Hotel MJ's, Malmø
Det kræver ikke en tur til New York eller andre metropoler at opleve cool, international hotelstemning. Det bourdoir-inspirerede hotel MJ's midt i Malmø har etableret sig med et gennemført koncept, der appellerer både til hippe youngsters og fredsøgende ægtepar.
MJ's har formået at gøre det, som mange københavnske hoteller forgæves har forsøgt gennem tiden: at skabe liv og tiltrække andre end hotellets gæster, blandt andet ved at dyrke den kreative cocktail på højt niveau. Lobbyen er omdannet til hang out for de lokale, som lægger vejen forbi på vej fra arbejde for at indtage en cocktail i de bløde veloursofaer – men ovenpå, hvor værelserne er indrettet i samme funky-feminine stil, er der fred og ro.