Da pesten ramte København: »Ejerens kone og datter var allerede døde. Alligevel var der fyldt af studerende, som sad og drak øl«

Trods myndighedernes forbud blev der både festet i skænkestuen ved Regensen og genbrugt klæder fra huse i karantæne, mens pesten hærgede i København i 1711. Men de store epidemier har også været med til at udvikle hovedstaden, fortæller byhistoriker og inspektør på Københavns Museum Jakob Ingemann Parby.

Det har været et ædelt, men meget lidt attraktivt job at være ligbærer under pesten i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Københavns Museum
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I november sidste år fik eleverne på Skolen ved Søerne sig lidt af en overraskelse. I forbindelse med et kloakarbejde under skolegården dukkede ti kister op – de stammede fra et udsnit af en pestkirkegård.

Det er dog ikke i sig selv overraskende, at det netop er ved Sankt Jørgens Sø, at arkæologerne stødte på gravstederne. Her blev oprettet et pesthospital og en kirkegård, da den uhyggelige sygdom i sommeren 1711 nåede hovedstaden. Hospitalet var placeret uden for byen for at begrænse epidemien, som på godt tre måneder tog livet af nær ved 23.000 mennesker, svarende til godt 35-40 procent af af byens indbyggerne.

Allerede i 1991 fandt arkæologer 54 grave i forbindelse med, at Niels Ebbesens Skole – senere Skolen ved Søerne – blev udvidet, og de nye udgravninger er blot det seneste fund, der fortæller historien om forskellige epidemier, der har hærget  og formet København. Først pesten, siden koleraen og til sidst Den spanske syge.

I lyset af corona-epidemien har Berlingske bedt byhistoriker og inspektør på Københavns Museum Jakob Ingemann Parby om at give sit bud på, hvordan epidemierne har påvirket hovedstaden. Ikke mindst pesten og koleraen, som man kan studere indgående på det nyåbnede Københavns Museum i Stormgade.

Drengen fra Helsingør

Da den frygtede sygdom nåede til København i 1711, havde den i en tid hærget i det sydlige Europa.

»Nogle tror, at København var totalt uforberedt, men det er faktisk ikke tilfældet. Siden pesten første gang hærgede Europa i midten af 1300-tallet, havde Danmark og Europa haft tilbagevendende angreb af sygdommen. Især i byerne havde man samtidig udviklet metoder til at bekæmpe og inddæmme sygdommen ved hjælp af karantæneregler og isolering af syge,« fortæller Jakob Ingemann Parby.

Sidste år stødte man på et udsnit af en pestkirkegård under Skolen ved Søerne. Mange steder i litteraturen er det beskrevet, hvordan københavnere blev begravet i massegrave, men her er et eksempel på, at en del også blev begravet i separate kister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Københavns Museum.

På  det tidspunkt havde København ikke været ramt af pest siden midt i 1600-tallet, men man tog sine forholdsregler. En karantænestation på øen Saltholm stod klar til skibe, der ankom fra pestramte byer. Her blev hele besætninger sat i karantæne i 40 dage, mens deres varer blev røget og skibene rengjort, før de fik lov at komme ind i byen.

Det samme forsøgte man i Helsingør, men her gik pesten alligevel i land i efteråret 1710, og så bredte nervøsiteten sig for alvor på Sjælland, og hårdere metoder blev taget i brug for at stoppe sygdommens spredning.

»Man opstillede soldater rundt om Helsingør og gav ordre til at skyde folk, der forsøgte at forlade byen uden helbredsattest,« fortæller Jakob Parby.

Meget tyder på, at det netop var en dreng fra Helsingør med familie i København, som slap forbi afspærringen for at besøge sin tante og onkel i Lille Grønneade – i dag Ny Adelgade.
Han var allerede smittet, og familien blev sendt til Saltholm for at undgå, at smitten bredte sig. Men uden held. Fra slutningen af juni var det tydeligt, at pesten havde bredt sig.

»Det er en af forskellige teorier om, hvordan pesten kom ind i København, men det er svært at sige med sikkerhed. Det samme gælder jo sådan set for coronavirus, hvor det er svært med sikkerhed at udpege den såkaldte »patient zero«,« siger Jakob Ingemann Parby.

Jakob Ingemann Parby har beskæftiget sig indgående med pesten og koleraen i forbindelse med genåbningen af København Museum, som har dedikeret et afsnit til de store katastrofer, der har ramt København gennem tiden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Suzanne Reitz.

Tjenestefolk på gaden

Lungepest havde en dødelighed tæt på 100 procent, mens ca. 40-50 procent overlevede byldepest. Pesten var en bakteriebåren epidemi, der både smittede via blod overført fra lopper og fra menneske til menneske. Den kunne til gengæld inddæmmes gennem karantæne. Derfor var der også strenge regler i tilfælde af, at beboerne i et hus blev ramt af pest.

