Derfor måtte Uffe Ellemann-Jensen komme vennen Kjeld Hillingsø til undsætning

»Du skylder mig to patroner.«

For generalløjtnant og jæger Kjeld Hillingsø var det en dårlig dag. Han havde sigtet, men skuddet havde været for lavt, så kalven var ramt i maven. Nu krummede den sig sammen og var på vej væk, da der lød et nyt skud lidt til venstre for ham.

En anden havde givet kalven nådestødet med sin riffel. Det hele gentog sig med en ny kalv. Igen sigtede og skød han for lavt. Og igen var det en anden end ham selv, der dræbte dyret.

»Vær så god,« lød det bagefter fra nabojægeren og vennen Uffe Ellemann-Jensen.

»Her ligger dine kalve, og du skylder mig to patroner for fangstskuddene.«

Uffe Elleman-Jensen gnækker lidt under sin lyse lærredskasket, da Kjeld Hillingsø fortæller om den dag i Oksbøl for efterhånden en del år siden.

Lige ved Trepilelågen i Dyrehaven, med udsigt direkte op til Eremitageslottet, sidder de to jagtvenner i hver sin ende af bænken.  1. oktober blæses jagtsæsonen i Danmark i gang, og for begge har kombinationen af jagt og natur været en livslang passion.

Som når den tidligere udenrigsminister en tidlig råkold morgen med mosekonebryg har siddet i et skydetårn og pludselig set en stor klump tåge, der spøgelsesagtigt har bevæget sig hen imod ham.

»Og dér ud af tågeklumpen dukkede en masse krondyr op, der gik så tæt sammen, at tågen forbandt deres pelse og dannede billedet,« husker han.

»Der var så stille, at man kunne høre de mange hove trippe hen over terrænet. Jeg sad bare og nød det uvirkelige syn.«

Midt i den slags oplevelser kunne han ikke tænke på politik, det var umuligt.

»Du bliver ydmyg, og det er måske ikke det ringeste at blive udsat for. Du finder ud af, at der faktisk er noget, der er større end dig selv. Og at der er ting, du ikke kan forandre. Naturen stiller også krav om, at du bare holder din kæft!«

Bedre end en Red Bull

Kjeld Hillingsø smiler, kigger ned i græsset, men siger ikke noget.

»Jeg har måske ikke været så ydmyg,« indrømmer Uffe Ellemann-Jensen.

»Men det kan være en rigtig god øvelse med noget ydmyghed. Naturen bestemmer - glem du bare alt andet.«

Han kalder de mange gange, hvor han i sin tid som travl politiker er taget på jagt eller er sejlet ud for at fiske, for sine »stjålne øjeblikke.«

»Særligt i min tid som udenrigsminister brugte jeg mange timer i forhandlingslokaler, og når jeg indimellem havde mulighed for at tage på jagt, også uden for Danmarks grænser, fik jeg en masse ny energi. Det er en meget bedre måde at forny energien på, end hvis du for eksempel drikker en Red Bull.«

I en ny samlet udgave af »Boganis jagtbreve« er det Uffe Ellemann-Jensen og Kjeld Hillingsø, der står for henholdsvis forord og efterskrift. Der er tale om jagtbreve, forfattet af Wilhelm Dinesen, der udover at være far til Karen Blixen også var officer, eventyrer, politiker og ivrig jæger. Under pseudonymet Boganis – et navn, indianerne i USA havde givet ham – skrev han en række breve, som siden har fået litterær status for deres eminente naturiagttagelser.

»På mange måder var han forud for sin tid, for han havde også en meget høj jagtmoral,« forklarer Kjeld Hillingsø.

»Han var en ivrig fortaler for, at der blev lavet en lovgivning for at beskytte dyrene. Som politiker foreslog Boganis reguleringer i forhold til jagt, hvilket var højst usædvanligt i slutningen af 1800-tallet.«

For Kjeld Hillingsø har det i alle årene været afgørende »at ære hvert eneste stykke nedlagt vildt.« Af sin svigerfar har han lært, at man skal holde sig for god til at være »talskytte« og dermed ikke gå op i, hvor meget man skyder.

»Det er god moral ikke at skyde mere, end man selv kan spise,« siger han.

