De 20 bedste comeback-album

Alle elsker et godt comeback. Og særligt inden for musikken, hvor der ikke er noget bedre end at høre den kreative gnist genantænde efter efter en kunstnerisk krise, en personlig tragedie eller et længerevarende musikalsk eksil. I anledning af Blurs fornemme genkomst i denne uge peger Berlingskes musikredaktør på de tyve bedste comeback-plader gennem tiden.

I anledning af Blurs fornemme genkomst i denne uge peger Berlingskes musikredaktør på de tyve bedste comeback-plader gennem tiden. Fold sammen
Læs mere
Foto: LEON NEAL

1. Paul Simon »Graceland« (1986)

Ligesom mange af de andre store 60er-navne var 1980erne en kunstnerisk umage tid for Paul Simon. Lige indtil han fandt på den geniale idé at rejse til Sydafrika og skabe en drøm af en fusion mellem lokale sydafrikanske musik-traditioner, kreolermusik og vestlig pop. Resultatet: Verdensmusik i ordets bedste forstand. Og en af Paul Simons mest elskede plader.

2. Portishead »Third« (2008)

Med deres to første plader var britiske Portishead med til at definere 90ernes filmisk støvede triphop-lyd. Først i 2008 - efter 11 års pause - vendte de tilbage med ny lyd i form af »Third«, der med sin mørke, knudrede og uhyggelige lyd viste, at trioen hverken var blevet mere optimistiske eller mindre udfordrende med årene. Et af 00’ernes helt uomgængelige værker.

3. Gil Scott-Heron »I’m New Here« (2010)

Det er blevet lidt af en trend for yngre producere at opstøve udbrændte soulstjerner og give dem en moderne overhaling. Et af de bedste eksempler på tendensen kom i 2010, da den legendariske soulsanger og spoken word-artist Gil Scott-Heron vendte tilbage efter 16 års pause i produceren Richard Russells hypermoderne collage-produktion. Uafrysteligt.

4. Elvis Costello & Burt Bacharach »Painted From Memory« (1998)

Burt Bacharach havde ikke udgivet en plade med nyt materiale siden 1979, da han i 1998 slog sig sammen med Elvis Costello og lavede »Painted From Memory«. Med Bacharachs klassiske 60’er-lyd som udgangspunkt skabte makkerparret en elegant og tidløs samling sange, der stadig står som noget af det ypperste, de hver især har lagt navn til.

5. Bob Dylan »Time Out Of Mind« (1997)

Der var langt mellem snapsene for Dylan-fans op gennem 90’erne, hvor den kreative muse syntes at have forladt ham. Men med »Time Out Of Mind« leverede Bob Dylan i Daniel Lanois’ rustikt grumsede produktion sin stærkeste samling sange i årevis. Fuld af resignation, bitterhed og kærlighedssyge lød Dylan om ikke genfødt, så i hvert fald stadig vital.

6. Elvis Presley »From Elvis In Memphis« (1969)

Elvis havde helt droppet af at optræde live og viede i stedet sin karriere til at film og soundtracks op gennem 60erne. Men efter et live-comeback i en NBC tv-special i 1968 genfandt han den kreative gnist og vendte kort efter hjem til Memphis, hvor han indspillede en af karrierens mest besjælede og helstøbte plader. Elvis har sjældent lydt bedre.

7. Malk de Koijn »Toback To The Fromtime« (2011)

Med »Toback To The Fromtime« beviste Malk de Koijn, at de stadig var tre bananer, du ikke kan nå. Ni år var der gået, siden de med »Sneglzilla« havde lavet dansk raps mest fantasifulde og sprogligt innovative langspiller. På opfølgeren rystede de ikke på hånden og satte endnu engang alle andre danske rappere til vægs.

8. Kate Bush »Aerial« (2005)

Kate Bush har styr på sine prioriteter. Efter at have udgivet »The Red Shoes« i 1993 valgte hun at trække stikket på sin musikalske karriere for i stedet at koncentrere sig om sin familie og opvæksten af sønnen Bertie. Efter 13 år vendte hun tilbage i forrygende form med det blændende dobbeltalbum »Aerial«, der føjede nye spændende facetter til hendes kunstfærdige og unikke pop-univers.

9. Manic Street Preachers »Everything Must Go« (1995)

Waliserne havde lige taget et kunstnerisk kvantespring med deres tredje plade »The Holy Bible«, da gruppens plagede primus motor, Richey James, forsvandt sporløst. Blot halvandet år efter vendte Manics tilbage som en trio med deres mest optimistiske album til dato, den rørende »Everything Must Go«, der samtidig gav dem deres helt store gennembrud.

