Hvilket sted i København holder du mest af?
»Jeg holder mest af steder, hvor jeg har boet. Da jeg flyttede til København for at læse, boede jeg i mange år i en primitiv lejlighed i Nordre Frihavnsgade på Østerbro lige ved Trianglen, men jeg elskede det. I en lang periode boede jeg også i Admiralgade i Indre By, hvor atmosfæren er fra en svunden tid. Jeg flyttede dog tilbage til Østerbro, da min kone og jeg fik børn. Så jeg har også haft fornøjelsen af at gå rundt om Søerne med barnevogn, skifte bleer på Østerbrogade og få en af vores drenge døbt i Sankt Jakobs Kirke på Østerbrogade. Jeg holder stadig meget af Østerbro.«