Jeg husker tydeligt mit første år på Roskilde Festival. Det var 1998, jeg var 16 år og boede i en lejr, hvor vi af uransagelige årsager kun hørte heavy metal. Jeg levede af en streng diæt af rugbrødsmadder med makrel, joints og teltvarm Liebfraumilch, og hvis jeg ikke husker forkert, så jeg fem koncerter (og græd, da vi ikke kunne komme ind i teltet til Tori Amos’ koncert). Det var også på min første Roskilde Festival, at jeg blev introduceret til konceptet at ryge bong.
Siden da har jeg været på festivalen i alt 20 gange, undtagen i 2012, hvor jeg lige var blevet mor, og sidste år, hvor jeg i et anfald af misforstået nytænkning droppede festivalen. Det fortrød jeg godt og grundigt, så snart de første festivalbilleder dukkede op i mit SoMe-feed.
