Vel kan man tilbringe sin tid i Dubai ved stranden, poolen og den smarte bardisk, for klimaet er paradisisk, hvis man ellers rammer den rette sæson. Men oplevelsen får mere substans, når man snuser til det oprindelige emiratliv, der findes i sprækkerne af den eksplosivt voksende metropol. For inden »størst, først og højest«-samfundet brød løs med olieudvindingen i 70erne, fandtes et folk, der levede – og overlevede – med skikke, der var praktiske og meningsfulde i den kultur og det klima, som satte betingelserne. Vi guider til et par smagsprøver. Og runder af med at se det hele fra oven.
1. Spørg om religion og flerkoneri
Rugaya sidder smilende ved siden af lammestuvningen, resteretten med grøntsager og brød og andre arabiske klassikere. Man spiser på gulvet. I hugstilling med det ene knæ på jorden.