De kalder hende dronningen af Hornbæk: »Jeg synes, at mange er blevet nogle slapsvanse. Tag jer sammen!«

Hornbæk har en vulkan. Nær den er jorden gødet, og det, der bliver plantet her, vokser sig stort og udbytterigt. Fordelene ved at være tæt på overskygger klart ulemperne. Men ulemper er der. Vulkaner kan jo som bekendt gå i udbrud.

Vulkanen hedder Ilse Jacobsen.

Hun har ene kvinde banket sit brand »Ilse Jacobsen Hornbæk« op fra ingenting til en virksomhed med 167 ansatte, der i dag omsætter for flere hundrede millioner kroner. Hun er talentfuld og barsk. Hun handler et nanosekund efter, at en idé er undfanget. Og hun er den person, du gerne vil have som borddame til et selskab - så må kedsomheden tage plads et andet sted.

Ét sted i verden står Ilse Jacobsens hjerte særligt nær. Den lille nordsjællandske ferieby Hornbæk, hvor hun er født og opvokset. Her har hun adskillige butikker, en spa og restaurant, og det var her, hun for 25 år siden startede sin forretning - så selvfølgelig pryder bynavnet sammen med hendes eget navn det verdenskendte brand.
»Jeg vil gerne lægge mine penge her i Hornbæk. Jeg elsker at være her,« siger Ilse Jacobsen siddende i den hornbækske sol foran sin spa. Forinden har hun hilst på forbipasserende hornbækkere og sendt dem ned mod stranden med ønsket om et behageligt morgendyp i Øresund.

»Men jeg gider altså ikke alt muligt bøvle bavle med småborgerlige folk. Dem har vi også nogle få af heroppe. De klager over alt,« tilføjer Ilse Jacobsen, der af nogle bliver kaldt Dronningen af Hornbæk eller Fru Skjern inspireret af Mads Skjern fra »Matador«.

»Jeg har fem fuldtidsjobs, og jeg gider ikke bruge energi på negativt pis. Men det er kommet i takt med, at min succes er blevet større. Så er der nogen, der synes, at nu skal jeg have nogle tæsk. Men jeg synes fandme ikke, at jeg er fremme i skoene eller højrøvet. Når jeg har valgt at investere her, er det, fordi jeg er født og opvokset her, og jeg vil gerne have, at vi allesammen får succes.«

Ilse Jacobsen giver den som guide rundt i spaen, der åbnede for gæster i 2013, og hvis fulde navn er »Kurbadet by Ilse Jacobsen«. Her dufter syrent, kunne man fristes til at sige - som en blanding af blomsten og veludført rengøring. Skønhedsprodukter i eget navn står fremme. Værten selv er iklædt en kaftan - en lang let kjole - med et print, der kunne være hentet fra en vandspejling. Det hele passer sammen. Pænt og smagfuldt.

Pænt, smagfuldt og anvendeligt

Det er netop det, Ilse Jacobsen kan. Hun har øje for det pæne, det smagfulde og ikke mindst det anvendelige. Det er da også i den yderst anvendelige genre, at hun i år 2000 lancerer den gummibeklædte succes, der bringer hendes navn på alles læber - og fødder.

Den pæne gummistøvle med snører er til dato Ilse Jacobsens største sællert. Støvlerne blev så vellykkede, at »folk gik med dem, selvom det ikke regnede«. I dag kan den fortsat købes i 26 lande verden over.

»Jeg fik nogle gummistøvler i gave engang. De var fine nok. Men de var så tunge, at jeg slet ikke kunne gå i dem. Og så var de lavet i PVC, der er et kunstprodukt, som man slet ikke kan ånde i. Det fik mig til at tænke om ikke, man kunne lave en gummistøvle i naturgummi, og så gøre den så trendy, at man havde lyst til at gå i den.«

