Når danskerne fremover spiser frokost på en restaurant eller tager en weekend på hotel, kan det komme til at gøre mindre ondt på pengepungen.
Som en del af finanslovsforhandlingerne forsøger regeringen at gøre det billigere for danskerne at spise på restaurant eller overnatte på hotel. Det skriver Fagbladet 3F.
»Vi arbejder stadigvæk med, om vi kan få lavet noget fradrag eller på en eller anden måde få undersøgt, hvordan danskerne kan få mere for deres penge. Den idé har vi været igennem mange gange, og jeg synes, at den er god,« sagde Mette Frederiksen (S) på en konference arrangeret af brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, Horesta, torsdag.
Siden nedlukningen i marts har regeringen søgt muligheder for, at danskerne kunne bruge deres penge på oplevelser gennem en voucher eller et fradrag.
Mette Frederiksen (S) fortalte på konferencen torsdag, at regeringen sidder og kigger på, om det for eksempel kunne være muligt at hæve servicefradraget.
Hotel- og restaurationsbranchen har været og er fortsat hårdt ramt af de restriktioner, der er meldt ud fra regeringen som følge af frygt for smittespredning af covid-19.