10. AC/DC »Back In Black« (1980)

Aussie-rockerne havde netop fået deres helt store gennembrud med »Highway To Hell«, da bandets forsanger Bon Scott valgte at feste sig selv ihjel. Hvordan kommer man sig lige over det? Jo, man erstatter ham da bare med en ny skærebrænder-stemme i form af Brian Johnson. Og fortsætter ufortrødent året efter med endnu en hard-rock-klassiker med titlen »Back In Black«.

11. D’Angelo & the Vanguard »Black Messiah« (2014)

Efter at have fremvist sin veltrænede overkrop i musikvideoen til singlen »Untitled« fra neo-soul-mesterværket »Voodoo« i år 2000 blev D’Angelo ufrivilligt udråbt til ham med overkroppen. Og så røg han på flasken og forsvandt helt ud af rampelyset indtil han sidste år gjorde et umådeligt stærkt comeback med den musikalsk overlegne »Black Messiah«.

12. My Bloody Valentine »m b v« (2013)

Med albummet »Loveless« skabte My Bloody Valentine i 1991 en milepæl inden for støjrocken. Men hvordan følger man op på et perfekt album? Først 22 år efter kom svaret i form af »m b v«, der sjovt nok fortsatte præcis hvor forgængeren slap. Knap så skelsættende, men ikke desto mindre afsindigt smuk.

13. Dr. Dre »2001« (1999)

Dr. Dre opfandt mere eller mindre west coast-hiphoppens G-funk-lyd på debutalbummet »The Chronic« (1992). Efter syv års plade-pause vendte han tilbage i overbevisende stil med »2001« - en endnu mere funky, slibrig og nederdrægtig gangsta-rap-plade strøet med mindeværdige hooks og gæsteoptrædener fra en brandvarm Eminem og Snoop Dogg.

14. David Bowie »The Next Day« (2013)

Det virkede som om, at David Bowie havde valgt at gå endegyldigt på pension efter udgivelsen af »Reality« i 2003. Men ti år efter stod vi pludselig med »The Next Day« og havde svært ved at få armene ned over Bowies veloplagte leg med egen fortid. De stærke nye sange var svøbt i tydelige referencer til især Berlin-trilogien og sunget med en hidtil uhørt skrøbelighed. Overraskende rørende.

15. Prince »Musicology« (2004)

Da den lilla eminence endelig slap ud af sin kontrakt med Warner Brothers i midt-90’erne, valgte han at bruge sin nyfundne frihed på at lave overgjorte tre-dobbelte plader ingen gad høre. Men i 2004 vendte han endelig tilbage i topform med hans mest koncise, funky og poppede samling sange i årevis. Og for en stund var alt igen som det gamle.

16. Johnny Cash »American Recordings« (1994)

Johnny Cash’s stjerne havde været falmende gennem en længere årrække, men i samarbejde med producer Rick Rubin lykkedes det ham igen at komme på alles læber med denne nedbarberede samling originaler og covernumre af navne som Cohen og Waits. Den aldrende country-legendes grav-dybe røst har næppe lydt smukkere før eller siden.

17. Scott Walker »Tilt« (1995)

Da den enigmatiske 60er-crooner vendte tilbage efter 11 års stilhed var det med et frygtindgydende værk, der skrællede enhver rest af imødekommenhed og pop-sensibilitet fra udtrykket. Ubehag, forvirring, rædsel og paranoia var albummets kardinaldyder - mejslet i en malstrøm af industriel snavs og brutal avantgarde. Et comeback fra helvede.

18. TV-2 »De Første Kærester På Månen« (2005)

Efter en længere årrække med vigende succes valgte TV-2 at hive den blot 23-årige Thomas Troelsen ind som producer på deres 15. album. Og det skulle vise at være en rigtig god idé. Mødet mellem Troelsens retro-moderne 80’er-produktion og en Steffen Brandts i melodisk hopla resulterede i en af 00’ernes bedst sælgende danske plader.

19. Niels Skousen »Dobbeltsyn« (2002)

Niels Skousen havde egentlig helt droppet musikken og kastet sig over skuespillet, da han efter 22 års pause vendte tilbage med »Dobbeltsyn«. Assisteret af en et yngre hold musikere og med Nikolaj Nørlund i producer-stolen viste den aldrende Skousen poetisk bid på en stærk samling sange, der bl.a. tog kritisk favntag med 68’er-generationen.

20. Vashti Bunyan »Lookaftering« (2005)

Listens længste album-pause står den britiske sangerinde Vashti Bunyan for. Efter at have floppet med sit debutalbum i 1970 valgte hun at trække sig helt fra musikken. Men i år 2000 blev albummet genopdaget af en ny generation af folk-musikere og i 2005 - altså 35 år efter debuten udkom - vendte Bunyan tilbage med den underskønne »Lookaftering«.