Det er en kendt sag, at den unge socialdemokrat Jens Otto Krag under krigen en tid slog sine folder i en kreds af socialdemokrater, hvor man talte om et økonomisk samarbejde med Nazityskland. Forventning var, at Tyskland ville sejre, og man ville tilpasse sin økonomiske politik efter denne realitet.
Krags deltagelse har historikeren Bo Lidegaard beskrevet i sin biografi om Jens Otto Krag, hvor Lidegaard fortæller, at Jens Otto Krag i november 1941 smækkede med døren til kredsen, da det gik op for ham, at der var folk, der var for Tysklandvenlige. Men i en ny bog af Weekendavisens journalist Arne Hardis, »Pibende hængsler«, får fortællingen et grundskud:
»Historien er ikke så smuk og lydefri, som den angives at være af 'sejrherrerne' og videregives af Lidegaard. Krag hang efter en del at dømme på lidt ind i 1942. Den eksemplariske partihistorie må tilføjes så mange modificerende fodnoter, at den mister noget af sin mytologiske fortællekraft som beretningen om de sande socialdemokrater, der i sluttet flok fik nok, sagde fra, marcherede ud og skyllede urenhederne ned med nogle fadøl,« skriver Hardis.
Sagen er én blandt mange i Arne Hardis' bog om de socialdemokrater, der ønskede et økonomisk samarbejde med Tyskland. Efter krigen blev flere af dem udstødt af partiet, men det er Hardis' hovedargument, at de fleste af dem såmænd blot fulgte den politisk kurs, som partileder og statsminister Thorvald Stauning havde lagt.
Det er ingen hemmelighed, at Stauning i taler efter besættelsesdagen argumenterede netop for et sådant samarbejde. I en tale 8. marts 1941 sagde han: »Denne Nyordning vil kræve et Samarbejde indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der sikkert rummer betydelige Fordele fremfor den Planløshed, som har været raadende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund, der i udpræget Grad bygger paa Egoisme …«
Historieskrivere har siden tygget på Staunings ord og en række socialdemokratiske skribenter har understreget, at Stauning på det tidspunkt var afkræftet, og dermed formindsket betydningen af hans ord. Arne Hardis anlægger et andet syn og skriver, at Stauning faktisk var meget aktiv og holdt en række taler op til sin død i 1942. Hans politik blev overtaget af den begavede elite af yngre, ofte stærkt venstreorienterede socialdemokrater, der ønskede et samarbejde med Tyskland. Hvor historieskrivningen ofte har set disse socialdemokrater som et fremmedelement i partiet, mener Hardis, at de var en ikke uvigtig strømning.
Arne Hardis gennemgår en række af disse socialdemokrater, der ikke var ubetydelige fisk, men yngre begavede fremadstormende partifolk. Niels Lindberg var den første leder af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og en yderst begavet økonom, som kunne være blevet partiets leder, hvis hans tyskvenlige holdning ikke var kommet i vejen. Når jeg skriver tyskvenlig er det fordi, at Niels Lindberg deltog i flere Tysklandsrejser under besættelsen og på en en af dem lavede heil Hitler-hilsen. Desuden havde han møder med den tyske leder i Danmark, Werner Best, i både 1942 og 1943.
Lindberg ville have tilpasset dansk økonomi til den sejrende tyske og få en siddeplads i »Tysklandsekspressen«, som partiet skrev, da man gjorde op med ham efter krigen. Men Lindberg kunne pege på, at han blot fulgte Staunings linje, og at hans første notat om tilslutning til en tysk mønt- og toldunion fra august 1940 var blevet forelagt en af partiets spidser, Hans Hedtoft.
Det er en af bogens styrker, at man foruden Stauning og Jens Otto Krag kan læse om nu glemte personer, som spillede en betydelig rolle dengang. Nogle af dem drev henimod mere og mere tyskvenlige positioner og andre sagde fra. En del af disse socialdemokrater tog på rejser til Tyskland og havde møder med Werner Best. Under et af disse møder karakteriserede Best sig selv som socialist.
