Det var ikke en ny domkirke, som skulle indvies, men man skulle tro det. For byen stod på den anden ende 25. august 1861. Fra morgenstunden vrimlede det i gaderne med folk, som havde fundet kisteklæderne frem. Og på Nørrebro – eller som forstadsbebyggelsen rettelig hed: Udenbys Klædebo Kvarter – havde menneskemasserne taget opstilling langs ruten, hvor den folkekære Frederik VII ville komme forbi i glaskaret, trukket af seks snehvide heste.

Det var som i et eventyr. Folk viftede med blomster og flag, men det, der skete, var også så usædvanligt, at en kongelig embedsmand besluttede sig for at tage datteren med, »for sådan en ting kommer hun ikke til at opleve en gang til de næste 50 år.« Det betroede han sin kone, og en mand i den stilling må vide, hvad han taler om.

Så langt tilbage nogen kunne huske, havde der ikke eksisteret en hovedstadskirke uden for voldene, men nu lå den der, Sankt Johannes Kirke, klar til at blive taget i brug. Arkitekten Theodor Sørensen havde tydeligvis haft en middelalderlig gotisk katedral i tankerne, og med sit himmelstræbende spir var bygningen ikke blot den største seværdighed på Nørrebro, den var også den eneste.

En halv snes kirker var der midt i 1800-tallet til at betjene de 130.000 mennesker, som traskede rundt i Københavns gader. Alle lå inden for voldene, men de dækkede også byens forstæder. På Nørrebro fulgte sognegrænsen Nørrebrogade, således at området mod syd hørte til Vor Frue Kirke, mens folk, der boede på den nordlige side af gaden, sammen med hele Østerbro hørte til Trinitatis ved Rundetårn.

Mod vest strakte byens sogne sig ud til Brønshøj og mod nord til Gentofte, og for beboerne i de fjerneste udkantområder var et møde med den lokale præst således forbundet med en umanerlig lang rejse.

Men nu skulle det være slut. Indbyggerne på Nørrebro og Østerbro ville fremover have deres helt egen kirke, og det var indvielsen af den, man fejrede den sidste søndag i august 1861.

Forhistorien var i korthed den, at en kreds af agtede borgere på Nørrebro og Østerbro havde dannet en bestyrelse med det formål at forvalte de mange milde gaver, som private donerede af deres overskud, og som blev det økonomiske grundlag for opførelsen af kirken.

En byggegrund var det let at finde, for bortset fra subsistensløse omstrejfere var flokke af heste og kvæg de eneste levende væsener, der til daglig færdedes på Nørre Fælled. Ved festlige lejligheder blev de vidtstrakte græsarealer imidlertid invaderet af rigets væbnede styrker til fods og til hest, for fælleden var også militærets foretrukne øvelsesterræn, og det var derfor først efter forhandlinger med krigsministeriet og kommunalbestyrelsen, at den ønskede grund med indgang fra Sankt Hans Torv kunne afstikkes.

Men i 1856 var man kommet så vidt, at grundstenen kunne lægges. Også ved den lejlighed havde kong Frederik VII været til stede og kastet glans over arrangementet, selv om begivenheden selvfølgelig slet ikke kunne måle sig med festdagen fem år senere.

Ved indvielsen mente nogle at vide, at kongen havde insisteret på selv at foretage den højtidelige kirkelige handling i kraft af titlen summus episcopus – kirkens øverste biskop. Og at den højlærde Martensen havde truet med at sætte sin stilling som Sjællands biskop på spil, før majestæten kom på bedre tanker. Skandalen blev undgået, og det var heldigt, for kirkerummet var fyldt af honoratiores og fornemme repræsentanter for byens og landets myndigheder.

I sagens natur var der ikke plads til jævne folk fra sognet, men det kunne komme. For det blev hverdag, og i de følgende årtier eksploderede befolkningstallet på Nørrebro. Bunkebryllupper og ditto dåbshandlinger og begravelser blev dagens orden i Sankt Johannes. Men anderledes kunne det ikke være med 70.000 mennesker i sognet. Hele tiden var der nogen, der fik børn og skulle giftes, og nogen der døde.