Som sagt så gjort. Sådan da. For det viser sig at være enormt vanskeligt rent teknisk at lave en støvle med snører. Naturgummi bevæger sig, når der bliver arbejdet med det ved høje varmegrader. Derfor tager det to år at udvikle den ikoniske gummistøvle. Den ender med at være sat sammen af 27 dele og blive håndlavet i Europa - og med et naturgummiindhold på 85 procent.
»Jeg fik lige pludselig skabt en trend. Danskerne kunne ikke se det i starten, men det kunne nordmændene. Når nordmændene ser noget og bliver begejstrede, så går det stærkt. Så min største succes startede oppe i Norge,« siger Ilse Jacobsen.
I dag er Ilse Jacobsens rygrad lavet af pæne gummistøvler. Men herudover er regnjakker, kjoler, klipklappere og accessories også vigtige varer for hende.

DNA'et

Ilse Jacobsen kan både finde ud af at bande og slå i bordet. Men mixet af et drive og pænhed ligger i kernen af hendes vulkanske DNA.

Hun bliver født 7. august 1960 ti minutter efter sin tvillingebror Jan. Hendes mor er som otteårig kommet til Danmark fra Wien - som såkaldt wienerbarn - under Anden Verdenskrig. Moren går hjemme, mens Ilse Jacobsen og hendes søskende er små. Senere bliver hun madmor på den lokale skole i Hornbæk. Ilse Jacobsens far, der var murer i 35 år, har sine rødder i Hornbæk mange generationer tilbage. Mens begge forældre er pensionerede i dag, så har de i Ilse Jacobsens erindring altid været hårdtarbejdende. Noget som Ilse Jacobsen har taget med sig ind i sit voksen- og arbejdsliv.

Allerede da hun er lille, viser Ilse Jacobsens store drive sig. Hun elsker at tjene penge og have råd til at købe ting til sit værelse.

»Jeg har altid tjent mine egne penge. Jeg fik mit første job som seksårig, hvor jeg rendte med aviser. Så kørte jeg med mælkemanden og med brødmanden. Og sammen med min far byggede jeg en bod ved vejen, hvor jeg solgte persille og purløg, som jeg hentede oppe på gården,« fortæller Ilse Jacobsen, der aldrig har følt sig presset af sine forældre. Virkelysten kom indefra.

»Jeg har et drive, og det har jeg altid haft. Oldemor og mormor i Østrig var fantastisk seje kvinder. Det var min farmor også, og min mor har altid været meget hårdtarbejdende. Kvinderne er stærke på min side. Og jeg kan kun håbe og tro på, at jeg har fået med af de gener,« fortæller Ilse Jacobsen.

»Som barn tømte jeg selvfølgelig glad hele min formue af 5, 10 og 25 ører foran mine søskende, så de kunne se, hvor meget jeg havde skrabet sammen. Jeg talte dem selvfølgelig rigtig langsomt,« tilføjer hun skraldgrinende.

Men som 11-årig foretager hun et opkald, der kommer til at præge resten af hendes liv.

Hornbækhus-tiden

»Jeg ringede ned til Jacobsen, det var ham med Jacobsens slankekur, på Hornbækhus og spurgte, om jeg måtte få et job der. Men jeg glemte at fortælle, at jeg kun var 11 år. Da jeg var til jobsamtale, var jeg for lille til at kunne kigge op over receptionsdisken,« fortæller Ilse Jacobsen, der ender med at få jobbet - og meget mere med fra badehotellet.

Hun sender taknemmelige tanker mod Hornbækhus for den opdragelse, hun fik i forhold til at gøre tingene ordentligt - og pænt. Og så er det såmænd også på Hornbækhus, at hun møder sin første mand. Han er søn af ejerne, hedder ligesom sin far Søren Jacobsen, og han er ti år ældre end Ilse Jacobsen. Det er dog først, da hun er omkring 14 år, at han begynder at blive interesseret i hende. De bliver gift, da Ilse Jacobsen er 21 år.

»Vi holdt et stort bryllup på Hornbækhus, og han var en supersød mand. Men vi voksede bare fra hinanden. Vi var gift i syv-otte år. Og vi er stadig venner,« fortæller Ilse Jacobsen om ægteskabet med Søren Jacobsen, som hun ikke fik børn med.