Det er Arne Hardis' vurdering, at de yngre, venstreorienterede og planøkonomisk fascinerede mænd kom for tæt på tyskerne og for tæt på samarbejdspolitikkens grænser, men ikke nødvendigvis tættere end andre af partiets ledende folk som Stauning og Hedtoft: »Partiet viste dem fra sig, holdt dem ud i strakt arm, men i den anden hånd holdt man et troldspejl, hvor egne træk var ubehageligt genkendelige. Deres gerning blev i den partihistoriske ramme tegnet, tolket og retoucheret, så den passede til behovene i arbejderbevægelsen efter befrielsen. Man kalkede troldspejlet til.«
Arne Hardis bruger de afsluttende kapitler til en række tankevækkende spekulationer. Han påpeger, at tidlig nazisme havde et markant antikapitalistisk præg, som tiltalte mange socialister: »Der er åbenlyse paralleller mellem nazisme og kommunisme i såvel partikultur som tænkning, som i årtier ikke kunne ses, eller i hvert fald ikke kunne debatteres, fordi Tyskland og Sovjetunionen havde udkæmpet et verdensopgør på liv og dø,« skriver Hardis. Og han forsætter med at inddrage socialdemokratismen, idet han skriver, at der var strømninger i nazismen, som ikke i sig selv kunne virke afskrækkende på den socialdemokratiske tænkning: »planøkonomi, antiliberalisme, antikapitalisme og opfattelsen af folket som et fællesskab«.
I sin indledning skriver Arne Hardis, at han ikke fælder moralske domme. Det er jo selvfølgelig en tom proklamation. Enhver tilnærmelse til nazismen eller Tyskland i den periode indebærer automatisk en moralsk dom, og andre steder i bogen viger Hardis da heller ikke tilbage fra at omtale moralske gråzoner. Arne Hardis har skåret sin fortælling skarpt til og holder sig stort set til spørgsmålet om økonomisk tilpasning til Tyskland. Men heller ikke her er han konsekvent, for flere steder kommer spørgsmålet om nazivenlige ytringer eller tilkendegivelser frem, som da Lindberg lavede heil Hitler-hilsen under turen til Tyskland.
Det kunne have beriget bogen, hvis Arne Hardis havde inddraget andre aspekter end de økonomiske, for så havde læserne fået et bedre grundlag for at bedømme de implicerede personer, som vi under alle omstændigheder dømmer moralsk. Hvordan havde disse socialdemokrater det med tyske socialdemokrater, der af nazisterne var deporteret til kz-lejre eller var flygtninge i Danmark? Hjalp de dem? Hvordan var holdningen til nazisterne jødepolitik, som jo var velkendt lige fra 1935? Gjorde de noget under deres rejser til Tyskland for at kontakte partifæller eller jøder eller finde ud af sandheden?
Arne Hardis vil sikkert afvise min anmodning med, at han skar historien skarpt til for netop at ramme præcist ind i Socialdemokratiets dilemma med tilpasning til tysk økonomi, men hvis det nu viser sig, at nogle af disse socialdemokrater måske nok ønskede et økonomisk samarbejde med Tyskland, men på den anden side udviste empati og hjalp forfulgte, så stiller sagen sig endnu mere kompliceret end Arne Hardis selv lægger op til. Og hvis de gav udtryk for antijødiske holdninger eller afviste hjælp til forfulgte partikammerater understreger det alvoren.
Arne Hardis' bog er fremragende skrevet og central for vor debat om fortid og nutid, og om hvor de politiske og moralske kridtstreger går. Men det er også lidt af en torso, der kun giver os ét enkelt aspekt af en større virkelighed.
Forfatter: Arne Hardis Titel: Pibende hængsler. Socialdemokratiet og den tyske fascination under besættelsen Sider: 266 Pris: 299,95 Forlag: Gyldendal
