Dameblade ændrer profil og går til kamp for kvindekvoter og samtykkelov: »Det perfekte føles lidt umoderne efterhånden«

Alt for damerne og Femina går i en ny retning og vælger at kæmpe for sager, der er vigtige for kvinder. »Jeg synes, at tiden er til, at man tager mere stilling, end hvad man traditionelt har gjort i dameblade,« siger chefredaktør på Alt for damerne.

Femina og Alt for damerne går i en ny retning ved at tage stilling til og kæmpe for konkrete sager som for eksempel kvindekvoter i bestyrelser og samtykkelovgivningen. PR

Femina og Alt for damerne vil langt mere end mode, makeup og madopskrifter. Det er på det seneste kommet til udtryk, ved at begge dameblade har valgt aktivt at tage stilling til og kæmpe for forskellige samfundsrelaterede sager.

»Jeg synes, at tiden er til, at man tager mere stilling, end hvad man traditionelt har gjort i dameblade. Det føles ikke, som om vi er frontkæmpere, vi tapper ind i en strømning, og det samme gør vores konkurrentkollegaer på Femina. Det er tiden, der har taget os med på den her rejse,« siger Alt for damernes chefredaktør, Rikke Dal Støttrup.