Claes Bang skal spille med i tv-serien »The Offenders«, som bliver produceret i et samarbejde mellem BBC og Amazon. Det skriver Deadline.
Claes Bang har i Danmark blandt andet spillet med i »Borgen« og »Broen«.
Derudover har Bang spillet en bærende rolle i den amerikanske serie »The Affair«, grev Dracula i Netflix’ »Dracula« samt en stor rolle i den oscarnominerede film »The Square«.
Nu skal han spille over for blandt andre legenden med den mærkelige diktion, Christopher Walken, samt skuespiller og »The Office«-skaber Stephen Merchant.
»The Offenders« handler om en gruppe mennesker, der er blevet idømt samfundstjeneste i byen Bristol i England.

Bangs rolle i »The Offenders« hedder Dean. Dean er ifølge Deadline en »mystisk og skrækindjagende« mafiaboss fra London, som prøver at inddrive en gæld fra gruppen.
Serien har allerede fået grønt lys til to sæsoner, og optagelserne til begge sæsoner er lige nu i gang i Bristol i England.
Produktionen forventes at blive færdig i oktober 2021, og det er uvist, hvordan danske seere kommer til at kunne se tv-serien.
Christopher Walken er blandt andet kendt fra en af de mere mindeværdige scener i »Pulp Fiction«. Den kan du se herunder.