Da hjemmet var en hule

Nationalmuseet disponerer over en velbevaret lejlighed indrettet i den foretrukne stil i bedre borgerhjem for omkring 100 år siden. De gamle stuer er et besøg værd og fortæller om boligidealer, der gik af mode. Og så måske alligevel ikke.

Foto: Nationalmuseet. Nationalmuseets klunkehjem, der ligger Frederiksholms Kanal 18.
Læs mere
Fold sammen

Måske er det mylderet af detaljer, der gør Nationalmuseets klunkehjem så overvældende?

Uanset hvor man kigger hen, kan øjet ikke finde ro. Bestandigt er det nye synsindtryk, der trænger sig på. Overlæsset er sådan et negativt ord, men der er nu ingen vej uden om det. Der er noget alle vegne.

Så overvældende, overlæsset og forvirrende, der ser ud, kan det i dag være vanskeligt at forestille sig, at klunkehjemmet i sin tid har været forbundet med gode borgerlige begreber som ro, soliditet, med hjemmet som den trygge arne, hvor man forskansede sig mod omverdenen - samtidig med, at nogle af hjemmets stuer havde en karakter, der gjorde dem repræsentative. Her boede en familie med orden i sagerne og med sans for skønhed og hygge.

Nationalmuseet er så heldigt, at det ejer, hvad der må formodes at være landets eneste, bevarede hjem fra klunketiden. Klunketiden er koncentreret i de to sidste årtier i 1800-tallet og således sammenfaldende med historicismen i arkitekturen. Begge stilperioder blev principielt afskaffet omkring 1915, da nye arkitekturidealer fejede de gamle af banen.

Men for klunketidens vedkommende er der måske mere tale om en længerevarende dødskamp, idet nogle af klunkehjemmets idealer på sin vis overlevede mange steder i hjem, der blev indrettet med tunge gardiner, store sofaarrangementer med borde og stole, spiseborde med plads til større selskaber, gammeldags dekorative billeder på de tapetbeklædte vægge og solide skabe til opbevaring af glas og service.

Kun nogle dele af befolkningen tog den modernistiske møbelrevolution til sig, da den rullede hen over landet gennem det 20. århundrede, blev bremset af 1960erne og 70ernes oprørske plakat- og ølkasseæstetik for siden at genvinde terræn og marked her i begyndelsen af det 21. århundrede og slutningen af det foregående. Selve navnet - klunker - henviser til de pomponer, der hænger på kanterne af de gardiner og portierer, der var et gennemgående træk i tidens hjem.

Man kan besøge Nationalmuseets klunkehjem, der ligger Frederiksholms Kanal 18. Det befinder sig over en af Københavns bedre frokostrestauranter. Men det er kun på bestemte tidspunkter i weekender, i mindre grupper og efter forudbestilling på Nationalmuseets hjemmeside, det kan lade sig gøre.

Interessant historie

Selve historien om både huset og familien, der boede i klunkehjemmet, er interessant. Hjemmet blev i midten af 1960erne testamenteret til Nationalmuseet, der allerede i 1942 havde været på besøg for at opmåle lejligheden og fotografere dens indbo.

Den testamentariske gave kommer fra to ugifte døtre, der med stor nænsomhed havde passet på deres barndomshjem. Steffen Linvald, der i næsten 30 år var direktør for Københavns Bymuseum, bringer i bind 2 af »København før, nu - og aldrig« et øjebliksbillede fra tiden omkring Nationalmuseets overtagelse af klunkehjemmet:

»Alle møblerne står stadig på den samme plads i de rum, de er anskaffet til. Væggenes dekorationer og de rigt udsmykkede lofter er urørte, nips, fotografier og adskillige malerier findes også, og hvad der er helt usædvanligt, samtlige tekstiler er de oprindelige; det gælder både møbelbetræk og de rigt draperede gardiner og portierer med deres klunker og possementmagerarbejder.« Possement er det, man syer på stoffer for at pynte dem.

Gerda og Ellen fløj ikke fra den rede, deres far, Rudolph Christensen, havde bygget til sin familie i 1890. De blev og passede på den og gjorde den dermed til en del af kulturarven. Rudolph Christensen (1849-1925) var grosserer og medindehaver af en båndfabrik på Østergade (den del af Strøget der ligger nærmest Kongens Nytorv), og man kan næsten se ham for sig, når han er spadseret frem og tilbage mellem forretningen og boligen.

Mellem det offentlige liv og sit private hjem, der efter alle kunstens regler er fyldt med tunge møbler, broderede puder, nips, viftepalmer, fotografier af slægtninge, stuk og plys osv. osv.

En nation i krise

Han har måske også grund til at være tilfreds. Han boede i, hvad der engang havde været Det Plessenske Palæ. Takket være den foretagsomme Tivoli-arkitekt og stadsbygmester, H.C. Stilling, var bygningen i midten af 1800-tallet blevet delt i to med hver deres indgang.

En af ejendommene erhvervede Rudolph Christensen i 1886, udsmykkede den med marmorerede partier og landskabsbilleder i trapperummet og lod sin egen lejlighed indrette med, hvad vi kan møde i dag.

Klunketiden blev siden meget udskældt. Ikke mindst selvfølgelig af de fremragende arkitekter og møbeldesignere, der stod klar med et nyt ideal om lige linjer og frisk luft og lys ind i lejlighederne. Ud med de gamle møbler. På loftet med dem. Og så heldigvis også på museum.

Det er en interessant detalje ved hele klunketidens møbelproduktion, at den - og nogle af tidens andre, mere elegante stilarbejder som Skønvirke - lagde et fundament for den møbelindustri, der skulle komme modernismens arkitekter til gode. Efterspørgslen af de tunge men håndværksmæssigt traditionelt gedigne møbler betød, at der opstod en national industri, der blev økonomisk bæredygtig.

Sådan set er klunkehjemmet også et sindbillede på en nation i krise. På den ene side stjal historicismens arkitekter med arme og ben fra alle mulige stilretninger i europæisk kultur.

På den anden side lukkede nationen sig om sig selv i de årtier som en reaktion på alle de katastrofer, der havde ændret landet, dets økonomi og udstrækning gennem 1800-tallet, der indledes med krige med englænderne og slutter med krige med Tyskland, der endegyldigt reducerer Danmark til en småstat i Europa og for eksempel under Første Verdenskrig utvetydigt tilhørende tysk interessesfære.

At nationen samtidig gennem det 20. århundrede oplever en samfundsmæssigt og arkitektonisk blomstring, der ligger så fjernt fra klunketiden, som tænkes kan, er en helt anden historie. Den kan man gå fra den lykkeligvis velbevarende lejlighed i Frederiksholm Kanal 18 til for eksempel Designmuseum Danmark i Bredgade og få fortalt.