Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Der er ikke fundet eksempler på plagiat eller mangelfuld kildehenvisning i den pågældende tekst, men Berlingske kan ikke udelukke, at det er tilfældet. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
Da jeg befandt mig i begyndelsen og midten af mine brølende tyvere, var der særligt ét emne, der var vigtigt nok til at være på dagsordenen næsten hver gang, mine veninder og jeg mødtes på vores foretrukne caféer og tjekkede netbank for at sikre os, at vi havde råd til husets hvidvin: De håbløse, i blinde famlende, unge mænd på primitiv spydjagt efter to ting i livet – karriere og klitoris. Se, der skulle gerne komme et tidspunkt i enhver kvindes liv, hvor det går op for hende, at ungdommen er slemt overvurderet. Man opdager senere hen så meget – som f.eks, at der findes andre og bedre vine længere nede på kortet, og at man burde unde sig selv at kaste lidt flere penge efter dem (nu hvor man også gerne skulle tjene lidt flere), fordi ens smagsløg er blevet mere raffinerede, og livet er for kort til ikke at gå efter det ypperligste, hvor man kan. Kort sagt: Man bliver klogere med alderen.
Siden finansminister Nicolai Wammen mandag aften for en uge siden præsenterede finansloven for 2020, er kulturinstitutioner over hele landet gået fra at skåle i lunkent postevand til husets hvidvin, hvilket trods alt må siges at være noget af et kvantespring.
Med lidt god vilje er regeringen og de støttende partier på samme måde blevet klogere i forhold til omprioriteringsbidraget, som er den kæphest, undertegnede holder allermest af at ride, og som siden 2016 har høvlet to procent af de årlige bevillinger til den i forvejen knoglede kultur. Siden finansminister Nicolai Wammen mandag aften for en uge siden præsenterede finansloven for 2020, er kulturinstitutioner over hele landet gået fra at skåle i lunkent postevand til husets hvidvin, hvilket trods alt må siges at være noget af et kvantespring. For endelig er der nogle med magt til at reformere, som indser kulturens vigtighed, og omprioriteringsbidraget er fra og med årsskiftet henlagt til blot at være et mørkt og dystert levn fra en tid, hvor man ikke vidste bedre. Og dog.
Salamimetoden
For de mange millioner, der allerede er skåret væk, har sat sine spor, som ikke så let forsvinder igen. At afskaffe de årlige to procents besparelser ved at afsætte 30 millioner, som det først lød i regeringens eget finanslovsudspil, og så yderligere 50 millioner med pres fra de støttende partier, er en start. Men som min kloge gamle lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet Stig Jarl for nylig udtalte til Dagbladet Information: »Det at føre kulturpolitik ved hjælp af salamimetoden, hvor man bare skærer alle områder lige meget, er en slags resignation. Man vovede ikke at prioritere, hvad der skulle skæres, og hvad der skulle grå fri. På sin vis var der ingen kulturpolitik, der var kun en finanspolitik. Og spørgsmålet, som står tilbage, er, om vi nu får en regering, der faktisk kan finde ud af at føre kulturpolitik ved at opprioritere noget og nedprioritere noget andet.«
Sagt med andre ord af en kvinde, som er lykkelig over at have forladt de tarvelige tyvere for at træde ind i et nyt årti med fokus på et fælles mål om, at vi mennesker ikke bare skal have mulighed for det ypperligste i livet – vi skal også forstå at kræve det: Den unge mand har lagt spyddet fra sig og fundet klitoris. Nu mangler han bare at finde ud af, hvad han skal stille op med den. Og mon ikke? Alle skulle vi jo gerne blive så meget klogere.
