interviewe psykologiprofessor Frans From på programmet »Vært for en aften« på »det fine« P1. Anledningen var så alvorlig som noget: Frans From havde lige mistet en søn, og han var fuldstændig knust. Han følte, at folk undgik ham, men han ville så gerne tale om det og spurgte, om Jørn Hjorting ikke ville være hans samtalepartner.

»Og det var altså en kolossal oplevelse for mig,« siger Jørn Hjorting.

»Jeg troede jo også først, at man skulle gå lidt som katten om den varme grød, men nej, det, han trængte til, var at få lov til at lukke helt op for sluserne og virkelig fortælle, at det er imod naturens orden, at en søn dør før sin far. Og det gjorde han så. Jeg var selv ret tilfreds bagefter. Jeg plejer ellers ikke at prale af noget, men der var jeg virkelig glad.«

soren@berlingske.dk