Designeren, som kronprinsesse Mary, Lady Gaga og Kim Kardashian bruger: »Mode er ikke raketfysik«

Københavner-designeren Mark Kenly Domino Tan sneg sig ind i modebilledet for fem år siden med en underspillet æstetik. I dag leverer han tøj til nogle af verdens superstjerner.

»Jeg gør meget ud af at udvide min horisont. Lige nu læser jeg brevvekslingen mellem Franz Kafka og hans redaktør. Brevene siger noget meget specifikt om en kondenseret tid. Det er dét, der optager mig. Det skarpe udtryk. Jeg ville aldrig kunne læse en krimi. Jeg ville dø af kedsomhed,« fortæller designeren Mark Tan. Celina Dahl

Hvordan blev du designer med så stor succes, som du har i dag?

»Det var en kjole til Medina, der sendte alles øjne i min retning for fem år siden. Jeg havde lavet en kollektion i forbindelse med det første Elle Style Awards i Danmark. Det hele var inspireret af sangerinden Sade, og jeg præsenterede kjolerne på modeller med de her megalange hestehaler lavet ud af hår købt i en afroshop i Hackney London. Og ret hurtigt derefter blev jeg bare fast »rød løber-leverandør« til modefolket og hofleverandør til Kronprinsesse Mary. Lady Gaga, Kim Kardashian og Kendall Jenner har alle sammen båret en af mine kjoler. De har tilhørt en lukket kreds af kunder, indtil jeg åbnede butik i 2018. Men jeg laver stadig couture på mål og bestilling.«