»Sådan en shooting med at gå ud og skyde en masse fasaner ... Altså, vi kan selvfølgelig glæde os over, at fasanjagt holder mange at vores økonomisk trængte godser oven vande, når de sætter en masse fasaner ud, og man for mange penge kan købe sig til at gå på fasanjagt. Men kald det ikke for jagt, for det har intet med rigtig jagt at gøre.«

De gamle skal kende deres plads

Kjeld Hillingsø kniber øjnene lidt sammen og vender hovedet op mod himlen.

»Se dér, der er en stor musvåge, der bliver forfulgt af to krager, nej, ravne er det nok.«

Uffe Ellemann-Jensen griber hurtigt fat i den kikkert, han har hængende om halsen, og giver sig til at følge fuglene.

»Hvis kragerne eller ravnene kommer over rovfuglen, skider de på den,« konstaterer han.

»Når du engang imellem ser de her store flokke, er det ligesom en bølge. Så vil de gerne nå op oven over rovfuglen, og så tonser de lort ned.«

Han tager kikkerten væk fra øjnene igen. Da han for et par år siden var lidt mere mobil end i dag, som han siger, tog han ofte på cykelture rundt i Dyrehaven for at nyde det hele. Steg indimellem af cyklen, mens han kiggede på hjortene, når de udkæmpede deres kampe.

»En dag så jeg to kronhjorte slås. De kunne ikke blive enige om, hvem der var den største og den vigtigste. På et tidspunkt løb den ene væk, mens man næsten kunne høre den anden sige: Hø, hø … jeg vandt! I udkanten stod nogle lidt yngre hjorte og kiggede, men pludselig løb sejrherren efter dem. Og så skulle man da lige se de unge komme afsted i en fart.«

Kjeld Hillingsø indskyder, at nogle af de store, gamle hjorte i slutningen af brunsten er fuldstændig færdige. De har ikke sul på kroppen længere.

»De kan stort set ikke gå, de er helt udmattede af at slås, og nogle af dem overlever ikke.«

Uffe Ellemann-Jensen: »Der er nogle, der overlever, men man kan se, at de ikke klarer den. Dem går skovrideren ud og skyder. Det kom jeg jo til at sige, da vi var i morgen-TV, det her med, at nogle af de gamle hjorte ikke helt havde forstået, hvor deres plads var. Det blev så brugt i starten af TV-programmet Besserwisserne. Man mente, at jeg nok lige havde fået sendt et politisk signal.«

Kjeld Hillingsø: »Havde du det?«

Uffe Ellemann-Jensen: »Nej, hold da op, det bliver for politisk. Vi stopper her,« griner han.

Hvide, lette lammeskyer og truende, sorte skyer glider skiftevis forbi oppe på den lyseblå efterårshimmel. Men det bliver ikke regn i dag, forsikrer Kjeld Hillingsø.

Svigtende balanceevne

Jagtgeværer og rifler er for begge skiftet ud med stokke. Én til hver. Stokke, som nu er placeret ved hver sin side af træbænken ved Trepilelågen.

»Jeg har for længst afleveret min jagtbøsse. Min svigtende balanceevne gør mig mere farlig for jagtkammeraterne end for vildtet, og med slidgigt i nakken kan jeg ikke se op uden at støtte mig til et træ,« forklarer Kjeld Hillingsø, 84.

»Jeg vil helst ikke ende med, at folk trækker medlidende på skuldrene og hvisker: »Gubben er gammel.« Så vil jeg hellere øse af mine erfaringer, hvis nogen gider høre på mig. Men jeg klamrer mig endnu til mit jagttegn, for jeg vil mene, at jeg stadig kan sidde ned i et behageligt hochsitz og skyde et stykke stående vildt derude, hvis nogen skulle finde på at invitere mig.«

Uffe Ellemann-Jensen har ikke længere sit  jagttegn. Beslutningen om at stoppe sit lange jægerliv, traf han, da han for fire år siden fyldte 75. Det er lidt vemodigt, erkender han. Men han fik en afslutning på sit lange jægerliv, som han ikke kunne have ønsket sig ret meget bedre.

