Danseinstruktør og dommer i »Vild med dans« Britt Bendixen er død i en alder af 81 år efter kort tids sygdom.

Det bekræfter hendes veninde Piv Bernth over for B.T. Hun udtaler sig på vegne af familien.

»Mange vil savne Britt med det lyse sind og den fordomsfrie tilgang til verden. For familien og de nærmeste venner er det et stort tab, der vil tage tid at forstå. Vi beder om ro og har ikke yderligere kommentarer,« siger Piv Bernth.

Britt Bendixen blev født 14. januar 1942 i København. Hun fandt dansen allerede i sin barndom, idet hun voksede op på danseskolen Pejsegården, som hendes mor drev.

Danseskolen endte i hænderne på Bendixen, der selv blev danselærer som 19-årig. Dansen holdt hun fast i gennem hele sit liv, ikke mindst som dommer på talrige sæsoner af »Vild med dans«, hvor hun blev kendt som kvinden, der satte sine briller, som hun ville.

Hun stoppede som dommer i programmet i 2021.

»Jeg har sådan et godt liv«

Det er ikke meget mere end et år siden, at Berlingske talte med Britt Bendixen i et stort interview. Det skete i anledning af hendes 80-års fødselsdag.

Kvinden, som danskerne så i tv'et fredag efter fredag, har ikke lagt skjul på, at hun havde et svagt hjerte. Det var også udgangspunktet for interviewet i Berlingske, hvor hun fortalte om sin frygt for, at lægerne ikke ville operere hende.

Men hun insisterede på, fortalte hun, at »det ikke skal være så let og ligetil at slippe af med mig.«

»Jeg har sådan et godt liv,« sagde hun.

Britt Bendixen efterlader sig sin samlever gennem mere end 20 år, Marianne Nybroe – og desuden sin søn, Niclas Bendixen, som hun fik med den afdøde koreograf Gene Nettles.

Sønnen underviste på Pejsegården, som Britt Bendixen solgte i 2015. Dansen blev en gave, hun gav til sin søn – og han gav den videre til hendes barnebarn, Axel.

Det gav hende glæde, at sønnen underviste på skolen, hvor »han trak en masse nye elever til«.

Hans tjans fik en lykkelig følgevirkning for Britt Bendixen. Det understøttede, at de fik en nær relation.

»Pludselig var vi kun os to tilbage, Niclas og mig. De andre i vores nærmeste familie var døde. Vi måtte jo bare hjælpe hinanden så godt, vi nu kunne.«

»Niclas har altid været og er stadig en enorm støtte for mig. Jeg håber og tror, at jeg er det samme for ham. Et eller andet må jeg have gjort rigtigt, når han kan score sådan en fantastisk dame (skuespilleren Trine Dyrholm, red.).«

Britt Bendixen havde et bud på, hvad der holdt hende frisk.
Britt Bendixen havde et bud på, hvad der holdt hende frisk. Søren Bidstrup

Selv var Britt Bendixen ikke i tvivl om, hvad der holdt hende frisk gennem de mange årtier, hun levede.

Det var dansen. Den dans, som hun også vil blive husket for.

»Hele min passion for dans er mindst lige så intakt, som den altid har været. Den har holdt mig i live og sygdomsfri og – hvem ved – givet mig lidt flere år, end der ellers var givet mig. Det her med, når man virkelig elsker noget og har gjort det hele sit lange liv – jeg er sikker på, at det har en kæmpe betydning for menneskers virke og trivsel,« sagde hun til Berlingske sidste år.

Selv opnåede hun noget, som ikke er alle forundt. Det var en følelse.

»Jeg har en oplevelse af, at andre mennesker anerkender mig, ikke bare for min dans, men for det menneske, jeg grundlæggende er. Noget, som giver mig en ydmyghed og en taknemmelighed, især nu hvor jeg har nået en vis alder,« fortalte hun.