Derfor elsker musical-publikummet »The Phantom of the Opera«

Endnu en gang træder »The Phantom of the Opera« frem af teatrets skygger, når Det Ny Teater fra i aften igen spiller den efterhånden klassiske musical. Men hvorfor er den så populær?

Maria Björnsons kostumefest, som den tog sig ud, da »The Phantom of the Opera« sidst gik over scenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rolf Konow

»Der er nu ikke noget som de gamle operaer. Som de gamle kulisser, de gamle sangere og det gamle publikum.«

Sådan sidder de selvtilfredse teaterdirektører og ræsonnerer i deres loge i musicalen »The Phantom of the Opera«, inden det for alvor begynder at gå galt med bortførelser, mord og den berømte lysekrone, der styrter fra Pariseroperaens loft.

Og sådan tænker man formentligt også på Det Ny Teater, hvor »Phantom«, som musicalens mange fans bare kalder den, første gang blev sat op i 2000 – til umiddelbar succes. Siden har teatret genoptaget den populære forestilling, altid klar under gulvbrædderne, ved flere lejligheder, for tilsyneladende er publikums kærlighed til Andrew Lloyd Webbers musical, der er baseret på Gaston Leroux' kulørte roman af samme navn, uudtømmelig.

Det tror og håber man efter alt at dømme også på Det Ny Teater, der har sat hele sæsonen af til det mørke, musikalske melodrama.

Der bores, skrues og hamres. Højtalere til to millioner kroner er monteret rundt i salen, og der skal klargøres 125 lemmer i scenegulvet. De første forberedelser til stykket startede allerede for et år siden. Byggeriet blev kickstartet i maj, og der er blevet arbejdet non stop på alle etager lige siden. Nu er der premiere på Andrew Lloyd Webbers musical »The Phantom of the Opera« på Det Ny Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Pragtfuldt orgie

Hvad er musicalens hemmelige våben? Hvorfor kan man stadig se den i Londons West End og på Broadway, hvor den suverænt er den længst varende succes – den har gået uafbrudt siden urpremieren i 1986?

Nogle vil mene, at det skyldes Lloyd Webbers toner – lige dele synthesizer-pop fra 80erne og Puccini – stadig hypereffektiv og iørefaldende teatermusik. Andre vil hævde, det er Maria Björnsons scenografi, et pragtfuldt orgie i teaterteknik og opulent indfatning. Fra Pariseroperaens tag til dens nederste kælderhvælvinger. Med kostumer, som byder på den ene lystvandring for øjet efter den anden. Med tindrende stjerner, fuldfede draperier, flyvende lysekroner og guldstukne udskæringer.

Andre vil hævde, at det er den usandsynlige love story mellem den naive balletpige med guldstemmen, Christine, og den gale, vansirede komponist, der fungerer som hendes Svengali i det dulgte. Tilsat gotisk uhyggestemning, gaslys og lange skygger, når fantomet er klar til at træde frem af det dunkle – den ingrediens, London-urpremieren af Lloyd Webbers toer, »Love Never Dies«, manglede så fatalt, men som Det Ny Teater flot lagde til, da også efterfølgeren nåede frem til sin københavnerpremiere.

Sandheden er nok, at magien skal tilskrives lidt af det hele.