Sofie Bøcher Lindquist er ikke ekspert i børneopdragelse.
Men hun ved, at det er et emne, der kan sætte sindene i kog.
Som forælder i en småbørnsfamilie anno 2021 ser hun ofte, at mødre, influencere og eksperter beriger resten af det sociale netværk med deres viden.
Hun ser det som influencer med over 75.000 følgere.
Og også som den »virtuelle veninde«, hun er blevet, står det ofte klart:
Børneopdragelse er alle vegne et emne, som alle har en holdning til. Hvad man må og skal som forælder. Måske især som mor. Hvad man bør gøre. Hvad man ikke bør gøre.
»Børneopdragelse bliver lidt ligesom kostreligioner. Der er meget information, og det er mange gange modsatrettet. Det kan være rigtig svært at finde hoved og hale i som almindelig familie,« siger hun.
Uanset om du er mor eller far, kan du få fortalt, hvordan du er den bedste af slagsen.
Hvordan man bedst kommunikerer med sit barn. Hvornår man bør sende sit barn i institution. At hjemmepasning jo er bedst for barnet. At amning anbefales i to år af myndigheder. Og at man aldrig bør hæve stemmen over for sit barn.
Engang fik forældre gode råd af de ældre generationer – så kom opdragelsesbøgerne, og nu er spørgsmålet om børneopdragelse blevet sit eget kulturelle fænomen i en stor blanding af bøger, citater på sociale medier og influencere, der videregiver råd.
Det er blevet et »broget landskab« at navigere i for forældre, fortæller Dorte Kousholt, der er lektor og ph.d. ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) på Aarhus Universitet.
Dem, der bliver forældre i dag, er vant til at integrere det digitale liv i deres hverdag, og det er i dag også en stor del af forældreskabet at søge og dele viden, oplevelser og ekspertråd på sociale medier, når tiden er inde til børn:
»Man bliver så at sige eksponeret for meget mere og mange flere facetter. Der har altid været opdragelseseksperter, som man har kunnet læne sig op ad i tv-programmer og bøger – så det er jo som sådan ikke noget nyt fænomen,« siger hun.
»Men på grund af digitaliseringen er informationer og råd om opdragelse jo på en måde eksploderet, og debatten er blevet mere mangfoldig og broget, end den har været.«
Der er nemlig ikke længere kun en eller to »go to-eksperter«, som Dorte Kousholt kalder dem.
»I dag kan man få enorm stor udbredelse ved at have følgere på Instagram, og man kan få udgivet bøger uden nødvendigvis at have en formaliseret uddannelse, fordi man i stedet har følgere nok,« siger hun.
Nutidens forældreskab er præget af et stort fokus på, hvad forældre skal og bør, siger Dorte Kousholt.
»Nogle steder i forskningen kalder man det et 'intensiveret forældreskab'. Der er øget fokus på forældres ansvar og opdragelsens betydning for, hvordan børn klarer sig senere i livet,« siger hun.
Derfor kan det for mange føles, som om normer, holdninger og løftede pegefingre er uundgåelige, mens kravene til forældre bliver højere og højere.
Svært at sige »pyt«
Med aliaset @hello_sofie forsøger Sofie Bøcher Lindquist at få sine følgere til at lande et sted midt imellem – der, hvor nuancerne og hverdagen bor.
»Jeg skal ikke tage ekspertrollen – dem er der nok af. Jeg ser nok mig selv som en repræsentant for alle de mødre derude, der gør deres bedste, men sjældent føler, det er godt nok. Jeg forsøger at vise børneopdragelse i det virkelige liv, og jeg håber, at min profil får folk til at sænke skuldrene. Det forløber ikke altid som i bøgerne, selvom det står så fint,« siger hun.
Blandt sin målgruppe – som primært er kvinder med børn – er der stor interaktion, når hun deler ting, der er »relaterbare«.
For nylig gik hun i rette med et opslag fra en populær profil inden for børneopdragelse. Budskabet var kort og kontant, at børn stopper med at elske sig selv, hvis man skælder ud.
»Jeg synes, at det er vigtigt, at jeg som influent berører eller tager stilling til emner, som er vigtig for mig eller min målgruppe. Her havde jeg brug for at sige fra over for et meget unuanceret opslag, der næsten var tarveligt over for trætte forældre, der gør deres bedste,« siger hun.