I en forfalden ejendom på hjørnet af Skidenstræde (Krystalgade) var 26 mennesker døde, beretter notater fra Sundhedskommissionen blandt andet. Antallet af syge og døde var desuden særlig højt i Nyboder og blandt »afdankede soldater med deres store familier samt blandt fattige håndværksmestre, svende og drenge«.

»Man måtte i princippet hverken gå ind eller ud af et pestramt hus, og vågekoner, der skulle bede for og pleje de syge, blev spærret inde i huset sammen med de syge. Varer, der skulle leveres, skulle stilles uden for. Beboerne måtte først tage dem, når de, der havde leveret dem, var gået langt væk.«

Jakob Parby, museumsinspektør Københavns Museum

»På baggrund af den slags vidnesbyrd gentog Sundhedskommissionen i flere skrivelser, at folk levede alt for løssluppent og vildt og slet ikke lyttede efter.«


Men et er regler – noget andet er adfærd. Flere øjenvidner beskrev, hvordan tjenestefolk gik rundt og besøgte hinandens huse.

»Familier var bange for at blive isoleret og komme i karantæne, så der er en del eksempler på syge tjenestefolk, som blev smidt på porten, fordi deres herskab ville gøre alt for ikke at få deres hus spærret af. Da pesten var værst, lå der både syge og døde i gaderne, fordi ingen turde nærme sig, og fordi Sundhedskommissionen havde svært ved at rekruttere ligbærere og vogne til transport. Men der findes også eksempler på opofrende borgere, der risikerede liv og helbred for at hjælpe og bede sammen med de syge,« siger Jakob Parby.

Studenterne drak lystigt

Som vi kender det fra disse dage, lagde myndighederne også dengang vægt på, at man ikke måtte forsamle sig eller sidde på byens skænkestuer. Badstuerne blev også lukket ned. 17. juli anbefalede Sundhedskommissionen at lukke de fattiges skoler, og ved Toldboden oprettede man et system for »sikker« levering af varer – blandt andet ved hjælp af et stakit, der adskilte tilsejlende og byens købere. Betalingen foregik i en tromle fyldt med vand, hvor man kunne lægge pengene, og skipperne tage dem uden frygt.

»Man indskrænkede desuden bøn og prædiken til en gang om ugen i stedet for hver dag, som det ellers var normalt, når der er sådan nogle katastrofer, der blev betragtet som Guds straf. Man holdt fast i, at folk skulle have en rigtig begravelse, men man forbød store begravelsesoptog,« siger Jakob Ingemann Parby.

Når pesten alligevel spredte sig, skyldtes det ikke mindst, at mere end halvdelen af byens befolkning levede i fattigdommen, befolkningstætheden og den dårlige hygiejne i byen.

»For at slå sygdommen ned, skulle man brænde alle pestdødes klæder, men det var ofte for stor en fristelse at beholde klæderne og sælge dem. Der var også mange, som brød ind i de isolerede huse og stjal ting og sager, fordi de ganske enkelt ikke ejede noget som helst. For mange har det været svært ikke bare at betragte sygdommen som endnu en af mange forfærdelige ting, der kunne overgå én i 1700-tallets by. Og hvis man så midt i det hele kunne tilegne sig ting, ville man måske hellere det end at følge myndighedernes regler til punkt og prikke,« siger Jakob Parby.

Også blandt de studerende valgte nogle at se stort på reglerne. En anden øjenvidneberetning fortæller, hvordan studerende fra Regensen mødtes på en skænkestue, der lå over for kollegiet.

»Ejerens kone og datter var allerede døde. Nabohuset var endda også i karantæne på grund af sygdommen. Alligevel var kroen fyldt af studerende, som sad og drak øl. På baggrund af den slags vidnesbyrd gentog Sundhedskommissionen i flere skrivelser, at folk levede alt for løssluppent og vildt og slet ikke lyttede efter,« siger Jakob Parby, som dog understreger, at de unge mennesker viste samfundssind på anden vis:

»Studenterne ved Regensen fik desuden det tvivlsomme privilegium på at bære de velhavendes lig
væk - det stod i deres bestemmelser en tid efter pesten. På grund af præstemanglen blev flere
studerende desuden udpeget til at hjælpe til i kirkerne.«

De, der kunne, var flygtet ud af byen i tide – det blev endda beskrevet, hvordan fattige forsøgte at hægte sig på hestevogne, som var på vej ud af byen. Andre blev i byen, men nægtede at overholde reglerne, fortæller Jakob Parby.

