Vilhem Hammershøis hustru, Ida Ilsted, var motiv på mange af hans malerier fra parrets lejlighed i Strandgade 30 i København. Men hustruen var ikke kunstnerens eneste levende motiv. Han portrætterede for eksempel også sig selv.
Én af gangene var under parrets bryllupsrejse til Paris i 1891. Maleriet har tidligere været ejet af broderen, maleren Svend Hammershøi, og søsteren, Anna Hammershøi, der fik det, da Svend Hammerhøi døde, men i 1955 blev det solgt på auktion, og nu har Den Hirschsprungske Samling med støtte fra Ny Carlsbergfondet og Augustinus Fonden købt det af en privat sælger.
»Det er altid interessant at se en kunstners fortolkning og forståelse af sig selv. Ikke mindst, når vi i forvejen har en fin samling af Hammershøis værker,« siger direktør for Den Hirschsprungske Samling Gertrud Oelsner, der er medforfatter til bogen »Vilhelm Hammershøi - På sporet af det åbne billede« fra 2018.
Allerede nu kan værket ses på Den Hirschsprungske Samling, hvor der hidtil har hængt 16 værker af den danske maler. Det seneste af disse billeder blev i sin tid testamenteret museet af den engelske kunsthandler Lady Jane Abdy, der købte det i 1984 på Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Museet havde i forvejen også et tegnet selvportræt af Vilhelm Hammershøi. »Selvportræt« fra 1891 bliver museets første malede Hammershøi-selvportræt.
Stifter satsede på Hammershøi
Den Hirschsprungske Samlings stifter, Heinrich Hirschsprung, lagde tidligt mærke til Vilhelm Hammershøi. Det første Hammershøi-værk, han købte, »En gammel kone«, kom på Den Hirschsprungske Samling allerede i 1888.
Foruden de 17 malerier af Vilhelm Hammershøi, der nu findes på Den Hirschsprungske Samling, rummer museets Hammershøi-samling også tegninger, fotografier og breve, hvoraf flere blev forfattet under bryllupsrejsen i 1891. Men det bilver måske også ved det.
»Det er ikke i øjeblikket givet at kunne udbygge Hammershøi-samlingen, fordi priserne på hans værker er på himmelflugt,« siger Gertrud Oelsner.
»Det er et lykketræf, at det overhovedet er lykkedes,« tilføjer hun.

Gådefuld og indadvendt
Vilhelm Hammerhøi er særlig kendt for sine malerier af stille stuer og værelser.
»Jeg har altid syntes, der var saadan en Skønhed over saadan en Stue, selv om der ikke var nogen Mennesker i den, maaske netop, naar der ingen var,« sagde han i et interview i 1907.
Hans værker sælges i dag sælges for tocifrede millionbeløb. I 2018 blev »Interiør med kunstmalerens staffeli, Bredgade 25« fra 1912, der viser et værelse på kunstnerens tidligere bopæl, solgt hos Christie´s i New York for 5 millioner dollars. Maleriet »Interiør med kvinde ved klaver« gik i 2017 solgt for et endnu højere beløb, nemlig 6,2 millioner dollar.
Gertrud Oelsner vil ikke fortælle, hvad selvportrættet har kostet, men siger:
»Han er på ingen måde den billigste måde at komme i nærheden af. Men han er central, fordi han fortæller nogle vigtige ting om vores tid. Der er en gådefuldhed og uundgrundelighed i hans værker. Hammershøi taler til så mange mennesker på tværs af tid, og jeg tror, at det skyldes netop gådefuldheden, stilheden og indadvendtheden i hans værker. Samtidig er der en tysthed, som jeg tror, vi har brug for.
Man taler tit om, at der ikke sker noget særligt - selv om man helt sikkert også kan diskutere dét - men der er i hvert fald en tavshed og en ro i hans værker, som er relevant i en verden, der er alt andet end tavs og rolig.«