Den populære direktør i Københavns Zoo stopper: »Jeg har fortalt sandheden, som den er«

Efter 37 år som direktør i Zoo giver Bengt Holst nu faklen videre.

Zoo-direktør Bengt Holst stopper efter 37 år på posten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Han blev verdenskendt i 2014, da giraffen Marius for øjnene af hele verden blev brugt som foder til løverne i Københavns Zoo. Med køligt overblik og ro håndterede han verdenspressen og fik talt det ned, som det mest naturlige i verden.

Nu mister Københavns Zoo den rolige stemme. Efter 37 år på posten stopper Bengt Holst som direktør i Zoologisk Have.

»Jeg har indenfor det sidste år givet opgaver videre, og nu kommer vi til et punkt, hvor jeg føler, jeg ikke vil være et låg. Nu er det den nye direktørs tid, og det er et godt tidspunkt. Men jeg har taget tilløb længe,« siger Bengt Holst.

Bengt Holst stopper ved udgangen af 2020 som videnskabelig direktør i Zoologisk Have i København. Men det er ikke slut med dyr og Zoo, for han fortsætter i en anderledes rolle som særlig rådgiver for direktionen.

Han skal også være repræsentant for parken i udenlandsk regi. Desuden vil han fortsat involvere sig i den danske naturdebat, naturbevarelsesprojekter og bruge kræfter på foredrag om sit arbejdsliv.

Bengt Holst er selv glad for at give faklen videre.

»Det er vigtigt for mig, at det jeg har bygget op, får lov at køre videre. De er klædt godt på til det,« siger han.

Noget af det, Bengt Holst er mest stolt af i sin tid som direktør, er opbygningen af den videnskabelige profil, der tegner dyreparken i dag.

»Det var min opgave, da jeg blev ansat. Så har jeg været heldig med muligheder, jeg har grebet, så det også blev til naturbevarelse i mange dele af verden. Jeg har fået sat naturen på dagsordenen via min platform i Zoo. At få det natursyn, jeg selv har, sat på dagsorden nationalt og internationalt. Det er vores formål, og det er jeg glad for. Og internationalt har jeg været med til at bygge hele systemet omkring de internationale avlsprogrammer op, og det er jeg stolt af.«

40.000 mails fra rasende mennesker

Oplevelsen med at blive kendt i verdenspressen, efter slagtningen af giraffen Marius »kom som et lyn fra en klar himmel«. De tumultariske tilstande, der opstod, var en sand shitstorm. I løbet af blot ni dage tikkede mere end 40.000 e-mail ind i Zoos indbakke, alligevel tog han den med ro. Han tacklede modvinden ved at stå fast på sin viden og sine handlinger.

»Det var hårdt, mens det stod på, men jeg var fast i troen. Det gav mig kræfterne og opbakningen. Vi har et realistisk syn på, hvordan man skal forvalte en dyrebestand, og at det er værd at kæmpe for. Hvis vi virkelig vil arbejde med dyr i naturbevarelse mange år frem i tiden, så skal vi arbejde med de værktøjer. Jeg er glad for, det kom på dagsordenen i hele verden, og at vi kom stærkere ud af situationen. Det kan godt betale sig at holde fast i sin tro.«

Op gennem 80erne og 90erne fik Bengt Holst nærmest kultstatus og blev en særlig figur og personificeringen af Zoologisk Have i København – især for børn. Det er også en position, han er stolt af i dag.

»Det er da dejligt, og det er ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Men vi fik sat ting på dagsordenen. Jeg har altid kunnet lide at formidle og få ting på dagsordenen. Jeg har ikke romantiseret det, og jeg har fortalt sandheden, som den er. Det har mange taget til sig. Jeg talte deres sprog, og det er jeg stolt af.«

Efter at have været 37 år i branchen mener Bengt Holst absolut, at der er en fremtid for zoologiske haver, til trods for en voksende fokusering på dyrevelfærd og etik. Han mener, der er en fremtid, hvis man gør, hvad man siger – man er nødt til at walk the talk.

»Jeg tror, at de zoologiske haver, der forstår at sortere i deres værdier og er sikre på deres værdisæt og arbejder seriøst på videnskabelig basis, har en stor fremtid og gør en forskel ude i verden i forbindelsen med bevarelsen af truede dyrearter. De, der ikke vil gå ind for det natursyn i praksis og den videnskabelige tilgang til at drive en zoo ... de har ingen fremtid.«