»Hvis jeg ikke bruger min platform til det, så bliver det ikke nødvendigvis udfordret, og en masse forældre derude går i seng og tror, at deres barn ikke længere elsker sig selv efter en dag med en forkert håndteret konflikt. Vi har brug for forståelse – ikke frygt.«
Kort tid efter var mellem 250 og 300 beskeder dukket op i hendes indbakke, og igen stod det klart – det er et emne, der virkelig kan ramme i det forælderhjerte, der, som hun siger, i forvejen er sårbart for mange.
»Folk skriver til mig, fordi de ser mig lidt som en veninde, selvom de ikke har mødt mig. De forældre har brug for et rum – et safe space – til at dele de udfordringer, som jeg også taler åbent om. Der føler jeg, at det er min rolle at omfavne det og at nuancere billedet,« siger hun.
Med dét rammer Sofie Bøcher Lindquist kernen i det, som børneopdragelse ifølge Dorte Kousholt altid har været: Det er traditionelt set meget normativt stillet op, og idealerne bliver ofte meget abstrakte.
Livet som nybagte forældre er en stor omvæltning og en kæmpe livsforandring og har altid været det, siger Dorte Kousholt. Derfor har forældre altid søgt viden og støtte – blandt venner, egne forældre og i mødregrupper.
Til gengæld er der med tiden kommet større fokus på mistrivsel i samfundet, og undersøgelser, der peger på, at børn og unge mistrives mere end før, dukker op til overfladen.
Det fokus er med til at forstærke forældres frygt for, at det har store konsekvenser, hvis man ikke gør det »rigtigt« – og at man får skabt et barn med for eksempel dårligt selvværd.
»Det er svært at sige ‘pyt’, hvis der er 44 eksperter, der siger, at noget er helt afgørende, at du skader dit barns selvtillid, eller at det kan udvikle sig til angst, hvis du ikke gør sådan og sådan.«
Derfor mener hun også, at det er vigtigt, at debatten præges af stemmer, der viser den kompleksitet, som forældreskabet indeholder.
En »uopslidelig« genre
Nogle af de aktører, der er med til at præge debatten, er dem, der er med til at dele viden om børneopdragelse: forlagene og deres forfattere.
Blandt de tendenser, der går igen på sociale medier om for eksempel anerkendelse, skældud eller madvaner, stammer flere fra bøger.
Hos Gyldendal, der blandt andet står bag bestsellerne »Drop Opdragelsen« af familieterapeut Fie Hørby og »Han, Hun, Hen« af uddannelsessociolog Cecilie Nørgaard, fylder den type litteratur dog »en mindre del« af forlagets udgivelser.
Men de sælger ofte godt og støt, fortæller forlagschef for nonfiktion, Mette Korsgaard. Mange af dem er med tiden blevet »bestsellere«.
Ansvaret for, hvordan indholdet bliver taget imod, ligger dog ikke kun hos forlagene, mener hun. Det er et delt ansvar:
»Selvfølgelig har vi et ansvar for, hvad vi udgiver, og for at sikre faglighed, men vi er også i en tid, hvor de fleste burde vide, at fordi noget står på tryk, er det ikke lig med en endegyldig sandhed, og en stor del af vores udgivelser er baseret på holdninger. Vi må også forvente, at folk læser bogen ud fra deres egen situation og værdier og vurderer, om det passer til dem,« siger hun.
At sikre fagligheden bag bøgerne betyder, at man skal have en faglighed for at udgive en faglig bog. Men er man kendt – for eksempel fra Instagram – vil man godt kunne udgive en bog hos Gyldendal, så længe rammerne er tydelige.
»For eksempel udgav vi 'Zornigkuren' med Lisbeth Zornig, som ikke har en sundhedsfaglig uddannelse. Men hun siger også, at det er hendes kur. Hun siger ikke, at hvis du ikke følger den, så sker det dét eller dét. Man kan give inspiration, men ikke være dogmativ,« uddyber hun.
Gyldendal var på et tidspunkt i et stormvejr på grund af bogen »Godnat og sov godt« – førte det til overvejelser hos jer?
»Det gjorde det, men ikke i forhold til fagligheden, for den tjekker vi altid. Det var der også bag den bog. Når det så er sagt, skal man også have for øje, at børneopdragelse er ikke en eksakt videnskab. Der er ligeså mange holdninger til det, som der er til sundhed. Men selvfølgelig tjekker vi det,« siger Mette Korsgaard.
