Nirvana: »Nevermind« (1991)

Spencer Elden var bare en af mange babyer på en badeanstalt i Pasadena, Californien.

Men det var ham, Robert Fisher bedst kunne lide og hans første svømmetur skulle blive kendt af alle. Da Fisher tog billedet, tænkte han nu ikke videre over det. Først da han viste det til Kurt Cobain, skete der noget. Han kunne lide det og ville bruge det på deres kommende album.

Men han syntes også, at der manglede et eller andet og gav sammen med Fisher fantasien frit spil. Cobain foreslog – for sjovs skyld – at sætte en fiskekrog ind foran lille Elden. Den ide kunne de ikke få ud af hovedet igen, og derfor endte det med en baby og en krog med en dollarseddel som madding.

Men det var også et profetisk motiv: Med »Nevermind« blev Cobain og Nirvana verdenskendte og solgte i 26 millioner eksemplarer, og resten af sit selvmordskorte liv havde han følelsen af at have solgt ud. Af at sidde på krogen.

 

The Velvet Undergroud & Nico: »The Velvet Undergroud & Nico« (1967)

En banan er aldrig bare en banan, kunne man sige med Freud og Magritte in mente.

Og for Velvet Undergrounds Lou Reed så »gjorde bananen det faktisk til et erotisk kunstshow.«

Så associationerne til et erigeret lem var der altså mange, der fik, da albummet udkom i 1967, og det gjorde det heller ikke mindre vovet, at den afbildede banan kunne skrælles. Som om det ikke var frækt nok, placerede idemanden, en vis Andy Warhol, også en lille sticker foroven som sagde »Peel slowly and see«. Skræl langsomt, og se hvad der sker.

Selve produktionen af det provokerende, legesyge cover var dog et slid: Hver eneste rødlige banan skulle have limet skrællen på med håndkraft og allerede i de næste optryk var den gul uden mulighed for at blive skrællet. De gamle plader med skræl sælges i dag for op til 5.000 kr.

 

Led Zeppelin: »Houses Of The Holy« (1973)

Det ser varmt og løfterigt ud. Som om der er noget stort i vente længere oppe ad de bemærkelsesværdigt formede stenformationer. Der er også kultiske medbetydninger. For hvad er det, der drager børnene, og hvorfor er de nøgne?

Men det er ikke et snapshot fra optakten til et møde hos druider, men et billede fra Nordirland, der kostede alt for meget at lave for design-kompagniet Hipnogsis – der også lavede flere af Pink Floyds ikoniske covere – og udsatte børnene for store pinsler.

En af dem har fortalt, at de blev udsat for iskold regn, dårlig mad og terpentinlugtende maling. Hver morgen kl. fire blev de sprayet fra top til tå med sølvmaling og kørt til Giant’s Causeway, hvor solen aldrig kom frem. Derfor måtte Hipgnosis også klare resten hjemme i studiet: Farvelægge solen og ballerne, der var mere frostblå end lyserøde.

Mon resultatet havde fået lov at slippe gennem censuren i dag? Næppe.

The Clash: »London Calling« (1979)

Designer Ray Lowry vedkender sig gerne gælden til Elvis Presleys debutalbum fra 1956. Samme sorthvid, samme brug af skrift i grøn og lyserød. To farver, de færreste ville mene er æstetisk forsvarligt at sætte sammen. Men for Lowry var Clash-coveret »en hyldest til det ukendte geni, der designede Elvis Presleys første rock’n’roll-album.«

Paul Simonon, der ses smadre sin bas på coveret, husker situationen sådan: »Vi havde spillet en ret god koncert den aften, men for mig, indeni mig, var det ikke så godt, så jeg lod det gå ud over bassen. Hvis jeg havde været klog, havde jeg taget min ekstrabas, der ikke var lige så god som den, jeg smadrede. Når jeg ser på billedet nu, ville jeg ønske, jeg havde løftet hovedet en smule mere.«

Roxy Music: »Country Life« (1974)

Roxy Music havde for vane at have smukke kvinder på deres albumomslag.

