Den engelske sportsvognstradition er lige så stærk som englændernes hang til te og kød indbagt i butterdej. Men efter den britiske motorindustri gjorde, hvad den kunne for at lægge sig selv i graven op igennem 1970erne og 1980erne, har sportsvognskonstruktørerne haft det svært.
De små uafhængige sportsvognsproducenter har altid været afhængige af store massemarkedsproducenter, som lavede motorer, elsystemer og andre ingredienser til familiebiler – ingredienser, som småproducenter så kunne blande, tune og til sidst pakke i et friskt lille topersoners design og sælge som en sportsvogn.
Men i takt med at British Leyland imploderede, var det svært for de små at overleve, og mange er i dag afgået ved døden. Ud over Lotus, Caterham og Morgan er der stort set ingen af de små producenter, som har overlevet frem til i dag – og de to sidstnævnte har ikke produktudviklet nævneværdigt, siden Margaret Thatcher boede i Downing Street 10.
Essensen af en britisk sportsvogn
Forrige år havde jeg en halv formiddag i selskab med en TVR Chimaera 500. Et monster på hjul. Med en køreklar vægt på lige over et ton og en 5,0 liters V8-motor på 345 hestekræfter er det en af de mest intense biler, jeg nogensinde har prøvet. Den accelerede, styrede og bremsede som en racerbil og lød, som om den var blevet vækket med en skoldhed ildrager efter en sen nat i byen. Den var vrede og ondskab på hjul. Samtidig var den elegant og håndbygget og besad mere charme end en nogen anden bil bygget efter 1970 – og testbilen forlod altså først fabrikken engang i slutningen af 1990erne.
Motoren var fra Rover, og de fleste andre dele var indkøbt hos den stadig levende skov af engelske underleverandører, men designet, glasfiberkarossen og de håndfræsede aluminiumselementer i kabinen var unikke for netop denne model. Det gav den karakter og personlighed som Robbie Williams foran 40.000 skrigende koncertgængere. Den var essensen af den hjemmedyrkede topersoners engelske sportsvogn, og selv om den ikke var stort mere fornuftig end et par ruskindshyttesko i et oversvømmet Venedig, så var ejeren ovenud begejstret for sin fejlbarlige TVR Chimaera 500.
Død og genopstanden
I 2004 blev TVR dog solgt til en russisk ejer, som hurtigt fik kørt butikken i sænk, og da finanskrisen ramte, var den britiske sportsvognsindustri så godt som uddød. Men på forunderlig vis synes initiativet, kapitalen og virkelysten at være genopvakt på den anden side af Nordsøen. I 2011 lancerede BAC deres første bil, som dybest set var en kulfiberkarosse med motor og fire hjul, og i 2010 lanceredes McLaren Automotive, der i dag er førsteudfordrer til Ferraris plads på superbilstronen. Sidste år var det så Brabham og TVRs tur til at genindtræde i rampelyset.
Brabham Automotive er grundlagt af Formel 1-legenden og racerbilskonstruktøren Jack Brahbhams søn, og TVR er genopstået, efter at en gruppe investorer endelig lykkedes med at vriste TVR-varemærket ud af den tidligere russiske ejers klør. Mens Brabham BT62 er en superbil bygget først og fremmest til banebrug, er den nye TVR Griffith en mere direkte arvtager til den klassiske engelske sportsvogn med en motor på langs ude foran, baghjulstræk og den klassiske topersoners kabine med et lille bagagerum bagved.
Lotus har som mange af de andre mærker også konstant befundet sig på randen af fallit i årtier. De seneste 20 år er det evergreenen Lotus Elise, som har stået mellem mærkets overlevelse og kollaps. Men sidste år fik mærket en trecifret millionindsprøjtning af sine nye kinesiske ejere Geely (der også ejer Volvo), og meget skal gå galt, hvis ikke de også går en lysere fremtid i møde.
Pessimisme er derfor afløst af optimisme, når det handler om den britiske sportsvogns fremtid. Læg dertil, at luksusmærkerne Jaguar og Aston Martin også begge dyrker de topersoners sportsvogne stærkere end i generationer, og den britiske sportsvogn synes i sikre hænder efter et par årtier i tovene.
