Der er to slags grimme ting: Dem, der bliver moderne, og dem, der aldrig gør. Internettets nye modedille tilhører tilsyneladende den første kategori.
De store, røde støvler kunne være et par smølfesko godt pumpet op på Botox, og de er det smarteste lige nu. På Twitter og TikTok tramper modeprofiler og kulturpersoner gladeligt rundt i den nyeste dille udtænkt af det amerikanske trendkollektiv MSCHF.
Samtidig kæmper modeeksperter med at beskrive dem. The New York Times skrev: »De ligner ideen om en sko mere, end de rent faktisk ligner en sko«. CNN mente, at støvlerne får moden ind i en »fjollet tegneserieagtig verden«.
»Jeg vil aldrig sige fjollet, for det er negativt, men det er i hvert fald sko, der leger med tingene. Som tør stå ud – for folk, som har behov for at stå ud,« siger Christel Arnevik, der er programansvarlig for beklædningslinjen på Designskolen Kolding til Berlingske.
Hun understreger, at støvlerne passer fint i en mere generel trend.
»På det sidste har vi set flere, der lader sig inspirere af gaming. Hele udtrykket fra den digitale verden er på vej ud til os. Det kan ligne cosplay, hvor håret bliver sat op på vilde måder eller farvet i forskellige striber. For mange vil den trend minde om at klæde sig ud, og det passer også med, at man tager en anden identitet på sig, når man er i det digitale univers,« siger Christel Arnevik.
Jesussko og Birkinstocks
De store røde støvler er udtænkt af New Yorker-kollektivet MSCHF, der tidligere har gjort sig bemærket med den såkaldte jesussko, en hvid Nike-sneaker med et guldkrucifiks og helligt vand fra Jordanfloden sprøjtet ind under sålen. Da skoene blev sat til salg i 2019, blev de udsolgt på mindre end et minut. Prisen var 1.400 dollar.
Senere kom MSCHF med en begrænset kollektion af såkaldte »Birkinstocks«, sandaler, der lignede Birkenstocks, men var sat sammen af dele fra de meget eftertragtede Hermés-tasker, der er opkaldt efter skuespillerinden Jane Birkin. Priserne lå mellem 34.000 og 76.000 dollar, »afhængig af kundens fod«.
De store, røde støvler bliver allerede nu beskrevet som en ny, legende-trend, der også kan ses i Loewe's Minnie Mouse-agtige stiletter og Balenciagas klovnesko, den såkaldte Hummer Derby
Ifølge MSCHF er de røde støvler ikke satirisk ment. Men det er heller ikke så vigtigt, siger en talsmand. Vi er nået til et sted i historien, hvor det er ligegyldigt, om tingene skal tages alvorligt eller ej.
»Vi er okay med, at folk hader os,« siger Daniel Greenberg til The Times.
»Det eneste, vi ikke kan lide, er ligegyldighed«.
Hvor går grænsen mellem mode og at gøre verden til grin?
»Når man laver begrænsede udgaver af noget, så er det klart, at man skaber en eksklusivitet, der hænger sammen med mode. Men det er heller ikke alle, der skal gå rundt i sko som dem her. Hvis alle har adgang, gider de smarte ikke have dem. Derfor giver det mening, at tingene er dyre eller kun udsendes i begrænsede mængder. Tøj er altid kommunikation,« siger Christel Arnevik.
Hvad kommunikerer de røde støvler?
»De kommunikerer, at man gerne vil ses, at man tør lege og gå forrest. Og så er de del af en trend med meget store støvler og sko. Moonboots er også in igen, ligesom store støvler i almindelighed er meget populære. Det er fodtøj, der viser, at man går hele vejen og skiller sig ud fra mængden.«
Har det noget at gøre med, at moden er blevet mere behagelig efter coronanedlukningen?
»Tværtimod. Det kan jeg faktisk love dig for, at det ikke er. Støvlerne er garanteret helt elendige at gå i.«
De er tilsyneladende også umulige at få af. Blandt de mange videoer, der viser støvlerne i brug på sociale medier, er især en video populær. Den er filmet i New Yorker-butikken Bowery Showroom, hvor en kunde forsøger at få støvlen af, men sidder fast. Projektet lykkes først, da en ansat hiver ham i benet.
Vil man selv forsøge sig, koster støvlerne 350 dollar online.