Over 100 præster har over den seneste uge skrevet under på en hensigtserklæring fremsat af sogne- og feltpræst Katrine Blinkenberg for at gøre op med et dårligt psykisk arbejdsmiljø i den danske folkekirke.
Mobning, brudte relationer, et ledelsesvakuum og frygten for at sige fra er nogle af de ting, underskriverne peger på i hensigtserklæringen, som er bragt i sin fulde længde af TV 2 Lorry.
Og det er nok ingen tilfældighed, at det netop er en indsamling af underskrifter, Katrine Blinkenberg har valgt som værktøj til at starte en samtale. Det er nemlig et værktøj, der de seneste år har vist sig at være yderst effektivt.
Opråb fra 262 forskere, der følte sig intimideret og chikaneret af den »politisk motiverede mistænkeliggørelse« i juni i år blev hurtigt til 3.241 underskrifter, 664 repræsentanter fra den danske filmbranche sagde fra over for krænkelser, sexisme og chikane og opfordrede til mere åbenhed og dialog.
En solidaritetserklæring til den tidligere institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, Katrine Dirckinck-Holmfeld, efter hun tog ansvaret for at have fjernet Kunstakademiets gipsbuste af Frederik 5., som blev fundet i Københavns havn, satte over 1.000 kunstnere og andet godtfolk deres navn på.
Det mest åbenlyse eksempel er selvsagt det støttebrev til Sofie Linde, som journalist Maria Andersen søsatte i september 2020, hvor 700 kvinder fra den danske mediebranche skrev under. Et tal, der hurtigt steg til over 1.600.
Sidstnævnte er klasseeksemplet på, hvor magtfuld en sådan bunke underskrifter kan være, og må for initiativtagere stå som drømmescenariet af medieopmærksomhed og offentlig debat affødt af en lang liste navne. Men det er ikke nemt at opnå.
Som med frisbee'en, yoyoen, pokemonkort og fidget spinners er det stort set umuligt at lægge det perfekte samfundsfænomen til udbredelse på formel. Som med opskriften på den store forelskelse lander det nok et sted mellem kemi og timing.
For de over 100 præster er udfordret på manglende antal – jovist, 100 mennesker er mange, men de kan aldrig nå forskernes 3.241 underskrifter, da der kun er i omegnen af 2.400 sognepræster i hele landet.
At tage opgøret i ugerne op til den dag, hvor allerflest danskere går i kirke er nok ikke helt dumt, men de risikerer samtidig at drukne i julen, coronanedlukninger og #metoo-mæthed.
Mange bække små …
Uanset hvad, man mener om #metoo, må man erkende, at den globale bevægelse har demonstreret en enorm slagkraft ved at være mange. Det stod ganske tydeligt i 2017, da den amerikanske skuespillerinde Alyssa Milano skrev på Twitter:
»Hvis alle kvinder, der er blevet seksuelt chikaneret eller overfaldet, skrev »Me Too« som en status, kunne vi måske give folk en fornemmelse af problemets omfang,« hvorefter en lang række prominente kendisser fulgte trop sammen med resten af USA og kort efter resten verden.
Straks var #metoo et internationalt støttebrev, formet på sociale medier, og oprindeligt søsat af den amerikanske aktivist Tanara Burke i 2006 i hendes empatiske arbejde for at støtte unge, sårbare kvinder.
Viral aktivisme er ingen sjældenhed, men på sociale medier bliver forsimplede budskaber hurtigt til had.
Der har været masser af eksempler på shitstorms og cancel culture rettet mod enkelte mennesker eller sågar enkelte udtalelser, og det er voldsomt, når et menneske pludselig befinder sig i bølger af had fra såvel velkendte som fremmede mennesker på sociale medier.
Og de underskriftbaserede oprør må siges at være beslægtet med den volumeaktivisme, vi ser på sociale medier. Begge hviler på et grundlag af at være mange.
Der er bare den massive forskel, at vi inden for de danske grænser tilsyneladende har satset mere på opgør med sexistisk kultur, dårlige psykiske arbejdsmiljøer og manglende dialog, end på at ham, ham, hende og ham skal ned med nakken.
I Danmark har vi tilsyneladende med aktivistiske, virale kampagner set vores snit til at genbesøge underskriftindsamlingens magt, som vi kender den fra 1970erne.
Tilsat et element af slacktivisme (former for aktivisme, som fordrer ingen eller kun meget lille anstrengelse fra aktivistens hånd, red.), der gør, vi ikke behøver at forlade hjemmet og møde op til en eller anden fredsmarch.
Med i hulen
En svaghed ved de branchebaserede underskriftindsamlinger er gruppedynamik. Når man samler underskrifter inden for et bestemt felt, er der et naturligt loft på. Og det skaber problemer i begge ender.
For initiativtageren og de første underskrivere vil det være yderst grænseoverskridende, og der er ingen garanti for, at den store opbakning, man føler, indfries.
Se bare sygeplejersken, som opfordrede landets sygeplejersker til at sige op i protest mod løn- og arbejdsvilkår. Han forventede, at 1.000 ville forlade sundhedsvæsenet sammen med ham. Da dagen oprandt, var de fem.
Omvendt, og måske endnu værre, kan fagfæller føle sig presset til at aflevere en underskrift.
Som tidligere nævnt er der i omegnen af 2.400 sognepræster i Danmark, og hvis man forestiller sig, at 2.200 af dem skrev under, er der pludselig en aktivistisk stillingtagen i ikke også at gøre det.
Og pludselig har man inddelt en hel branche i et A- og et B-hold efter devisen: Enten er du med os, eller også er du imod os.
