Derfor kan vi ikke undvære kram, kindkys og håndtryk hver dag

Hvor længe siden er det, du har mærket en hånd på skulderen? Siden du fik et kram, trykkede hånd med én, du kender eller stod mast i metroen og forbandede myldretid og mennesker i lag langt væk?

Hvis svaret er, at det er ved at være nogle uger siden, er du ikke alene.

»Vores liv kommer virkelig under radaren for tiden, som meget rationelt og fornuftsbaseret. Pludselig forstår vi betydningen af, hvor vigtig en funktion, det er, når vi er i fysisk berøring med andre mennesker,« siger Thomas Schwarz Wentzer, professor ved Aarhus Universitet med speciale i filosofisk antropologi.

»Normalt tænker vi ikke over, når vi giver hånd, en krammer eller en tilfældig let berøring, det gør vi mere nu, hvor vi befinder os i en usædvanlig tid.«

Professoren er både fascineret og chokeret over, hvordan han kan undervise sine studerende digitalt, og at det faktisk kan fungere.

»Men jeg opdager også alt det, jeg normalt tager for givet, og som jeg ikke kan få, når jeg underviser digitalt siddende bag en skærm. Jeg kan ikke gestikulere, fornemme eller aflæse på samme måde, som når jeg er fysisk til stede i et undervisningslokale,« forklarer han.

Når verden kommer til os!

Thomas Schwarz Wentzer peger på, at det er tydeligt, at vi savner det, vi ikke har mulighed for i øjeblikket. Det, som er gået midlertidigt i stykker.

»Vi kan fjernstyre verden med en remote control, og på et splitsekund har vi fået bevist tesen om, at vi ikke har brug for vores kroppe, for at kunne håndtere hverdagen. Verden kommer til os! Vi kan så at sige eliminere vores egne kroppe og klare os alligevel. Men selvfølgelig kan vi ikke reducere os selv på den måde som mennesker. Det er gennem kroppen, at vi sanser, hvad der foregår på den anden side af os selv. Lige nu står vi midt i et verdensomspændende socialpsykologisk eksperiment og kan opleve, at vores kroppe bedst kan fornemmes ved berøring af andres kroppe.«

Thomas Schwarz Wentzer nævner ordet »hudsult«. Et ord, der bruges om en tid, hvor vi enten opholder os meget mere alene, end vi plejer, eller kun er sammen med ganske få andre.

Begrebet er ikke videnskabeligt, men de fleste ved, siger han, hvad ordet dækker over.

For Christian Gravgaard er fysisk nærhed og kropskontakt ekstremt vigtig. Han er uddannet kropsterapeut og specialist i kropssprog, og han forklarer vores behov for berøring med et urinstinkt. Vi er flokdyr, der er vant til en flokmentalitet, hvor vi kan mærke hinanden.

»Et kram modvirker stress, og berøring fra andre mennesker stimulerer vores nervesystem. Når andre rører ved os, frigøres hormonet oxytocin, som virker beroligende på vores puls og blodtryk. Det mindsker mængden af stresshormoner, øger fornemmelsen af at høre sammen med andre og giver en varm følelse indeni, uden at være en intim berøring.«

Højt stressniveau

Ifølge Christian Gravgaard reagerer mennesker på forandringer, især gennemgribende og voldsomme forandringer som i øjeblikket. Forandringer som betyder, at vi ikke kan være sammen, og derfor heller ikke have den fysiske kontakt, som vi er vant til.

»Når vi kun er sammen med andre i et meget begrænset omfang, og vi heller ikke må røre ved hinanden, får vi ikke den påvirkning fra hjernen, som afstresser ved at udskille antistress-hormonet. Derfor kan begrænsningen af fysisk kontakt hæve ens stressniveau.«

Ifølge Anders Moe Rasmussen, lektor i filosofi på Aarhus Universitet, er vi i løbet af en enkelt dag normalt vant til at være i kontakt med, hvad han betegner som »helt vanvittigt mange mennesker«.

»Nogle af dem fysisk – også hvis vi for eksempel står stuvet sammen i metroen, er det en berøring, selvom det selvfølgelig er en flygtig berøring med en overfladisk distance. Jeg har læst, at det moderne menneske i løbet af en dag er i kontakt med lige så mange mennesker, som middelaldermennesket var i løbet af et helt liv. Vi er hele tiden undervejs.«

Anders Moe Rasmussen henviser til, vi de seneste cirka 20 år har udviklet en krammekultur herhjemme.

»Nogle kan i øjeblikket opleve fraværet af et kram som et stort savn, mens det for andre kan føles som en befrielse. Kender man et menneske, man møder, godt nok til at kramme? Og hvem kender man ikke godt nok? Lidt ligesom tidligere med »du« og »De«. Den yngre generation har det nok anderledes med kram, personligt er det ikke noget for mig.«

Distance til familien

Anders Moe Rasmussen peger på, at vi i øjeblikket er stuvet sammen med vores familier derhjemme.

»Mange lever med en distance til den nærmeste familie, selv om man bor sammen. Hjemmet er et sted, hvor den moderne, travle familie mødes i en transithal. Med coronakrisen er der kommet et andet fokus på familien. Man opholder sig meget mere sammen rent fysisk, og med et nærvær i mange flere timer end normalt. Der arbejdes hjemme, ingen skal ikke til møder ude i byen, og børnene skal ikke gå i skole. Det er en kæmpe omvæltning og det bliver interessant at se, hvilke konsekvenser, det vil få.«