Den stilfærdige virtuos bag tangenterne

75 år søndag. Ole Kock Hansen har samarbejdet med det meste af det musikalske Danmark.

Ole Kock Hansen i Bartof Station sidste efterår med Big Apple Big Band og sangerinden Christina Boelskifte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Har man sagt navnet Ole Kock Hansen, har man i samme åndedrag nærmest sagt dansk jazz gennem de seneste årtier.

Når han sidder ved flyglet eller står med taktstokken foran f.eks. DRs Big Band, er han ikke en mand, der gør voldsomt meget væsen af sig. Men på sin egen stilfærdige måde har han været en af de mest indflydelsesrige musikalske personligheder, som den danske jazzscene har kunnet fremvise i en ellers, kan det forekomme, endeløs perlerække af talenter.

Ole Kock Hansen, 75 år 19. april,  er født på Midtsjælland, og den lokalitet er ikke uden betydning. For der fik han i barndommen en god ven ved navn Niels-Henning Ørsted Pedersen, som under kæle- og kaldenavnet NHØP blev verdenskendt bassist.

»Sjældent skulle et kammeratskab blive så produktivt, så gensidigt inspirerende og så langvarigt,« skrev Berlingskes jazzmedarbejder Kjeld Frandsen ved Kock Hansens 70 års dag.

Venskabet holdt livet igennem til NHØPs død i 2005 – på Ole Kock Hansens 60 års fødselsdag. Det samme gjorde deres musikalske interesser og samarbejde, der udmøntede sig i både indspilninger og talrige koncerter.

 

Ikke bare jazz

Sin musikalske uddannelse fik Ole Kock Hansen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1960erne, hvor man hurtigt fik ørerne op for den fremragende pianist. Vejen til et liv som professionel musiker, komponist og arrangør var lagt.

1968 blev han medlem af Radioens Big Band, som navnet lød dengang, og frem til 1996 var han orkestrets chefdirigent.

I lighed med barndomsvennen NHØP har Ole Kock Hansen ikke udelukkende holdt sig til jazzens brede vej. Han har foldet sig ud i andre genrer, bl.a. som akkompagnatør for sangere inden for populærmusik, med musik rettet mod børn, med folkemusik, som fortolker af Højskolesangbogens melodier og med det mere eksperimenterende.

Samarbejdet har gennem årene omfattet en række navne, hvoraf kan nævnes Thad Jones, Ben Webster, Etta Cameron, Cæcilie Norby og Bobo Moreno.

Han har dertil undervist på Rytmisk Musikkonservatorium og i Ishøj, hvor han bor.