Dansk Erhverv: Der bør være fradrag på alt fra Det Kgl. Teater til Lalandia

Både kultur- og erhvervsliv mener, at det giver økonomisk og menneskeligt mening at indføre et fradrag for kunst- og kulturoplevelser. Men regerings-partiet mener ikke, at det vil hjælpe flere i arbejde eller få flere på museum. Direktøren for Statens Museum for Kunst har også sine tvivl.

Socialdemokratiet mener ikke, at fradrag på kunst og kultur vil give flere adgang til kultur eller få flere i den hårdt ramte kultursektor i arbejde. Her danser den kongelige ballet på Christiania. Sophia Juliane Lydolph

På trods af sent ankomne hjælpepakker er kultur- og oplevelsesindustrien blandt de absolut hårdest ramte af coronakrisen. Tusinder har mistet arbejdet, og løsttilknyttede kunstnere, foredragsholdere, debattører, musikere og skuespillere kunne uden varsel se et helt års indtægt forsvinde, i takt med at aftalerne blev overstreget i kalenderen.

For nogle er det en decideret økonomisk overlevelseskamp.