Ægteskabet holdt ikke. Men det gjorde efternavnet Jacobsen, som Ilse Jacobsens nuværende mand også er endt med at tage.

Men tilbage til de tidlige år på Hornbækhus, hvor Ilse Jacobsen suger til sig.

»Min svigermor, Fru Jacobsen, var en anden kaliber end min egen mor. Forstået på den måde, at hun var vant til det fine liv med pelse og smart sportsbil. Hun handlede møbler i Illums Bolighus, og hun købte gardinerne et bestemt sted og drengenes ridetøj et andet. Det var meget fint, og det var ikke noget, jeg var vant til,« fortæller Ilse Jacobsen, der på Hornbækhus lærer at lave mad, dække et smukt bord, rulle en stofserviet og meget andet.

»Det gode var, at jeg gennem de år fik en opdragelse i, hvordan den side af verden er. Det har været ret fedt. For hvem får det i dag?«
Skilsmissen fra sin første mand kalder Ilse Jacobsen for »ukompliceret«. Han bor ikke længere i Hornbæk, men da han for nogle dage siden parkerede sin camper på parkeringspladsen ved stranden og nød udsigten med et glas vin sammen med sin kone, gik Ilse Jacobsen sammen med sin søster Betina op og hilste på dem.

Tætte familiebånd

Familien er på den ene eller den anden måde altid tæt på Ilse Jacobsen.

»Hvis ikke jeg har ringet hjem i to dage, så siger min mor: »Nå, nu har du tid til lige at ringe hjem. Vi troede, der var sket noget,« fortæller Ilse Jacobsen, der har både sin tvillingebror og sin lillesøster på lønningslisten. Broren står for tryksager og andre tekniske ting. Søsteren er spachef.

Blandingen af familie og arbejde har, ifølge Ilse Jacobsen, ikke været årsag til gnidninger.

»Jeg har det sidste ord, men det er meget sjældent, at jeg har brugt det. De har klaret deres jobs så godt selv, at jeg ikke har behøvet puste mig op.«

I andre henseender har der dog været brug for, at Ilse Jacobsen pustede sig op.

Oprydning og fyringer

I 2016 solgte Ilse Jacobsen 15 procent af sin virksomhed til investeringsselskabet Voluntas, der ejes af Brøndby-rigmanden Jan Bech Andersen og den tidligere Vestas-direktør Morten Albæk. Med hjælp fra Voluntas gik Ilse Jacobsen sin virksomhed grundigt efter i sømmene.

»Jeg ved ikke præcis, hvor mange jeg har fyret, men der er røget nogle stykker. Der er virkelig blevet ryddet op gennem de sidste halvandet til to år,« siger Ilse Jacobsen og forklarer, at hun havde for mange på lønningslisten tidligere.

»Der var mange medarbejdere, der havde siddet der rigtig længe. De var ikke rigtig åbne for nytænkning og nye systemer og måden, man arbejder på digitalt. Det er aldrig sjovt at fyre nogen. Men jeg må være ærlig og sige, at jeg efterfølgende har haft en god mavefornemmelse af, at det har været den rigtige beslutning, jeg tog,« siger Ilse Jacobsen.

Sammen med Voluntas har hun sat sig det store mål, at hun om tre år skal nå en omsætning på 500 millioner kroner.

»Jeg omsætter i dag for et trecifret millionbeløb, men der mangler i hvert fald 200 millioner kroner.«

Efter fyringerne har Ilse Jacobsen ansat en del nye medarbejdere, men hun mangler fortsat at finde en marketingchef. Og - ikke mindst - en designchef. En slags mini-Ilse, der har fuldstændig greb om brandet, og som vil gøre det muligt for Ilse at bruge mere energi på andre opgaver i sin virksomhed.