»Jeg sad oppe i et skydetårn på min gamle grund, og da klokken nærmede sig 13, hvor jagten var slut, kom en spidshjort pludselig vandrende ud på hedestykket lige foran skydetårnet. Den stoppede op med passende afstand og kiggede på mig. Som om den sagde: Så kom da! Det var det sidste stykke vildt, jeg nedlagde. Når jeg fortæller den historie, er der altid nogle, der lidt kækt siger: »Nå, hvor slap de så den hjort fri fra?««

Kjeld Hillingsø: »Men hvis nogen gerne ville have fejret din afsked, havde det nok været et noget større stykke vildt end den, du skød, Uffe.«

Veganer, vegetar eller flexitar?

Både Uffe Ellemann-Jensen og Kjeld Hillingsø er fra en generation, der aldrig har skænket det en tanke, at de dagligt spiser kød. Skulle der være noget galt med det? Køddebatten fylder ikke meget i deres bevidsthed.

Veganer, vegetar, flexitar ... Selvfølgelig følger de med og ved, at der især blandt de yngre generationer er stadig flere, der helt fravælger kød. Af hensyn til klimaet, af hensyn til dyr, der må lade livet, eller som en del af en sundere livsstil.

»Jeg er helt med på, at det er moderne at være grøn,« fastslår Kjeld Hillingsø.

»Men samtidig vil jeg sige, at det grønneste, du kan foretage dig, er at være jæger og samler. Det var sådan, det hele startede. Man lever af naturen, og man høster af naturen. Og – man passer også rigtig, rigtig godt på naturen. Når man for eksempel skyder en kronhjort, der er så gammel, at den ikke kan mere, er det at foretage en naturlig regulering.«

For Uffe Ellemann-Jensen forudsætter jagten, at vi ved, hvad vi har med at gøre. At vi har stor respekt for dyrene og deres omgivelser, og at man som jæger ikke påfører dyrene lidelser.

»Man skal vide, hvordan det hele skal ske, og det er ikke altid, jeg har oplevet, at folk ved det,« siger han.

»Det har noget med opdragelse at gøre. Men også med at have tilegnet sig en solid viden om jagt med træning og sikkerhed som noget helt afgørende.«

Kjeld Hillingsø: »Man må koncentrere sig for at finde ud af, hvad der foregår. Lytte efter, bruge øjnene og ellers høste af sin viden og sin fornemmelse for naturen. Når du har en hund med, oplever du ikke bare gennem dine egne øjne, men også gennem hundens øjne. Hvad sker der derovre? Du havde ikke opdaget det, hvis du ikke havde haft hunden med.«

De rejser sig fra bænken med faste greb om stokkene. Fotografen vil have dem med ud i terrænet.

»Der er en lille sø nogle få  hundrede meter herfra, hvor der plejer at være nogle dyr,« foreslår Uffe Ellemann-Jensen.

Da han begyndte at gå på jagt med sin morfar som 14-15 årig i skovene på Sydvestfyn, var det harer, fasaner, ænder og skovduer, han skød. Mange år senere og langt væk fra Fyn har han som udenrigsminister adskillige gange været inviteret ud på jagt.

»Når jeg tidligere har besøgt nogle af de gamle Østlande, har det været almindeligt, at koryfæer blev inviteret ud på jagt. Men det var jo trofæjagter!  Det var ikke noget for mig, det var den rene nedslagtning af dyr og ikke jagt under regulering.«

På en mouflonjagt uden for Prag førte en skytte ham engang hen til et bjælkehus, hvorfra han kunne se et par moufloner stå og spise af et trug.

»Skytten viste mig, hvor jeg kunne lave fast anlæg (f.eks. et stengærde eller et væltet træ, så underlaget til et riffelskud bliver mere stabilt, red.) og hviskede så: Schiesse. Jeg protesterede, for jeg var inviteret på jagt, ikke nedslagtning. Mouflonerne fik færten af, at noget var galt, og sprang for livet. Senere forstod jeg, hvorfor der i marskal Titos museum i Beograd, som jeg havde besøgt, kunne være så mange imponerende trofæer.«

Det er en tid, der er forbi. Ikke bare for Uffe Ellemann-Jensen, men også for Kjeld Hillingsø, som har overdraget sin gamle Poulsen-bøsse til sønnen Jens.

»Min riffel anser min søn for at være alt for gammel og tung, så den har jeg stadig.«

Jagt-og fiskehytten i Jylland har Uffe Ellemann-Jensen foræret til sin datter, Karen.

»Min Otterup-riffel har jeg givet til Jakob,« siger han.

»Karen, der også går på jagt, har fået min lette haglbøsse kaliber 20.«