Hun er enig med Dorte Kousholt i, at der skal være flere stemmer, som viser, at børneopdragelse har mange facetter. Derfor har de også en bog om opdragelse på vej til næste år, som tager emnet op: Hvornår man er en god nok forælder.
Politikens Forlag udgiver i omegnen af en bog, der kan kategoriseres som opdragelseslitteratur, årligt, og i vurderingen af, om et manuskript skal finde vej til hylderne, er det faglighed og seriøsitet, som vejer tungt.
Det fortæller forlagschef i nonfiktion, Kim Hundevadt.
Han oplever, at genren er uopslidelig i den forstand, at forældre til alle tider har interesseret sig for børneopdragelse, og hver forældregeneration har haft en bog, som dominerede opdragelseslitteraturen. Tænk blot på »De kære børn« af Anna Wahlgren eller »Det kompetente barn« af Jesper Juul.
»Kvaliteten skal være høj, og vi skal have en tro på, at der sidder nogle læsere i den anden ende, som kan bruge den pågældende bog til noget,« siger Kim Hundevadt og fortæller, at det de senere år kun er blevet et endnu større fokus at sikre, at der er forskningsmæssigt belæg for det skrevne:
»Vi er kun interesseret i at udgive bøger, som kan være en hjælp for både forældre og børn. Bøgerne skal være med til at gøre noget godt,« siger han.
Dermed ikke sagt, at opdragelseslitteratur ikke må indeholde holdninger:
»Generelt må vores forfattere gerne have forskellige holdninger – når vi udgiver politiske biografier, er de jo også røde og blå. Vi skal ikke nødvendigvis være enige i, hvad der står, men det må ikke være kvaksalveri eller hjemmebryggede teorier, som nogen har siddet og fundet på uden at have nogen som helst faglighed eller evidens herfor,« siger Kim Hundevadt.
Lad dig provokere
Blandt de 250 til 300 beskeder, der landede i Sofie Bøcher Lindquists indbakke på Instagram, efter at hun omtalte opslaget, var der flere af de primært mødre, som havde modtaget det så skarpt, at det havde fået dem til at græde.
»De kommer til at tro, at de er ved at skabe et barn, der ikke elsker sig selv. De glemmer al den kærlighed, der helt sikkert også er derhjemme, for det taler opslaget ikke om. Det skaber ikke den samme frygt i folk. Og frygt sælger, da vi jo som forældre for alt i verden ikke vil ødelægge vores børn,« siger hun og understreger, at ikke alle stemmer i debatten sætter tingene for skarpt op.
»I virkeligheden er det jo langt mere frugtbart at læse om og få hjælp til, hvad vi så skal gøre i de situationer, hvor man alligevel kommer til at skælde ud.«
Der var dog en enkelt eller to, der skrev, at opslaget var »dejligt ideologisk«.
For Sofie Bøcher Lindquists vedkommende – og for rigtig mange af dem, der følger hende – er ideologier uopnåelige. Og når vi stræber efter det uopnåelige, føler vi os tit utilstrækkelige.
Selvom det for hende er essentielt »at blive klogere« og ikke bare gøre som i gamle dage, er pegefingeren ikke vejen frem – uanset hvilken opdragelse man tyr til, hvor længe man ammer, eller om man hjemmepasser sit barn, mener hun.
En vigtig pointe for hende er dog, at forældre også selv bør sørge for at søge viden fra vidt forskellige steder, hvis de gerne vil vide mere om opdragelse, og selv sortere til og fra i søgen på at finde sin egen vej:
»Det er vigtigt, at vi tør os lade os provokere, og at vi kan være uenige. Det tror jeg er en del af processen i at blive klogere,« siger hun.
»Den gyldne middelvej er for mange et sted i midten af debatten, som ofte er meget enten-eller – ‘Du ødelægger dit barn, hvis du råber’ eller ‘Mine forældre råbte af mig, det tager børn ikke skade af’. Men virkeligheden er sjældent enten-eller – og i den virkelighed er det så vigtigt at tro på sig selv og huske, at tingene ikke altid går, som de står i bøgerne, eller som man ser på sociale medier,« siger hun.
Men derfor kan man stadig gøre sig umage, lyder konklusionen.