Bliver ikke HR-chef

»Jeg er barsk med mange ting. Men jeg betragter mig selv som fair. Når jeg selv har bygget virksomheden op fra bunden, så holder jeg fandme øje med den. Jeg kan alt i alle afdelinger. Så jeg kan godt regne den ud, når der er noget galt,« siger hun og tilføjer, at de i virksomheden joker med, at hun nok ikke skal tage jobbet som HR-chef - for så ville der ikke være nogen medarbejdere tilbage.

»Det kan godt være, at nogle af mine medarbejdere ryster lidt i bukserne, når jeg kommer ind på kontoret. Men på en eller anden måde er det også rigtig irriterende, for jeg har dyb respekt for folk, der søger en løsning. Og hvis de spørger mig, så kan jeg komme med forslag til en løsning,« siger Ilse Jacobsen.

Ser man på en tidslinje, så er der flere vigtige nedslag i Ilse Jacobsens liv. Mange af dem er positive, som da hun i 1993 åbner sin første lille butik på 30 kvadratmeter i Hornbæk. Men i 1998 sker der noget, som er lige ved udslukke vulkanen.

Ilse Jacobsen bliver ramt af leddegigt.

»Det har været et lorteliv i mange år. Alle mine led hævede. Hvis det satte sig i kæberne, kunne jeg ikke åbne munden, og hvis det satte sig i lysken, knæene eller anklerne, kunne jeg ikke gå,« siger Ilse Jacobsen og tilføjer, at hun indførte en smerteskala fra et til ti, så hendes familie vidste, hvordan hun havde det dag for dag.

»Jeg lå altid på ti eller over.«

Det uretfærdige liv

Sygdommen giver Ilse Jacobsen en følelse af at blive uretfærdigt behandlet af livet.

»Jeg syntes faktisk ikke, at det var rimeligt, at jeg skulle have sådan en sygdom. Jeg blev irriteret på mig selv over, hvorfor fanden jeg skulle have sådan noget. Det har jeg jo hverken tid eller lyst til. Jeg havde andre planer i mit liv med den fart, jeg havde på. Men jeg valgte, at det ikke måtte forhindre mig i noget. Så jeg har været på arbejde alligevel. Jeg er godt nok tit kravlet op ad trapperne for at komme ind på min stol,« fortæller hun.

Efter at have bokset med at få en diagnose, blive hentet med ambulance, være indlagt utallige gange, og prøvet alle tænkelige former for medicin, bliver Ilse Jacobsen for to år siden gjort opmærksom på biomedicin, en relativ ny og meget dyr type medicin. Det virker. Og efter 18 år med voldsomme smerter er Ilse Jacobsen i dag stort set smertefri - så længe hun hver tirsdag husker at sprøjte medicinen ind i sin mave eller lår. Den ekstra tid har blandt andet fået hende til at sige ja til at være mentor i TV-programmet »Løvens Hule«.

»Selvfølgelig er der nogle bivirkninger ved at tage de her sprøjter. Jeg er stiv i lemmerne, jeg har meget krampe, og jeg hikker. Skide være med det. Et lille hik kan ikke slå mig af banen,« siger hun og ler med en lys latter sig selv fire årtier yngre. Det er umuligt ikke selv at le med.

Til trods for at midlerne har været til det, overvejede Ilse Jacobsen aldrig at lade sig pensionere på grund af smerterne. Det ville kun have gjort hendes tilværelse værre, hvis sofaen var en reel mulighed.

Men evnen til at møde på arbejde selv om hun har haft så ondt, at hun ikke »kunne tørre sig selv i røven«, får hende også til at råbe vagt i gevær i forhold til, hvad hun opfatter som danskernes slappe arbejdsmoral.

»Jeg tager det fuldstændig som en selvfølge, at jeg ikke skal ligge derhjemme, fordi jeg er dårlig. Derfor laver jeg også lidt fis på mit arbejde, hvor jeg siger, at jeg har sindssygt svært ved at forstå, at folk bliver hjemme på grund af en snotnæse. Det kommer jeg aldrig til at forstå,« siger Ilse Jacobsen, der mener, at mange mennesker i dag kan finde på at misbruge sygemeldinger. Det er en holdning, hun er grundlæggende uenig i.