På »Country Life« blev titlens medbetydninger – dyr, marker, jord – kontrasteret af ikke bare én men to praktisk talt nøgne, stærkt sminkede kvinder. Som om de til et cocktailparty havde smidt kjolerne og stillet sig an foran en amatørfotograf med for meget blitz. Kønshår og brystvorter, og så alligevel ikke, og den dobbelthed og dens medbetydninger af sex og stil, er med til at gøre coveret fascinerende.

Men det er opstået tilfældigt: Frontmand Bryan Ferry mødte de to kvinder på en ferie i Portugal, og da det viste sig, at de var fans, bad han dem posere. Og at dømme efter deres attituder, ville de gerne mere med Ferry end blot lade sig fotografere. Eller også er den illusion blot en af coverets mange fascinationspunkter.

U2: »The Joshua Tree« (1987)

»Det skulle være den ældste levende organisme i ørkenen«, sagde U2s trommeslager, Larry Mullen, da en verden af fans og journalister spurgte til titlen på deres femte album og til træet bag på albummet.

Både træet, titlen og billedet af bandet på coverets forside er taget af Anton Corbijn og peger på et fortidigt, goldt USA, og træets religiøse medbetydninger pegede også ind på albummets tekster, der ikke bare kredsede om Gud, men også om den amerikanske ånd og kultur, som Bono på det tidspunkt var optaget af.

Træet i Mojave-ørkenen gik ud i 2000, men er stadig et pilgrimsmål for U2-fans.

Beck: »Odelay« (1996)

Hvad i alverden er det? Og hvad har det med numrene at gøre? Det var nogle af de spørgsmål, der meldte sig, da »Odelay« udkom.

Og det var præcis hvad Beck ønskede. At skabe forvirring og dermed også åbne ører i forhold til musikken.

Billedet af en ungarsk hunderace – det ER faktisk ikke en gulvmoppe – var taget i en helt anden sammenhæng og af den i hundekredse kendte fotograf, Ludwig. Beck så tilfældigvis billedet i en bog og var så heldig, at fotografen kun boede et par blokke væk. Hun var 70 og glad for at få en gæst. Resten er cover-historie.

Björk: »Post« (1995)

Farverne orange og lyserød er ikke nemme at få til at stå ud fra hinanden og baggrunden er da også noget diffus og snurrende. Men designer Paul White har fortalt, at det netop var meningen.

Björk følte på det tidspunkt, hvor hun var blevet en verdensstjerne og på evig turne, at alt flimrede omkring hende, og under arbejdet med albummet følte hun sig ekstra distanceret – i begge ordets betydninger – fra sin familie og sine venner på Island.

Kontakten var reduceret til skriftlige beskeder, deraf titlen »Post«, og hun følte sig simpelthen som et brev. Derfor er hun også i konvoluthvid jakke, hvor reversen med sit blå- og rødstribede bånd ligner symbolet for breve sendt »Par avion« – via luftpost.

Radiohead: »OK Computer« (1997)

Stanley Donwood er Radioheads faste designer og står således også bag den let urovækkende collage: En verden i hvidt, en halvt opløst skikkelse, et forbudttegn.

Og så titlen »OK Computer«. Titlen fandt bandet i en pladeforretning i Japan, hvor en dreng pludselig råbte ordene til dem. Derefter begynde alle de andre i butikken at råbe det samme, uden at bandet kendte referencen eller baggrunden. Men sammen med collagen skaber titlen en følelse af modernitet og fremmedgørelse, hvilket også er grundtemaer i sangene.

Forsanger Thom Yorke har sagt: »Nogen bliver solgt noget, de ikke rigtig vil have, og nogen er venlige, fordi de forsøger at sælge noget – det betyder coveret for mig.«

 

Kilder: Uncut Magazine, Mentalfloss.com, Billboard.com, VH1.com.