»Vi ved blandt andet, at medlemmer af eliten nægtede at lade deres døde familiemedlemmer begrave uden for byen og holdt fast i de traditionelle begravelsesoptog, selv om de blev forbudt på grund af smittefaren,« siger han.

Kong Frederik IV var også en af dem, der forlod København. Først rejste han til Jægersborg, siden returnerede han til Frederiksberg Slot, men 18. juli rejste han til Kolding, og ti dage senere fulgte Dronningen og Kronprinsen efter.

Kommunehospitalet kort efter anlæggelsen i 1863 - fra Illustreret Tidende. Kommunehospitalet blev opført 1858-63 og var en del af den modernisering af sygehusene i København, der fulgte i kølvandet på koleraen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Købebnhavns Museum.

Københavns genkomst

Som sommeren skred frem, prøvede man desperat at få kvalificerede læger og plejere, som i stor stil var bukket under for pesten. Til sidst måtte man betale store summer for at få kirurger fra Hamborg, der i 1710 havde været ramt af epidemien, til at komme til København.

»Det var jo i sig selv ret vildt. De havde lige overlevet et pestudbrud, og så rejste de til København for at behandle syge. I slutningen af epidemien havde man næsten en kø af folk, der gerne vil til København og hjælpe med de sidste sygdomstilfælde, fordi man kunne få mange penge for det, og risikoen var dalende.«

I årene efter pesten har det med sikkerhed været fortvivlende at være københavner. Alligevel kunne det være gået endnu værre – for resten af landet, understreger Jakob Ingemann Parby.

»Pesten i 1711 var – målt i menneskeliv – den største katastrofe i Københavns historie, men i forhold til smittespredningen var den en form for succeshistorie, fordi det lykkedes at forhindre pesten i at brede sig til resten af landet bortset fra Amager, Nordsjælland, Roskilde og Køge,« siger han.

Det varede heller ikke mange år, før København kom på fode igen.

»Allerede i 1728 havde København en større befolkning end før pesten. Enevælden havde koncentreret magten og handelen i København, og byen var derfor attraktiv at bo og arbejde i. Det ændrede epidemien ikke på. Størstedelen af de nye københavnere var tilvandrede fra riget og resten af Europa, der både var med til at forynge befolkningen og øge kundskabsniveauet,« siger Jakob Parby

De nye epidemier

Pesten fik på flere måder betydning for København. For eksempel sløjfede man gradvis kirkegårdene inden for voldene.

»Rundt om Trinitatis Kirke med Rundetårn kan man eksempelvis stadig fornemme, hvordan den tidligere kirkegård har veget pladsen for et nyt byrum,« siger Jakob Parby.

Senere, i 1760erne, blev Assistens Kirkegården blev Nørrebro anlagt. Her blev mange af ofrene for fremtidens epidemier som kolera og den spanske syge begravet. Navnet var inspireret af de mange hjælpekirkegårde – assistenskirkegårde – som blev etableret under pesten.

Under koleraen blev indbyggere fra sygdomsramte ejendomme, der ikke var smittede, placeret i teltlejre på fæstningsterrænet. Det var en forholdsvis vellykket evakueringsstrategi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Københavns Museum.

Pesten kom ikke igen efter 1711. Til gengæld ramte koleraen i 1853 med næsten 5.000 dødsfald. Byens borgere havde i årevis kritiseret byens forældede og nedslidte vandforsyning og kloakering uden held. Det ændrede koleraen på.

Koleraepidemien var helt sikkert med til at skubbe på en udvikling på et tidspunkt, hvor byen var midt i en modernisering, men ovenpå enevældens massive indblanding i den enkelte grundejers liv holdt det nye demokratiske styre sig tilbage, fortæller Jakob Parby.

»Efter koleraen besluttede man sig for at erstatte de gamle trævandrør og vandpumper med nye støbejernsrør og dampdrevne pumper, der ledte rent vand ud til forbrugerne. Samtidig fik man også udskiftet rendestenene med underjordiske kloakker. Selvfølgelig var det sket før eller siden alligevel, men koleraen var en udløsende faktor. Nu kunne man ikke tøve længere.«

Der lægges vandrør ved Sankt Markus Kirken på Frederiksberg i 1890erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Københavns Museum.

På den måde har epidemierne i den grad påvirket København. Og det ses ikke kun i form af arkæologiske fund under skolegårde.

»Set med historiske og økonomiske briller har epidemier været en slags wakeup-calls, der på den korte bane har fået mennesker og samfund til at revurdere sig selv. På den lange bane har de ofte skabt sociale og strukturelle fornyelser, højere levestandard og øget produktivitet,« siger Jakob Parby.