Dansk kunstmuseum køber mesterværk til rekordpris på auktion

Guldaldermaleren C.W. Eckersbergs maleri »Akvædukten i Arcueil« blev tirsdag solgt til rekordpris hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

C.W. Eckersberg maleri »Akvædukten i Arcueil« blev tirsdag solgt til rekordpris i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Tirsdag eftermiddag blev der sat rekord hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København. Her blev C.W. Eckersbergs oliemaleri »Akvædukten i Arcueil« solgt for 5,6 millioner kroner.

»Det gik rigtig godt, og det er en ny rekord for Eckersberg, som vi havde håbet på, så vi er meget tilfredse. Vurderingen lå på seks til otte millioner, og er vi oppe i det prisleje, kan det være svært at sige, hvad det går til, men det gik, som vi havde forventet. For os falder den pris inden for vurderingen,« siger Julie Arendse Voss, kunsthistoriker og leder af auktionshusets afdeling for ældre kunst, til Berlingske.

»Vi er ovenud tilfredse med resultatet. Det signalerer, at vi kan sælge dansk kunst, og især mesterværkerne inden for dansk kunsthistorie, samt at de opnår høje priser. Det viser, at priserne nu er stigende for Eckersberg.«

Christoffer Wilhelm Eckersberg-maleri, under hammeren hos Bruun Rasmussen med en vurdering på 6-8 mio. kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: pr-foto bel.

Der var budkrig i salen, hvor flere bød på maleriet, men køberen var med på telefon. Maleriet forbliver på danske hænder, da det er kunstmuseet Davids Samling, der endte med at byde højest, og som dermed er ny ejer af maleriet.

Sælger er en udenlandsk kunstsamler, der købte maleriet i 1998 på Kunsthallen Kunstauktioner i København. Samleren gav 4,1 millioner kroner, hvilket dengang var prisrekord for C.W. Eckersberg.

Maleriet, der er malet i 1812, måler blot 32,5 x 40,5 cm.

Den hidtidige rekord for C.W. Eckersberg blev sat i 2005, hvor et af hans marinemalerier blev solgt for 5,2 millioner kroner – ligeledes hos Bruun Rasmussen.