Det bedste, cirkus nogensinde har gjort, var at smide elefanterne på pension

Cirkus Arenas aktuelle forestilling beviser, at modstand og nye regler kan skabe nødvendig fornyelse.

En brasiliansk dødsdrom er virkelig imponerede i Cirkus Arenas nyeste forstilling. Men det er duer, høns og husdyr, der løber med den største opmærksomhed.

Når vi taler om, at tingene skal passes på, at de skal bevares, overser vi tit, at alt kan krammes ihjel. Intet er mindre invaliderende end et langt favntag af gode intentioner og stilstand. Ofte er det bedre at sætte spørgsmålstegn og give modstand. Tough love, kalder man det vist.

Tænk på dengang i 2005, da den daværende konservative kulturminister, Brian Mikkelsen, ville lave en kulturkanon. Mange – inklusiv mig selv – råbte højt. Hvordan skulle man dog udvælge få værker og sige, at de repræsenterede det bedste inden for dansk kultur? Hvorfor skulle man tale om bedst og finest?

Forbuddet har tvunget kunstnerne til at gå i andre retninger og fokusere på nye dyr.

Det pudsige er, at den store debat skabte en hel masse røre i kulturpolitikken, der ellers havde ligget død hen. Folk blandede sig på en måde, man ellers ikke så i de gamle præ-Facebook-tider. Det virkede. Pludselig forholdt vi os til det, vi så.

Det kom jeg til at tænke på, da jeg overværede Cirkus Arenas aktuelle forestilling. Det er den første siden forbuddet mod eksotiske dyr, der ellers altid har været en fast del af cirkusmytologien.

Hvordan skulle den politisk ukorrekte kulturform overleve en ny tids restriktioner? Var det overhovedet muligt?

Svaret er ja. Måske er forbuddet faktisk det bedste, der er sket for cirkus i nyere tid. I stedet for at gentage de samme, gamle tricks har det nemlig tvunget kunstnerne til at gå i andre retninger og fokusere på nye dyr.

En af årets åbenbaringer er således den høne, der indgår i et nummer med Andrejs Fjodorovs, der kalder sig Duernes Konge. Hele tricket består i, at han har dresseret dyr, der virker så daglig-danske og dumme, at vi slet ikke tænker på dem som noget særligt.

Det er fornyelse ud fra de forhåndenværende høns princip, og det virker virkelig godt. Af samme grund, som det virker fornyende at se stærke damer, der løfter deres mænd, og at se Bubber genindtage rollen som sprechstallmeister uden at forsøge at opdatere det job synderligt.

Fornyelser bunder ikke altid i revolutioner. De kan også opstå ved, at man sætter spørgsmålstegn ved sine egne mønstre og bliver tvunget til at tænke kreativt. Sådan kan selv en blind høne finde korn. Og kunst.