Dansk museumsdirektør får topjob i Stockholm

Efter ti år som direktør på Kunsten i Aalborg bliver Gitte Ørskou direktør på Moderna Museet i Stockholm, der er en af Nordeuropas mest prominente kulturinstitutioner.

»Jeg har sagt ja til jobbet, fordi Moderna Museet for mig står som den måske mest markante og innovative kunstinstitution i Norden,« siger Gitte Ørskou, der 1. september tiltræder posten som chef for Moderna Museet i Stockholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Om hun taler svensk?

Tja, hjma, måske ikke flydende, men det kommer hun i hvert fald til.

»Jeg har den fordel, at jeg er vokset op i Nordjylland, hvor vi så svensk TV og mødte mange svenske turister,« siger Gitte Ørskou, der efter ti år som direktør forlader kunstmuseet Kunsten i Aalborg for at blive direktør på et af Nordeuropas prominente museer for moderne kunst, Moderna Museet i Stockholm.

Der er tale om en absolut topstilling i kunstverdenen. Moderna Museet er Sveriges nationalmuseum for moderne kunst, og institutionen indtager en internationalt anerkendt position som et eksperimentelt og nyskabende museum.

»Jeg har sagt ja til jobbet, fordi Moderna Museet for mig står som den måske mest markante og innovative kunstinstitution i Norden. Jeg er meget optaget af, hvordan man kan bygge bro mellem kunst og mennesker, og hvordan man kan få mange forskellige slags mennesker til at møde kunsten. Moderna Museet har altid været på forkant med formidling og med at bryde grænser sammen med kunstnerne, og det er noget, som jeg også har med mig fra Kunsten,« siger Gitte Ørskou.

Gitte Ørskou (th.) blev torsdag præsenteret som Moderna Museets nye direktør - eller »överintendent«, som man siger hinsidan - af den svenske kulturminister, Amanda Lind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christine Olsson/TT/Ritzau Scanpix.

Som direktør for Kunsten har hun bl.a. har ansvaret for en omfattende renovering af museet i Aalborg, der er tegnet af den finske stjernearkitekt, Alvor Aalto. Hun er også kendt som en ivrig debattør, bl.a. i Berlingske, som formand for Statens Kunstfonds bestyrelse og som deltager i Kunstquizzen på DR.

Gitte Ørskous ambition er at tiltrække flere forskellige slags mennesker til udstillingerne og samtidig bevare Moderna Museets position som et internationalt fyrtårn i Norden.

»Museet er en rigtig vigtig attraktion for Stockholm og Sverige. Besøgsstatistikken viser, at der er rigtig mange turister, som besøger museet, og det rager virkelig frem internationalt. Men der er et kæmpe potentiale i at engagere de lokale i både Stockholm og Malmø, hvor museet også har en afdeling. Vi skal brede museet ud, så de mennesker, der ikke har en relation til det, får det.«

Hvordan vil du gøre det?

»Det er noget, vi skal udvikle sammen på museet. Det handler om, hvilken rolle kunsten spiller i samfundet, og hvordan vi som museum kan gøre os relevante i forhold til det, som optager mennesker. Man kan f.eks. tage kunsten ud af museet og præsentere den i andre sammenhænge, og man kan kan opstille udstillinger, der rammer det, som optager mennesker, f.eks. indentitet og klima,« siger Gittte Ørskou, som i Aalborg bl.a. har eksperimenteret med kunstudstillinger i private hjem.

Gitte Ørskou

»Det er vigtigt, at mennesker med forskellige forudsætninger, uddannelser og kulturelle baggrunde møder kunsten og hinanden. Museet skal være en stimulerende mødeplads for mennesker og kunst.«


Gitte Ørskou er udnævnt til stillingen af den svenske regering. Hun blev torsdag præsenteret på Moderna Museet af Sveriges kulurminister, Amanda Lind.

»Jeg er interesseret i kunst, men også i mennesker. Det er vigtigt, at mennesker med forskellige forudsætninger, uddannelser og kulturelle baggrunde møder kunsten og hinanden. Museet skal være en stimulerende mødeplads mellem mennesker og kunst,« sagde Gitte Ørskou ved præsentationen.

Udnævnelsen blev omtalt og kommenteret af de store svenske medier. Kunstkritiker ved den store public service-kanal SVT, Dennis Dahlqvist, siger, at det ikke er overraskende, at posten besættes af en kvinde, fordi museet, der er grundlagt i 1958, tidligere kun har haft én kvindelig chef. Det var i 70erne. Dennis Dahlqvist betegner også valget af Gite Ørskou som »noget defensivt« og »sikkert« med den begrundelse, at hun er kendt som en stabil museumschef, men ikke som en »kuratorstjerne«.

Med sit nye job træder Gitte Ørskou ind i en eksklusiv klub af danske kulturinstitutionsledere i udlandet, som bl.a. tæller Ditte Maria Bjerg, rektor for Teaterhögskolan i Malmø, Johan Holten, chef for Kunsthalle Baden-Baden, Michael Bojesen, teaterchef på Malmö Opera, Kitte Wagner, chef for Malmö Stadsteater og Matthias Wivel, der er kurator på National Gallery i London

Tidligere talte klubben også Kasper Holten, der var chef for Covent Garden Operaen i London, og Allis Helleland,  der var direktør for Nasjonalmuseet i Oslo.

Gitte Ørskov tiltræder 1. september og regner med at flytte med familien med tre hjemmeboende børn til Stockholm.