»Selvfølgelig er man syg, når man er syg. Men jeg synes, man skal tænke over det og spørge sig selv, om man rent faktisk er syg. Og er man ikke det, så skal man gå på arbejde. Det er sådan, jeg er opdraget,« siger hun og tilføjer:

»Jeg synes, at mange er blevet nogle slapsvanse. Tag jer sammen!«

»Du dufter faktisk ret godt«

En sommeraften i 2001 ender Ilse Jacobsen - sådan halvvejs mod sin vilje - på Skovriderkroen. Her møder hun en mand.

»Da jeg forlod Skovriderkroen, og jeg var kommet hele vejen ud i taxaen, så løb jeg tilbage igen og duftede til ham oppe i nakken. Og så sagde jeg, du dufter faktisk ret godt.«

Det tog lidt tid, men Jesper fra Skovriderkroen, der på det tidspunkt har et hus i Hjortekær og datteren Natasha på fem år, hedder i dag Jesper Bo Jacobsen. Han er også blevet CEO i Ilse Jacobsens firma.

»Det fungerer fint, at min mand er CEO. Men jeg har fyret ham et par gange, når han har været uartig,« griner hun.

»Jeg er ikke enig i alt, hvad Jesper siger, og jeg kan sagtens sige min mening til ham. Men han gør det godt,« siger Ilse Jacobsen om parløbet.

»Når vi kommer hjem, gider han ikke tale om arbejde. Hvorimod jeg ikke har grænser for, hvornår vi må tale om arbejde. Jeg kan pladre fra morgen til aften. Hvis jeg vågner klokken 4 om morgenen og kan se, at han også er vågen, så kan jeg godt begynde at sige et eller andet med, at jeg synes også, at vi skal flytte det skab ovre i butikken. Men han er god til at holde fast, hvis han ikke gider tale om det.«

Presset

Det er ikke så ligetil at stoppe en vulkan. Men fra tid til anden tynger mængden af arbejdsopgaver.

»Det sker, at jeg føler mig stresset. I går havde vi bestyrelsesmøde, og der gav jeg udtryk for, at jeg føler mig presset og godt kunne tænke mig noget hjælp på nogle af mine områder,« forklarer Ilse Jacobsen.

Afslapning finder hun i madlavning. Og i godt vejr elsker hun at ligge på en liggestol og kigge op i himlen - med Konrad ved sin side.

Konrad er Ilse Jacobsens loddentbløde punkt. Han er en blanding mellem en broholmer, en schæfer og en labrador. »Mors lille bamse« er fem år og vejer 44 kilo.

»Da jeg fik ham, sov jeg på sofaen sammen med ham i 14 dage,« fortæller Ilse Jacobsen, der hver dag står op klokken 5 og går en tur med ham.
»Jeg har et stort omsorgsgen, når det gælder dyr. Det er sjældent, jeg tuder. Men der er to ting, der kan røre mig. Det ene er, hvis jeg føler, at jeg er blevet presset urimeligt. Den anden er, hvis min hund har fået noget i poten eller er blevet bidt af en anden hund.«

»Sådan blev det bare«

Og mens det store omsorgsgen for en del år siden sendte Ilse Jacobsen i skjul på badeværelset med tårerne løbende ned ad kinderne, da hun sammen med sin mands datter så en film, hvor en hund kom til skade, tænker hun ikke meget over, at hun ikke selv har fået børn, der kunne få del i omsorgen.

»Det var ikke en beslutning. Det var bare sådan, at det blev. Set i bakspejlet kunne det da have været sjovt at kunne give noget videre, og tænk, hvis de havde syntes, at det var sjovt at være med i det her univers. Men det er der ikke noget at gøre ved nu, så det bruger jeg ikke energi på at tænke over.«

Tiden med Ilse Jacobsen er ved at være slut. Hun skal fotograferes af Berlingskes fotograf. Tøjet bliver sat. Det skal sidde pænt. En brise tager fat i hendes kjole, og den bevæger sig bølgende. Som lava, der langsomt løber.